Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Sicko (113 min.) Biografversion / SF-film
Anmeldt 5/12 2007, 10:52 af Claus Krogholm

Sygt!


Sygt!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nu kender vi efterhånden Michael Moore og hans version af dokumentarfilmen. Der krydsklippes mellem arkivmateriale og aktuelle interviews, som oftest med fokus på det bizarre i form af afgrundsdybe kløfter mellem erklærede hensigter og de reelle resultater. Alligevel bliver man chokeret over, hvor grotesk det amerikanske sundhedsvæsen er, når man ser Moores seneste Sicko.

Moore starter med at understrege, at det ikke er en film om de 50 millioner amerikanere, der ikke har health care, den nødvendige forsikring hvis man skal have råd til behandling. Filmen handler om de 250 millioner, der har forsikring, og derfor tror, de er dækket ind i tilfælde af sygdom eller ulykke.

Sicko leverer en række eksempler på, at det er de ikke. En kvinde var involveret i et trafikuheld, hvor hun blev slået bevidstløs. Ambulancen kørte hende til hospitalet. Bagefter ville forsikringsselskabet ikke dække udgiften til ambulancen, da kvinden ikke havde sørget for at få forhåndsgodkendt turen. At hun var bevidstløs, var ingen undskyldning. I mange tilfælde har systemet tragiske følger. En anden kvinde tog på hospitalet med sin 18 måneder gamle datter, der havde høj feber. På hospitalet blev de afvist, da kvindens forsikring ikke dækkede det pågældende hospital. Hun måtte derfor finde et andet hospital, hvor forsikringen dækkede, men inden hun nåede frem, var datteren død.

Sundhedsvæsenet dækkes af private forsikringer. En medarbejder i et af forsikringsselskaberne fortæller, hvordan medarbejderne får bonus efter hvor forsikringer, de lader komme til udbetaling. Hvis det kommer så vidt, at en kunde viser sig berettiget til at få udbetalt sin forsikring, har man folk ansat til at støvsuge forsikringsbegæringen for formelle fejl og teknikaliteter, der gør, at man afvise at udbetale forsikringen. Systemet blev indført af Richard Nixon, og takket være Nixons hemmelige båndoptagelser af alt, hvad der foregik i Det Hvide Hus, kan Moore afsløre, at systemet blev indført, fordi forsikringsselskaberne ville få enorme indtjeningsmuligheder.

Da Bill Clinton blev præsident, var det bl.a. med en målsætning om at reformere sundhedsvæsenet, så der blev etableret en offentlig sygesikring, der dækkede alle. Clinton satte sin kone, Hillary, til at lede arbejdet. Ikke mindst Hillary var en torn i øjet på mange republikanere, der førte en intensiv kampagne mod forslaget: offentlig sygesikring fører direkte til socialisme! Forsikringsselskaberne brugte over 100 millioner dollars til lobbyvirksomhed og til slut faldt forslaget.

Michael Moore bruger det trick, han har brugt før. Han tager over grænsen til Canada og finder her et velfungerende sundhedsvæsen, hvor alle behandles ens og alt er gratis. En ung kvinde fra Moores hjemby, Flint, Michigan, tager også turen til Canada. Hun har kræft, men i USA mener man, at hun som 22-årig er for ung til at kunne få kræft. Hun tager derfor over grænsen til Canada for at blive behandlet. Det er egentlig ulovligt, men som Moore konstaterer: ”We’re Americans. We go into a country if we need to.” Moore drager videre til England og Frankrig for at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, man i disse lande kan behandle alle gratis, når det nu ikke kan lade sig gøre i USA.

Sicko følger opskriften vi kender fra Michael Moores tidligere film. Der veksles mellem det latterlige, det groteske, det tragiske og det stærkt følelsesladede. Moore arbejder med kontrasterne, og lader sådan set ikke nogen være i tvivl om, at han ønsker at manipulere først og fremmest vore følelser. Det er svært ikke at blive dybt berørt at disse historier med mennesker, der ikke alene er ramt af ofte livstruende sygdom, men samtidigt skal føre kamp mod forsikringsselskaber og hospitaler for overhovedet at få den behandling, de troede de allerede havde ret til. Moore ved også, hvornår billederne bedst taler for sig selv. Et overvågningskamera har fanget, hvordan en taxa sætter en ældre, stærkt konfus kvinde, kun iført hospitalsskjorte, af på gaden. Kvinden går en tid forvirret rundt, før nogen kommer hende til undsætning. Kvinden har været i behandling på et hospital, men hendes forsikring dækker ikke længere. Hospitalet har derfor bestilt taxaen til at sætte hende af på gaden. Så må andre tage sig af hende. Yderligere kommentar er ikke nødvendig. Billederne for lov til at tale for sig selv.

