Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hell of the Living Dead (101 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 24/9 2010, 00:04 af Torben Rølmer Bille

Underholdende zombiefiasko


Underholdende zombiefiasko

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Faste læsere af kapellets sider har nok for længst opdaget nærværende anmelders afsky til den italienske b-filmsinstruktør Bruno Mattei – der blandt andet har stået bag filmiske rædsler som Rats – Night of Terror, Zombie 3, for slet ikke at tale om den filmiske fornærmelse som er Caligula og Messalina. Men selv om undertegnede ellers havde svoret aldrig mere at lægge øjne til en af plattenslagerens film, så var det svært dragende pludseligt få mulighed for at se en genudgivet zombiefilm fra startfirserne, som sært nok aldrig før havde fundet vej til hjemmets afspiller.

Lad det blive sagt med det samme Hell of the Living Dead er ikke nogen fantastisk zombiefilm, det er faktisk ikke engang en særlig fantastisk film, men på trods af at den stadig indeholder alle de særkender som en rigtig Bruno Mattei film har (m.a.o.: eftersynkroniseret, tåbelig dialog, utroværdige karakterer, overdrevent brug af arkivmateriale (i denne films tilfælde naturfilm, der viser både dyr og indfødte), lattervækkende scenerier, samt make-up effekter, som alle raske drenge i 7. klasses billedkunsttime ville kunne fabrikere langt mere overbevisende) så kan man ikke komme udenom at filmen faktisk er sært underholdende. Det er den, fordi den både er så dårlig at den bliver ufrivilligt komisk men også fordi den virkelig forsøger at give sit kernepublikum præcis det som vi hungrer efter.

Filmen starter med et uheld på en kemisk fabrik, der vanen tro resulterer i at zombiegiften siver ud i de nærliggende vandmasser. Fabrikken bliver selv inficeret med de levende døde, som seeren får at se mod slutningen, så påvirkes den lokale indfødte befolkning også. De lokale har nemlig ikke en tradition med at brænde deres døde, så pludselig vrimler junglen det med gustent udseende sorte, der hjertens gerne sætter deres tænder i alt levende som de finder mens de stavrer gennem junglen som retarderede kondiløbere.

I filmens eneste scene uden zombier bliver vi præsenteret for det team af utroværdige soldater, som skal gøre det ud for de handlekraftige zombiedræbere. De sendes - efter en vellykket håndtering af et gidseldrama på et konsulat - dybt ind i junglen for at finde frem til hvad det er der foregår af mystiske hændelser. Herinde møder de en ung kvindelig journalist, der sammen med sin trofaste kameramand vil bringe nyheden om de levende døde tilbage til civilisationen koste hvad det vil.

Mattei og hans mange medforfattere har hugget med arme og ben fra andre film i genren, ideen med barnet der fortærer sine forældre finder vi i allerede i moderen af den moderne zombiefilm: Night of the Living Dead og sammenblandingen af kannibalisiske indfødte og zombier som skildres leder tankerne hen på Ruggero Deodatos mesterlige Cannibal Holocaust (da: Kannibalmassakren) der kom samme år som denne film. Enkelte af de arkivscener som Mattei har brugt synes at stamme fra groteske Mondo-film og selv musikken til filmen har Mattei tyvstjålet – det er nemlig Goblins soundtrack til Dario Argentos italienske klipning af Romeros Dawn of The Dead.

Selv om filmen, med så mange tyverier i mente, nærmest ikke kan kaldes Matteis egen, så er den stadigvæk sjov. Den bliver aldrig rigtig skræmmende, idet zombierne for det meste ligner det de er: sorte mennesker med stivnet, blå grød i hovedet og lidt teaterblod smurt oveni at få det hele til at se lidt mere uhyggeligt ud. Det er derimod de fuldstændigt løjerlige sekvenser der trækker opad - som scenen hvor den kvindelige antropolog/journalist forsøger at blende ind blandt det meget menneskesky naturfolk, ved at tage tøjet af, iføre sig en palmebladsbuks og male sig i pangfarver på brysterne, hvorefter hun danser kikset ind i landsbyen. Det er ting som dette der gør filmen seværdig – for man kan nærmest ikke andet end at måbe og smile når sådanne scenerier ruller hen over ens forsvarsløse skærm.

Dertil kommer at der stadigvæk er enkelte effekter og scener, der faktisk virker efter hensigten. Det bliver ganske klaustrofobisk i scenen hvor vore helte har forskanset sig inde i en jeep, der selvfølgelig nægter at starte, mens zombierne bliver flere og flere udenfor vinduerne, men også scenen henimod filmens klimaks hvor de få overlevende endelig ankommer til smittens kilde – den kemiske fabrik - fungerer. Hvis man derfor, i Coleridges ånd, kan udsætte sin tvivl om at det man får præsenteret nu også er virkeligt, så kan man sagtens nyde Hell of the Living Dead med alle dens skønhedsfejl, mangler og løjerlige, genbrugte naturoptagelser. Hører man derimod til de der tror at dette måske er en glemt, italiensk splatterperle fra startfirserne der kan måle sig med Fulchis Zombie Flesh Eaters– så vil man sikkert blive ufatteligt skuffet.


Forrige anmeldelse
« Kick Ass «
Næste anmeldelse
» Samurai Avenger – The Blind Wol... »


Filmanmeldelser