Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Wallander – Cellisten (90 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 29/9 2009, 08:15 af Kim Toft Hansen

Globaliseringens afgrunde


Globaliseringens afgrunde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi er nået til femte afsnit i den nye filmserie om den sydsvenske politimand Kurt Wallander. Serien har hidtil placeret sig som et stærkt bud på, hvordan succesen fra ikke mindst de tidligere tv-serier, men også Henning Mankells populære bogserie om Wallander, skal videreføres. Serien har vist sig at trække på elementer fra de mere melankolske bøger, men forsøger samtidig at trække afrundingerne i retningen af mere spiselige og mindre tungsindige fortællinger. Femte afsnit, der har fået titlen Cellisten formår dog alligevel at gøre det, der er så svært i filmene om Wallander: at vise hvordan Wallander bliver elegisk påvirket af det, han ser. Cellisten er sammen med Skylden de bedste film hidtil i serien.

Gennem hele Mankells serie om Wallander, præsenteres vi for en detektivs kærlighed til opera og klassisk musik. Dette er ikke et så bemærkelsesværdigt element i de tv-serier, der er blevet til direkte eller indirekte på baggrund af bøgerne. Musikken er dog i høj grad et persontræk hos Wallander, der på den ene side musikalsk udtrykker den melankoli, som præger ham undervejs og stærkest i bøgerne. På den anden side er det også den vej, hvorigennem vi kan finde Wallanders forhold til det æstetiske. For det første er det Wallanders eget udtryk for kunstinteresse, som er vakt gennem hans fars virke (Wallander ville i sin tid først have været kunstner). Derfor er det et interessant og signifikant karaktertræk, som er udeladt måske lidt for meget af serierne – indtil Cellisten.

Her starter vi – efter det obligatoriske anslag – til koncert med cellisten, som vi har mødt i anslaget, hvor hun er vidne til et mord. Til koncerten finder vi også Wallander, der svømmer hen i musikken på velkendt vis. Efter koncerten opsøger Wallander kvinden for at kreditere hende for en fantastisk koncert, kun tids nok til at se hendes bil springe i luften med cellisten indeni. Kvik i vendingen når Wallander at redde hende forkommen ud af den brændende bil i tide til at redde hendes liv. Mordforsøget sætter den lille by Ystad på den anden ende, og ret hurtigt viser problemet sig at være større end først antaget: Cellisten er kronvidnet i en sag mod et medlem af den russiske mafia, der har myrdet cellistens elsker – det mord vi så i starten.

Det er således emner, der er velkendte inden for Wallander-universet. Flere gange har bogserien og nedslag i tv-serierne beskæftiget sig med den grænseoverskridende, globaliserede kriminalitet. Det så vi så sent som i Kureren, der er tredje afsnit af netop denne serie. Her var narkotikahandel i fokus. Det gælder også indirekte denne gang, idet den russiske mafia også er infiltreret i den fordækte narkobranche. Men fokus er selve mordet, der netop kan være kilden til at fælde lederen. Det er nemlig sønnen til mafiabossen, der er sigtet for mordet. Denne blomstrende vold, der kommer udefra, er til tider en størrelse, der får Wallander til at agere opgivende. I novellen ”Sprickan” fra 1999 forfalder Wallander til et sortsyn, der understreges af fornemmelsen for, at volden kommer ud ad intet. En betjent replikerer denne fornemmelse i Cellisten ved at udtrykke sagen som en dyb afgrund. Vi kan kalde den et globaliseret afgrundsdyb.

På den måde leverer Cellisten i højere grad, end det ofte er vis i disse serier, en fornemmelse for, hvad der er på spil i Mankells Wallander-fortællinger: en musikalsk og emotionel melankoli og en kritisk holdning over for globaliseringens rolle ift. kriminaliteten. For at understrege dette fokus fungerer det meste af underlægningsmusikken i filmen således også gennem celloens mulighed for dybt tungsind. Det betyder, at det samlede udtryk i Cellisten bliver vellykket. Ystad rammes af en voldsomhed i dette afsnit, som giver sig udslag i frustrationer og ulykker hos nærmest alle betjentene. Det hele er fremhævet gennem et glædeløst, kriminelt og veleksekveret stemningsbillede kun opretholdt af en betjentgruppe, der må løse en uvant stor opgave for lille Ystad.


Forrige anmeldelse
« Metropolis «
Næste anmeldelse
» Krokodillerne »


Filmanmeldelser