Michael Moore laver ikke dokumentarfilm, der nøjes med at registrere. Han vil påvirke og starte debat. Der er ingen tvivl om, at der ligger en stærk indignation bag; en genuin vrede over at man laver et system, der sætter profit over menneskers liv og helbred. Men Michael Moore hæver på intet tidspunkt stemmen. Faktisk er Sicko mere afdæmpet end Bowling for Columbine og Fahrenheit 911. Der er også mindre fokus på Michael Moore. Man ser slet ikke hans påtaget naive undersøgende journalist med baseball-cap og hængerøv i de amerikanske afsnit. Ham ser vi kun i Canada, England og Frankrig. Men amerikanerne kender også Michael Moore nu, og lader sig nok ikke længere narre af hans noget kiksede fremtræden. Det bliver understreget af filmen selv. En mand, hvis datter er ved at blive døv, får at vide, at forsikringsselskabet kun vil betale for operation af det ene øre. Et barn behøver ikke at kunne høre på begge ører, mener man. Manden skriver så til forsikringsselskabet, at Michael Moore er ved at lave en ny film om sundhedsvæsenet. Mon forsikringsselskabets direktør har lyst til at medvirke? Kort efter får han en opringning fra forsikringsselskabet. Man har foretaget en ny vurdering og mener nu, at pigen bør opereres på begge ører.

Sicko ligger i stil og virkemidler i klar forlængelse af Michael Moores andre film. Der er som sådan ikke noget nyt, men det er heller ikke nødvendigt. Der er rigeligt med substans i historierne. Moore doserer med sikker hånd, klipper kontraster så det til tider næsten får surrealistisk karakter; som Lautreamonts ”tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord”; man kan næsten ikke tro, noget system virkelig kan være så absurd.

Selvfølgelig har Moore også dramaturgien på plads. Til slut møder vi en række frivillige, der hjalp til ved Ground Zero den 11. september 2001. Arbejdet i de støvfyldte ruiner har givet mange lungesygdomme mm. Fordi de var frivillige, er de ikke dækket af forsikringen, så de kan ikke få del i de erstatninger, der ellers blev bevilget. Samtidigt finder Michael Moore ét sted, hvor der er gratis lægehjælp til alle. Klip til Guantanamo. Michael Moore skaffer en båd og sejler de frivillige til Guantanamo, så de kan få samme behandling som Al Qaeda. Det lykkes dog ikke, så i stedet får de den behandling, de ikke kan få i USA, på et cubansk hospital – ”Yes, I know, that’s where Lucifer lives”.

Fahrenheit 911 skulle forhindre, at George Bush blev genvalgt. Det lykkedes ikke. Måske får Sicko større betydning. Hillary Clinton kom ikke igennem med en reform af sundhedsvæsenet i 1992. Nu er hun godt på vej til at blive demokraternes præsidentkandidat i 2008. Hun har netop fremlagt en ny plan for en gennemgribende reform af sundhedsvæsenet.

Her i landet skal Sicko først og fremmest ses som en advarsel mod at lade tingene udvikle sig efter amerikansk ”forbillede”. Det er en advarsel, der kan være alt mulig grund til at tage alvorligt. Tingene bevæger sig i den retning herhjemme.

Sicko er en ægte Michael Moore, der nok engang demonstrerer sikker sans for at fortælle historier, man næsten ikke kan tro kan være sande, men som alligevel overbeviser. Det er til tider himmelråbende grotesk, men Michael Moore behøver ikke hæve stemmen. Hans historier og billeder taler for sig selv. Det er grotesk, til tider komisk, ofte tragisk, men altid fortalt med sympatien entydigt for ofrene. En meget seværdig film.


Forrige anmeldelse
« Den forbudte by «
Næste anmeldelse
» The Elephant Man »


Filmanmeldelser