Artiklen blev bragt i Mellemrummet nr. 6, 2004. Den er her udgivet i lettere revideret version – stadig med bid.

Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han seriøst skal til at overveje sine tænder. På samme måde med tidspunktet, hvor sollyset får hans skind til at boble; tidspunktet, hvor han ikke kan overvære sin nyfødte søns dåb af bare frygt for et stængt vievand; og ikke mindst tidspunktet, hvor sharwarmaen skal en tur gennem en vaskemaskine, før han tør spise den – og det er ikke fordi hvidløgene giver dårlig ånde. Således er nattens yngel.

Vampyr (subst.) kommer muligvis fra oldpersisk vyámbura, der betyder ’fjentlig overfor indviet vand’, mens etymologien også vender sig mod andre dele af verden, bl.a. det russiske ord upyr, som betyder ’natteflyver, flagermus’, hvor den velkendte metamorfose fra menneskelignende væsen til flagermus med rimelig sikkerhed stammer fra. Tilmed har tyrkiske sagn et mytisk vampyrlignende væsen, der kaldes ubyr. Alt dette er tankegods bag den primært sydøsteuropæiske, slaviske folketro om den genganger, der om natten forlader sin grav for at suge blod fra (dyr eller) mennesker, som derefter sygner hen og en tid efter sin død selv bliver vampyr. Og som den levende døde vampyren er, så er han fa’ens svær at slå ihjel. Myten lever i al fald stadig.

Af den grund bør enhver horrorforfatter med respekt for ikke mindst sig selv men også sit ’sugende’ publikum skrive mindst én vampyrfortælling. Og en forfatter i den stil må siges at være Stephen King, der ikke bare imponerer i sin produktionshastighed, men også gennem en udpræget opfindsomhed (indtil for nogle år siden). Desværre har førstnævnte en tendens til at gå ud over sidstnævnte. Men det er heller ”kong King”, vi her skal have fat på, selvom vi skal en omvej omkring ham, nemlig hans værk Salem’s Lot fra 1975. Nærmere er det Tobe Hoobers filmatisering fra 1979, der her er central, som på dansk har fået den (u)fantastiske titel Byens skæbne, men har bogens titel på engelsk.

I grunden ville Kings egen bog også udfylde en glemmebog ganske godt, da den yderst sjældent er omtalt som et af hans større værker, og derfor heller ikke rent litteraturhistorisk står langt oppe på listen over kanoniske horrorfortællinger. Selvfølgelig ville alene dette kvalificere den til glemmebogen med bravur, men – Kings enorme samlede værk taget i betragtning – behøver han såmænd ikke hjælp til eternalisering. Derimod står Tobe Hoobers, der nok er mest kendt for The Texas Chainsaw Massacre (1974), film langt fra filmhistoriske betragtninger – og det gælder sågar også de mere nørdede horrorfetichistiske opregninger. Men rent scenografisk er den ganske central.

Der findes primært to faconer at portrættere vampyrer på, der kort og godt kredser omkring, hvordan udseendet er, og hvor meget sex de oser af. Den ene, som vi kan kalde Dracula-traditionen, har ofte karakterer stiliseret som seksuelt tildragende, pigeglad og ganske veludrustet (ja, det er tænderne, jeg snakker om). Denne karaktertype eksemplificeret bedst med hunk-o-vampires som Tom Cruise og Brad Pitt i Neil Jordans udgave af Anne Rices Interview with a Vampire fra 1994. I denne slags vampyrologi kan væsnet blot ved at ytre ”hej” – uden at stinke af hvidløg – tiltrække de letsindige, eftertragteligt brunstige og ofte meget veludrustede (og her er det ikke tænderne, jeg snakker om) ungmøer. Dette gælder jo derfor også Bram Stokers udgave fra 1897, men ekspliciteres så ganske udpræget men fornuftigt af Francis Ford Coppola i 1992.

Selve navnet Dracula stammer netop fra Stokers romanfigur, der var modelleret over middelalderfyrsten Vlad Tepes’ liv – denne kaldtes tillige ’spidderen’, men dette er overraskende nok helt uden falloskonnotationer, men refererer til hans træspidning af sit uregerlige folk. I de moderne film af denne karakter udmønter sådan karakterologi sig ofte i regulære actionfilm snarere end horrorfilm, hvor vi kan nævne titler som Robert Rodriquez’ From Dusk til Dawn (1996), Stephen Norringtons Blade (1998) og John Carpenters Vampires (1998).

