Mellem blod og sne

- kontraster føder magi midt i virkeligheden i Tomas Alfredsons film "Låt den rätte komma in".

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Efter at have set den svenske socialrealistiske vampyrfilm Låt den rätte komma in, som er instrueret af Tomas Alfredson på baggrund af John Ajvide Lindqvists bog af samme navn, sad jeg tilbage med en fornemmelse af at have set et utroligt sanse – og stemningsmættet lille stykke unik kunst. Jeg kommer til at sige lille, da universet i filmen kredser om to små mennesker, som dog viser sig at være nogle af de største af slagsen på så mange andre måder. Det mest fascinerende ved filmen er dennes gennemgående arbejde med kontraster. Den konstante blanding af to forskellige sfærer fungerer nærmest på surrealistisk facon igennem hele filmen ved at skabe en tredje udefinerbar størrelse imellem sig. (for dem, som endnu ikke har set filmen, må videre læsning foregå på eget ansvar).

Genremæssigt er der som sagt tale om en blanding af socialrealisme og en undergenre til gysergenren, nemlig vampyrfilmen. De to genrer farver naturligvis hinanden i samspillet, men blandingen foregår overraskende nok på en egentlig ubemærket måde. Efter min mening består ubemærketheden for det første i, at filmen er helt utrolig stille og rolig. Billederne er fastfrosset, naturen er frosset, og der er helt stille overalt. Genrerne, som normalt ville frastøde hinanden accepterer her at sammensluttes. For det andet nedtones den magi, der måtte ligge i vampyren som figur ved flere lejligheder, og der fokuseres på, at det at være vampyr ikke er meget anderledes end alt muligt andet. Oskar spørger ”Er du vampyr”, Eli svarer ”Jeg lever på blod, ja”, og der er, understøttet af den møgbeskidte dunk til blodopsamling, intet særligt magisk ved hendes behov. Dette må være dagligdagen for en vampyr, altså sådan en helt rigtig én af slagsen. Hverdagen skildres, imens den nedtonede magi dog ligger i luften som et usynligt slør, der får træer og den faldende sne til at glimte for den, som ser ordentligt efter.

Det allerfineste kontrastspil består i mødet mellem de to 12-årige børn, Oskar og Eli. Oskar er helt hvid, næsten albino og han har fint glat hår. Han er ren både udseendemæssigt og i form af hans uskyld og således både udenpå og indeni. Eli derimod er en pige med sort, kruset og ofte usoigneret hår, som Oskar synes lugter mærkeligt. Inden i hende findes blod og opkast, og hun besidder intet værn, som kan forhindre, at dette kommer op til overfladen. Begge børn har en næsten gennemsigtig porcelænshud, som tydeliggør deres skrøbelighed ved varme blodårer under kold hud. Deres indre varme i form af ånde blander sig i stridt behag med kulden omkring dem, og i gården kan de være ensomme sammen, helt åbne, observerende og accepterende.

Oskar stryger med sin hånd væggen imellem dem, inden de kan få fysisk kontakt, og da dette endelig sker, slipper kontrasterne deres greb og aer for hinanden. Eli bliver på overfladen af Oskar, selvom hun har muligheden for at bryde den, indtil hun til sidst beder ham blive hende. Det er det største, som mennesket aldrig kan opnå, men blidheden og indlevelsen i børnenes samspil giver alligevel en snert af det umulige. Eli fremstår som vampyr på den blideste og mest naturlige måde, man kan forestille sig. Man kan ikke undgå at føle sympati for hende og hendes situation, og man er næsten på nippet til at ville hjælpe hende til at få næring, da man så kraftigt længes efter én som hende her i verden. Igennem filmen fremtoner på baggrund af dette anderledes idéer om menneskelig skyld og uskyld.

Kontrasten mellem skyld og uskyld opstilles desuden i og med, at filmen tager det aktuelle emne mobning op. Kontrasten virker på den ene side stærk, da Oskar fremstår som uskyldigheden selv, der under unfair behandling står alene og ikke formår at forsvare sig. På den anden side er det svært at finde decideret onde mennesker i filmen. Børnenes onde gerninger følges af blikke fyldt med tvivl og en anelse om, at de er ude, hvor de ikke kan bunde. Således føres de gang på gang tilbage i uskyldigheden. Eli ønsker intet ondt blot at overleve, og på trods af sin dyriske natur er hun kun en unge, der ved flere lejligheder ikke kender konsekvenserne bag en brydning af reglerne for sin art.

Filmen er æstetisk smuk og fremstår komplet mættet af følelser og stemninger samt af al den sne, der som et blødt, hvidt tæppe holder om hele landskabet. Som i et skjul under sneen ligger desuden spørgsmålet om, hvad der gemmer sig under overfladen hos andre mennesker, hos et lille samfund og bag en dør? Virkelighedens skønhed og magi ligger i det uskyldige og undersøgende blik mellem to mennesker, i den uskyldige romantik, i stilheden og i livets kontraster. Dog er virkelig magi indesluttet i en cyklus. Den varer ikke evigt, og må nydes i øjeblikket, hvor den opstår, dør og opstår på ny.

Læs også anmeldelsen af Lad den rette komme ind

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays