Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Wallander – Præsten (90 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 4/11 2009, 22:55 af Kim Toft Hansen

Ambivalente detektioner


Ambivalente detektioner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Henning Mankells romaner om efterforskeren Kurt Wallander er kendt (og anerkendt) som detektivromaner, der skiller sig en smule ud fra mængden, idet Wallander selv ikke fremstår som en inkarneret helt. Han er snarere en falleret romantiker med hang til moderne opklaringsmetoder, hvor en lidelsens melankoli er reflekteret med i karakteren, der i sig selv fremstår som en kødelig ambivalens: De moralske fordømmelser, som han kan komme med, ender han flere gange med selv at udføre. Grundlaget for denne ambivalens opstår gerne i de sager, som Wallander skal opklare: Der viser sig ofte underneden at være strukturer, der ikke gør det helt nemt at understrege det gode over for det onde. Netop dette bliver Wallander udsat for i sjette afsnit af den nye, løbende serie om Kurt Wallander. Den hedder Wallander – Præsten.

En kvinde og en præst mødes på et motel i udenomsægteskabelige eskapader. De overvejer begge, at de snart må tage skridt i retningen af at gøre forholdet officielt, også dermed også forlade deres ægtefæller. De når dog aldrig så langt, for da hun er kørt væk fra motellet, bliver præsten skudt to gange. Han overlever, men lægges i respirator, mens Ystads lokale politi nu skal tage over. Wallander sætter sig selvfølgelig i spidsen for opklaringen, og den velkendte struktur – som vi kender fra krimien men efterhånden især fra Wallander-serien – kan tage sin spæde start.

Det er kendetegnende for denne serie – og særligt faktisk Præsten – at den er fortalt i et langsomt tempo i forhold til, hvordan vi kender krimier normalt. Kendetegnende er det, at vi i ligeså høj grad følger Wallanders privatliv (i dette afsnit med sin hund Jussi), uden at disse elementer får central betydning for plottet som sådan. Det er i høj grad en interessant måde at vinkle det kriminelle plot på, idet vi her får etableret – og behandlet – en karakter, der har en personlig bagside: Wallander er slidt og tung og konsoliderer på ingen, som nævnt, måde en klassisk detektivhelt. Han er i stedet en sensitiv romantiker – i den periodiske 1800-talsforståelse af romantik – med en udpræget Weltschmerz, som kommer til udtryk i hans ansigtsudtryk, medlevenhed og – i flere af filmene – den langsomme, indlevende cinematografi.

Plottet i Præsten tager selvfølgelig nogle omveje undervejs, og væsentlige spor leder Wallander og kompagni i retningen af et firma, der opkøber brugt udstyr fra hospitaler og sælger det videre til afrikanske lande til overpris. Her etablerer filmen hurtigt moralske holdninger, der kommer til udtryk gennem fordømmelser af et firma, der udnytter lande i nød. Denne indstilling til Afrika – som globaliseringens udpinte ’Anden’ – er et velkendt element inden for Mankells Wallander-univers. Men efterforskningen – uden noget her selvfølgelig skal afsløres – viser undervejs i en anden moralsk bevægelse, der placerer Wallander i et stærkt etisk dilemma. Her opstår filmens ambivalens, der – når Wallander-fortællingerne er stærkest – fungerer som et ubehageligt tvesyn på verden generelt: Der er svære og ubehagelige valg, der skal træffes, men hvilke valg – spørger fortællingerne – er de rette i større sammenhænge?

Krimigenren har desuden et særegent udtryk, der kobler sig på nogle klassiske kristne, etiske dilemmaer: Nogle har derfor kaldt den skandinaviske krimi, herunder Mankells fortællinger, for en sekulær teodicé, der stille et spørgsmål, der strukturelt ligner den kristne teodicé, som spørger til retfærdiggørelsen af den gode Gud, når der er ondskab til i verden. Den skandinaviske krimi spørger i stedet, hvordan vi kan retfærdiggøre velfærdssamfundet, når der stadig finder onde handlinger sted – heraf det sekulære. Præsten antyder nogle meget lignende komponenter, der peger på et sammenstød mellem de to versioner, særlig gennem præstens doktrinært troende kone, der har Gud som absolut etisk fordring. Wallander støder på en kristen moral, han på den ene side har svært ved helt at forholde sig til, men på den anden side ikke afviser. Herved stiller filmen sig også ambivalent over for denne type spørgsmål. Gudsspørgsmålet spiller på forskellig vis en rolle i enkelte Mankell-fortællinger, særlig fx i både romanen og filmen Innan frosten, men det fastholdes på et tvetydigt niveau – også i Præsten.

Præsten er ikke meget anderledes stilmæssigt eller fortælleteknisk end de første fem afsnit i den nye serie. Men det er desuden også en meget stilsikker og narrativt præcis serie, der samtidig fokuserer lidt anderledes end tidens forskellige krimiserier – fx den relativt blodige Forbrydelsen II. Derved lever disse nye afsnit faktisk, som serien skrider frem, mere og mere op til elementer fra Mankells romaner: Ambivalens, melankoli og tvetydig moralisering får mere og mere plads. Præsten er ikke det bedste afsnit i serien, men standarden i serien her er – inden for krimigenren – høj, så det gør faktisk ikke så meget.


Forrige anmeldelse
« X-Men Origins: Wolverine «
Næste anmeldelse
» No Way Out »


Filmanmeldelser