Den anden facon, som vi kan kalde Nosferatu-traditionen, har derimod karakterer stiliseret mere retningen af sindsmørke, frastødende og langt mere tilbageholdende og skjulte personligheder. Og det er denne kategori, der ofte er glemt. Få udgaver af vampyren tør krybe i retningen af den mørke og afskyelige type af forvoksede tænder. Den tidligste version er Murnaus Nosferatu fra 1922, traditionen holdt i live i 1932 af vores egen Th. Dreyer i Vampyr - Der Traum des Allan Grey, en filmatisering af Sheridan le Fanus Carmilla fra 1879.

Præcis samme karakter som i Murnaus blev taget op i Merhiges Shadow of the Vampire fra 2000, hvor den Oscarbelønnede Willem Dafoe spiller rolle som Max Schreck, der spillede Nosferatu i Murnaus film. Det er netop denne tradition Tobe Hoobers Salem’s Lot er en del af. Se blot Jack Young så ganske Nosferatu-inspirerede make-up på vampyren Barlow.

Men det var ikke helt meningen, hvis det havde stået til Stephen King, der netop i sin bog havde benyttet sig af den første type ’smukke’ vampyr. Men producenten på filmen Richard Kobritz var blevet træt af glamourøse Draculaer, da han blev involveret med Tobe Hoober, og ville kreere ”a really unattractive, horrible-looking Barlow”.

Salem’s Lot handler om forfatteren Ben Mears, der vender tilbage til byen Salem’s Lot for at skrive en roman. Han bekendtgøres her med, at det lokale, hjemsøgte hus, the Marsten House, er blevet købt af to antikvitetsforhandlere ved navn Straker og Barlow. Mears begynder at genoptage sine gamle bekendtskaber og at etablere nye, specielt med den tiltrækkende Susan. Han møder herpå Straker, som han finder høflig men foruroligende dyster. En mystisk kasse leveres til Marston-huset og placeres i kælderen, hvilket viser sig at være Barlows kiste. Unge myrdes i byen for Marlow kan få næring, hvorved vampyrismen spreder sig til andre personer, og situationen bliver langsomt mere og mere farlig.

Det kan ofte være svært, hvilken version, der er tale om, da der findes tre forskellige: den originale miniserie på 210 minutter, tv-filmen på 150 minutter, og den europæiske biografversion på 112 minutter. Dog er materialet det samme, der bare er forkortet, hvorfor stiliseringen er præcis den samme i dem alle.

Filmen her virker langt stærkere end Kings bog, da den netop fraviger fra den gængse karaktertype, hvorfor filmen absolut er mere mindeværdig end bogen. Men man kan selvfølgelig sige, at filmen aldrig var blevet produceret, hvis ikke bogen var skrevet. Derfor må de jo tænkes i sammenhæng. Da King så filmen, var han dog heller ikke skuffet, tværtom. Han sagde sågar, at den for altid vil have ”en særlig, kold plads i hans hjerte”, da den mindede ham om, hvordan det er at leve i en lille by som Salem’s Lot, der jo indlysende nok også bærer religiøse associationer til en ’Jerusalems plads’. Det viser sig da også at være alt andet end næstekærlighed, der hersker i byen.

Det er skægt med disse mørkere vampyrfilm, at de har en tendens til automatisk at blive sagnomspundne. Det gælder Nosferatu, som man kan se meget mere om i Shadow of the Vampire. På samme måde begyndte der i den lille by, som Salem’s Lot er optaget i, at gå små vandrehistorier rundt lignende Max Schreck-anekdoterne, hvad siges at udspringe af selve huset, altså Marston-huset, der først dukkede i indbyggernes bevidsthed, da filmen skulle indspilles. De havde aldrig lagt mærke til huset, før filmholdet begyndte at rigge til. Kan dette have en sammenhæng til, at netop Nosferatu blev ’genoplivet’ i 1979 af Werner Herzog, der genindspillede Murnaus klassiker?

Ja, det får vi ikke svar på, men vi kan blot lade os fascinere, tiltrækkes eller frastødes af disse film, der ikke synes at være til at slå ihjel. Tænder du på tænder, er det godt sted – at være.