Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Subway (103 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 22/3 2010, 19:02 af Torben Rølmer Bille

Postmoderne undergrundsfabel


Postmoderne undergrundsfabel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I starten af 1990erne skete der endnu engang noget spændende i fransk film. Den nye bølge var efterhånden rullet ud i sandet og fordi livet er for kort til kedelige franske film, kom der pludselig film som Diva, Betty Blue, De Elskende fra Pont Neuf og ikke mindst Luc Bessons Subway. Disse film fik fællesbetegnelsen ”Cinema du Look”. Det var film, der alle havde en laber, poleret visuel stil, samtidig med at de ofte skildrede marginaliserede karakterer på randen af det etablerede samfund.

I efterrationaliseringens skarpe lys er der mange af disse film, der med rette kan betegnes som postmoderne, i og med at de både leger bevidst med tilskuerens forventninger, bruger konvoluterede fortællestrukturer, legesygt vender op og ned på kronologien og samtidig - både i plot og med hensyn til karakterskildring - skaber en række intertekstuelle referencer til såvel fin- som popkultur.

Selv om Luc Bessons Subway muligvis ikke er den mest centrale af disse værker, indeholder den dog næsten alle trækkene beskrevet i det ovenstående samtidig med at den er blevet et ganske unikt tidsbillede, der med nutidige øjne muligvis ikke er ældet med så stor ynde, som man kunne have håbet på.

Det er lidt en skam, at værker på den måde helt kan modstå tidens tand, for nærværende anmelder har ellers altid haft et meget nært forhold til Subway. Den ikoniske plakat hang på drengeværelset og Eric Serras fremragende soundtrack sad nærmest limet fast i undertegnedes gule plasticwalkman i slutningen af firserne. Måske er dette rosenrøde billede også medvirkende til at filmen får en lidt hårdere medfart end den fortjener? Det skal dog ikke læses som om Subway i 2010 ikke er yderst seværdig, men snarere som et eksempel på at en mere moden tilskuer måske har nemmere ved at se ridserne i den ellers så velpolerede film-lak.

Det skal indledningsvis dog siges, at Subway tager sig ualmindeligt flot ud på Blu Ray. De teknikere, der har overført filmen har virkelig gjort sig umage, for end ikke erindringen om at se filmen flere gange i biografen kan måle sig med billedkvaliteten hér. De ridser, som blev omtalt før er derfor ikke synlige på billederne, men opstår i stedet når man dissekerer den alt for løse fortællestruktur filmen gør brug af.

Filmen starter, i bedste Hollywoodstil, midt i en biljagt. Tyven Fred sidder storgrinende i sit jakkesæt og forsøger at flygte fra en anden bil der er fyldt med håndlangere. Fred kører sin bil ned i Paris’ metro og det lykkes ham at forsvinde i mængden. I undergrunden møder han en masse karakterer, som har fundet sig et hjem i undergrundssystemets dyb; blandt dem ”Rulleren” - en tasketyv iført rulleskøjter, Tank – den store, sorte bodybuilder og mange flere karikerede figurer af samme slags.

Men Fred er ulykkelig. Til festen hvor han røvede en del følsomme dokumenter, som han naturligvis vil bruge til afpresning, mødte han den billedskønne Helena, som han forelskede sig i på stedet. Hun indvilliger modvilligt i at overdrage pengene til Fred og han erklærer straks sin kærlighed. Hun er afvisende kold og finder Fred både mærkelig og uforskammet, men som filmen skrider frem og idet hun møder de mystiske underjordiske eksistenser, opdager hun at der er et alternativ til hendes overfladiske burgeois’ livsstil. Pengene er ikke alt, de nære relationer blandt udskuddene i undergrunden forekommer pludselig langt vigtigere.

Parallelt med denne romance forsøger Fred også at få stablet et band på benene, bestående af de hjemløse musikanter, der bor i metroen og endelig følger vi metrostationens politikommissær og hans hjælpere, der på mest klodsede vis forsørger at opretholde lov og orden på perronerne.

Måske er det netop fordi, der så mange sideløbende fortællinger at Bessons film, med retrobrillerne placeret i panden, ikke har klaret biddene fra tidens tand så godt som ellers forventet. Fortællingen er simpelthen alt for løs til at den bliver rigtigt medrivende og så er karaktertegningen samtidig for overfladisk.

Ikke desto mindre formår Luc Besson at få skabt et lille, unikt filmisk univers, der stadig holder, 25 år efter premieren. Fascinationen og den legende tilgang til filmmediet er stadigt intakt og så er kongstanken om hvad der mon foregår i metroens dyb, når alle passagererne er kommet hjem stadig lige så fascinerende i dag som dengang.

Subway er en vældigt underholdende film. Den kan ikke sammenlignes direkte med de overdådige actionfilm Besson ellers har skænket filmelskere verden over, men man kan allerede i Subway spore hans enorme fortællelyst og sansen for billedæstetik, som har gennemsyret de fleste af Bessons senere film. Dertil kommer at Isabelle Adjani (sine fjollede firserfrisurer til trods) er nærmest gudindesmuk i denne film. Adjani bliver igennem sit kølige, distancerede spil en form for dimentral modsætning til Béatrice Dalles figur i Betty Blue. Helene er helt igennem uopnåelig og selv om man måske havde håbet på en happy end, så ved de fleste, der har læst deres Homer, at den skønne Helene desværre udelukkende bringer død og sorg med sig.

Subway kan ikke stå mål med erindringen om Subway - men for alle de, der endnu ikke har set filmen, så bør man virkelig give sig selv muligheden for det. Det er, som nævnt, ikke det mest interessante plot der driver filmen frem, men til gengæld er den en sand fest for sanserne. Der er nu engang noget utroligt fascinerende i at lade en hel film udspille sig i de pletvist klaustrofobiske, menneskeskabte korridorer langt under jorden efter mørkets frembrud.


Forrige anmeldelse
« Battlestar Galactica. Sæson 1 «
Næste anmeldelse
» Iron Rose »


Filmanmeldelser