Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Fighter (111 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 24/8 2011, 07:12 af Torben Rølmer Bille

Realistisk boksedrama


Realistisk boksedrama

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I efteråret 2010 fik The Fighter premiere og den er nu kommet ud på DVD og Bluray endda med et par Oscars i bagagen. I den forbindelse fortalte en af undertegnedes elever, som selv træner boksning i sin fritid, at han egentlig godt kunne lide filmen, men at han blev konstant irriteret fordi ”kampscenerne er fuldstændigt urealistisk lavet” som han sagde. Den udtalelse sad i baghovedet, da filmen skulle bedømmes, men er man ikke på samme måde som eleven inde i boksningens finesser, så er det altså ikke en kritik man bør tillægge for megen vægt, da det for utrænede øje ser ud som om de medvirkende grangiveligt får hårde slag.

Skal man lave film om boksning, så er det nærmest et must at man skal have en mængde realismemarkører med i sin film, eller som det mindste benytte sig af en form for dokumentarisk stil. Der findes naturligvis undtagelser – se blot Rocky IV – men da både dramaet skal føles nærværende, samt at de boksescener som optræder helst skal opleves som om de ikke er møjsommeligt indstuderede – men derimod forekommer som var de taget fra live transmissioner fra boksestævner, så bruger filmmagerne en række kneb for at få denne illusion til at fungere.

Dette sker i høj grad i The Fighter, hvor hverdagsdramaet holdes i mættede farver og hvor et håndholdt kamera forsøger at fastholde såvel ansigter som de forskellige vigtige detaljer i billedet som gengiver vigtige informationer om såvel handling som karakterernes følelser. Når der skiftes til boksekampene, skifter de billeder man ser drastisk karakter og ligner nu tv-billeder i en ganske fesen kvalitet, med en trist farvepalet til følge. Det fungerer virkeligt fint, for dette skift, som naturligt nok sker flere gange i løbet af filmen, er med til både at pointere forskellene på de to lag i filmen; hverdagen sat op imod det udsnit af virkeligheden man ser på tv og samtidig er den emulerede tv udsendelse med til at enkelte seere måske gribes mere af boksekampene, da det normalt er på tv man ser den slags.

Én ting er dog hvordan filmen fortæller sin historie rent visuelt, en helt anden ting er både selve fortællingen og de medvirkende, men også de er gode. Historien i The Fighter fokuserer på to halvbrødre Dicky og Micky. Dicky har haft en omtumlet karriere som bokser og hans stolteste øjeblik var i en kamp mod Sugar Ray Leonard, hvor han angiveligt slog denne i gulvet. Derfor er Dicky også kendt som ”Lowells stolthed” – en titel der har gjort ham kendt overalt i lokalmiljøet. Det er bare ikke gået Dicky så godt sidenhen, for han er både blevet rodet ind i et omfattende crack-misbrug og en mængde kriminalitet. Et tv-hold fra HBO følger ham, i omverdenens øjne angiveligt for at lave en dokumentarfilm om Dickys comebackkamp, men i virkeligheden handler filmen om hans narkotikamisbrug.

Brormand Micky har selv gang i sin boksekarriere, med mor som promoter og Dicky som træner. Der er bare noget galt, for ikke alene synes Micky, som er langt mere fåmælt end sin brovtende bror, at han ikke rigtigt får de kampe han fortjener, han er også irriteret i konstant at stå i broderens skygge. Alt dette ændrer sig dog da han møder hans kommende kæreste Charlene der arbejder på en bar. Hendes blik ind i den ganske dysfunktionelle familie, hvor drengenes syv white-trash søstre loyalt støtter op omkring Dicky og moderens beslutninger, smitter også af på Mickys livssyn. Han stilles overfor svære dilemmaer om hvorvidt han skal satse på karrieren eller sin familie, for det er helt tydeligt at kombinationen mor og bror ikke er den heldigste konstellation.

Både Christian Bale i rollen som Dicky og Melissa Leo, der spiller familiens dominerende kvindelige overhoved, sikrede sig velfortjente Oscars. Det er nærmest uhyggeligt at se den crack-rygende, skyldplagede Dicky og samtidig tænke på at det også er Bale der iklæder sig Batmans kappe med jævne mellemrum, det er dog ikke noget man tænker undervejs. Bale er kendt for sin ekstreme method acting– måske mest drastisk at opleve i The Machinist – men The Fighter er ingen undtagelse. Han spiller sin rolle med så stor indlevelse og nuancerigdom at man helt glemmer skuespilleren bag. Det samme er tilfældet med Leos karakter, for magen til hysterisk kælling, der samtidig er overbevist om at hun kun gør det allerbedste for alle sine børn, skal man lede længe efter.

Dertil kommer, at filmens figurer er så langt fra den normale Hollywood-glamour som de næsten kan komme. Vi befinder os i den laveste del af den amerikanske middelklasse, hvor fordomme og intolerance krydres med en solid portion fraværende politisk korrekthed. De castere der har fundet drengenes søstre burde også belønnes, for selv om de ikke har store roller, så virker de alle sammen grimt autentiske og ubehageligt virkelige. Djævelen er i detaljen som man siger og det er utroligt hvor afrundede figurer der kan skabes på ganske kort tid og med får virkemidler. Man har blot nødig at observere filmens karakterer, så har man allerede en god ide om hvad de er for typer.

Nu kunne dette måske godt lyde som beskrivelsen af en film, hvis karakterer man ikke har lyst til frivilligt at spilde næsten to timer sammen med, men hvad enten man er bidt af en gal bokser, eller fuldstændigt ligeglad med sporten, kan man trygt se The Fighter. Selv om det er en film, der benytter boksesporten som ramme, så er det primært dramaet bag kulisserne, de menneskelige skæbner og ikke mindst den næsten ukuelige tro på at man kan hvad man vil, hvis bare man kæmper hårdt nok for det, der er i centrum. Selv om filmen har dette slogan til fælles med hjørnestenen i Den Amerikanske Drøm, bliver det aldrig klægt eller patetisk-patriotisk, for filmen handler mere om viljen til personlig sejr, end om ære eller status. Det er måske især derfor at filmen ender med at være så interessant som den er, fordi den netop forsøger, som i Mike Leighs eller Ken Loachs film, at dykke ned under den menneskelige overflade og studere nogle skæbner som både er meget forskellige, men sært nok også har meget til fælles med os hjemme i stuerne.


Forrige anmeldelse
« 127 Hours «
Næste anmeldelse
» En familie »


Filmanmeldelser