Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Wall Street – Money never sleeps (133 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 24/2 2011, 17:34 af Torben Rølmer Bille

Gensyn med Gekko


Gensyn med Gekko

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Michael Douglas vandt tilbage i 1988 en Oscarstatuette for sin skildring af den nådesløse finansmand - med det lidet flatterende navn Gordon Gekko - i Oliver Stones kritik af den skånselsløse kapitalisme og yuppiekultur i Wall Street. Lige som vi har set det på vore breddegrader med film som f.eks. Olsen Banden, så er det svært for filmfolk i USA at lade succeser stå alene, og derfor samarbejdede Stone sidste år endnu engang med Douglas i en fortsættelse til førnævnte film. En film, som fik undertitlen Money Never Sleeps.

Hører man til en af de, der meget nemt bliver forvirret når ens bankrådgiver begynder at tale om investeringsmuligheder, variabel rentetilpasning eller kapitalpension, så er man sikkert også i farezonen for at gå glip af de finere nuancer i filmen, for der bliver brugt en mængde monetære vendinger og begreber undervejs der er ganske vigtige for at forstå, hvordan det hele udvikler sig. Til gengæld er de forskellige aggressive opkøb af virksomheder og diverse finansielle transaktioner langt fra så vigtige som det drama der udspiller sig mellem filmens hovedpersoner, for selv om det meste handler om penge, så handler det i lige så høj grad om de konsekvenser penge – og især mangelen på samme – kan få for os.

Filmen lægger ud med Gekko, der kommer ud af fængslet og må indse at der ikke er nogen til at hente ham, endsige give ham et hjerteligt kram og lykønskning ovenpå den afsonede dom. Den store stræk-limousine, der kører op til fængslet henter i stedet for Gekko en rapper og tydeliggør at tiderne er skiftet siden stormagtsdagene i firserne. Gekko står dog ikke uden noget at tage sig til, for i fængslet har han brugt tiden på at skrive en bog: Er grådighed godt?, som han straks tager rundt og holder foredrag på baggrund af.

Sideløbende med Gekkos liv i det fri, følger vi finansmanden Jake, der tilfældigvis er kæreste med Gekkos datter Winnie. Winnie og farmand har mildest talt et køligt forhold til hinanden forstærket af Winnies ide om at det var Gekko der var direkte skyld i hendes brors selvmord. Jake er derimod fascineret af Gekko, der stadig synes at have fingeren på pulsen, hvad angår finansmarkedet på trods af sit lange ophold bag tremmer.

Helt aktuelt så er rammerne omkring filmen den globale finanskrise, der som bekendt havde sit udspring i Amerika i 2008. Det virker jo også virkeligt oplagt at skabe en fortælling omkring dette økonomiske sammenbrud – især når man har selveste Gordon Gekko med.

Jake er, umiddelbart før krakket sker, i gang med at smide en nærmest uendelig mængde penge efter en forsker, der arbejder på højtryk med at få skabt fissionsteknologi. Jake mener nemlig at vedvarende energi er noget der er penge og fremtid i. Pludselig står han uden ret mange midler, men vil stadig gerne fuldføre projektet - derfor hiver han fat i Gekko og præsenterer sig som Winnies kæreste. Gekko er først afvisende, men inden længe opdager Jake at Gekko tilsyneladende plages af bondeanger over det kuldsejlede forhold til dennes datter. Jake forsøger derfor at få Winnie til at ville mødes med farmand, samtidig med at farmand til gengæld tilbyder at hjælpe Jake med at finde sidste mange millioner dollars til fissionseventyret. Spørgsmålet er så om Gekko vitterligt har ændret sig, eller om han er lige så iskold beregnende, som vi mener at kende ham?

Selv om den nye omgang spekulation i mennesker og moneter ikke er så banebrydende som første gang vi var vidne til det, så er Wall Street – Money Never Sleeps bestemt en seværdig film, ikke mindst på grund af Michael Douglas, der atter formår at skildre Gekko med en indlevelse, der både er virkelig troværdig og kynisk ubehagelig. I den nye film kan man tydeligt se at Douglas har været syg (ifølge diverse medier har han været ganske hårdt ramt af strubekræft) men sygdommen har tilføjet hans karakter en skrøbelighed, som klæder rollen fint.

Det eneste man kan udsætte på filmen, er at den afrundes ganske kejtet. Den tager sig ellers rigtigt god tid til at oprulle sin historie, men det virker som om at det har været svært for manuskriptforfatterne at få afsluttet det de har startet. Så selv om filmen byder på gode replikker og en fin, dramatisk handling der aldrig bliver hollywood’sk urealistisk bliver Money Never Sleeps aldrig en klassiker som forgængeren, men det er bestemt en film, der godt kan nydes af fans af den første og især af alle de, der holder af Michael Douglas.


Forrige anmeldelse
« Johan Falk – Operation Natterga... «
Næste anmeldelse
» The Devil’s Tomb »


Filmanmeldelser