I 1959 skabte den franske instruktør Alain Resnais en unik film. Hiroshima mon amour står ikke kun som en hjørnesten i den franske Rive Gauche-tradition eller fransk film i det hele taget. Den står også som et centralt monument for kritik af krig og atomvåben i en tid, hvor de to atombomber i Japan stadig ikke blot var en historisk begivenhed. Og denne komplekse kritik leverer filmen ved intet mindre end en af de bedste kærlighedsfortællinger gennem filmhistorien.

I løbet af efterkrigstiden begyndte fransk film at forny sig, hvilket ledte til det, vi i dag kalder for den franske nybølge. Kimen til dette gennembrud får vi særligt gennem halvtredserne, inden det hele eksploderede i 60’erne efter Jean-Luc Godards centrale værk À bout de souffle fra 1960. Den franske nybølge er en forskelligartet størrelse, og det er da derfor også normalt at underinddele filmene i forskellige grupper – en af disse er den såkaldte Rive Gauche (også kaldet The Left Bank), som har fået sit navn fra et bestemt område på Seinen i Frankrig.

Denne tradition var interesseret i at udvide og undersøge filmens mere litterære kvaliteter. Det betød, at flere instruktører gik i samarbejde med allerede etablerede forfatter. På Hiroshima arbejdede Alain Resnais også sammen med Marguerite Duras, der normalt forbindes med den franske nouveau roman. Det betød derfor også en vis interesse for modernistiske emner som subjektets erindringsstruktur, historiens (tab af) betydning og særligt anlagte – nu filmiske – formeksperimenter.

Det gælder også for Hiroshima, der i den grad er sin egen form. Der er derfor mange aspekter af filmen, der er interessante, hvis vi ser på den ud fra en formmæssig vinkel. For det første er den en undersøgelse af tiden, hvilket betyder noget rent narrativt for filmens struktur: ”I min film er tiden slået i stykker”, skal Resnais have sagt om Hiroshima. Det er forholdet mellem fortid og fremtid, Resnais og Duras undersøger her – den franske kvinde, der i filmen er i Hiroshima, har nogle ubearbejdede oplevelser fra fortiden, der skaber problemer for hende i nutiden.

For det andet bruger filmen dette tidsmæssige billede til at filosofere over, hvordan vi husker, og hvilken rolle historien spiller for os. Her er den lange introduktionssekvens på Hiroshima Peace Memorial Museum central: Det handler om, hvordan vi – gennem kulturelle artefakter placeret på et museum – får mulighed for at bearbejde fortidens grusomheder; i dette tilfælde den atombombe, der faldt over Hiroshima i 1945. Det handler om, hvordan vi (re)konstruerer fortiden ud fra fortidslevn: ”Rekonstruktionerne, rekonstruktionerne, i mangel af bedre”, som kvinden siger på et tidspunkt.

For det tredje bearbejder filmen også sig selv som artefakt – og det er her den bliver interessant som adaptionsmæssigt eksperiment. For selvom filmen er skrevet af forfatteren Duras, går der ikke en roman forud for filmen. I stedet er Hiroshima et slags film in the making. Uden at det afslører for meget af, hvad der venter i filmen (for dem, der endnu ikke har set den), så spiller den kvindelige hovedperson med i en film i filmen, der viser sig at være netop Hiroshima. Derfor er filmen her på sin vis en filmatisering af sig selv – et radikalt metaeksperiment.

For det fjerde behandler filmen også kulturmødets konsekvenser gennem såvel formeksperimentet som den elementære kærlighedshistorie mellem den japanske mand og den franske kvinde. Få år før mødet var Frankrig og Japan dødsfjender, men nu er begge kulturer efterladt med et eksistentielt tomrum, som skal fyldes ud af noget andet – det er her Hiroshima for alvor viser sig fra sin modernistiske side. Det er således meget karakteristisk, at de to hovedpersoner aldrig benævnes ved navn: De er hver især repræsentanter for deres lokale kultur – hun for den franske kommune Nevers, han for netop Hiroshima.

For det femte bruger Resnais og Duras dette kulturmøde til at understrege det absurde i krig og ikke mindst atomvåben. Hiroshima er en særdeles politisk engageret film, der bruger en længere passage på at demonstrere mod våben. Den forsøger i stedet på at finde vej ind til nogle mere alment eksistentielle strukturer, hvilket kan lyde paradoksalt, men netop den tidsbundne protest er en understregning af almenmenneskelige værdier. På den måde – særligt i krydsfeltet med scenen fra museet – handler filmen også om at huske historien, ganske simpelt så den ikke gentager sig selv.

Derfor er det generelt en kompleks film, på trods af at det er en af de mere tilgængelige film fra instruktøren Resnais i denne periode. Det er en film om sig selv, en film om erindring og hukommelse, om krig, om fred, om kulturel interaktion, og om tiden og ikke mindst rummet som de erkendelsesformer, vi læser verden igennem. I sandhed en filmklassiker af rang.