Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Invention of Lying (99 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 23/9 2010, 08:04 af Torben Rølmer Bille

Løgnens magt


Løgnens magt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Udgangspunktet for The Invention of Lying kan bedst beskrives, som en form for modsætning til Liar, Liar med Jim Carrey. For hvor hovedpersonen i sidstnævnte film pludselig ikke har andet valg end at sige sandheden i løbet af et døgn, foregår den nye komedie i en parallel verden til vores, hvor alle mennesker er bundærlige hele tiden og hvor det er fysisk umuligt at lyve. I ekstramaterialet er det muligt at se filmens intenderede startscene, hvor seeren får den evolutionære forklaring på dette sære fænomen og som en bonus får man lejlighed til at opleve de fleste af skuespillerne klædt ud som hulemænd. Kort sagt, så får piger i denne virkelighed naturligvis konstant at vide, at deres røve ser alt for store ud i den kjole de har valgt, er man utro fortæller man det selvfølgelig hvis konen spørger og så videre.

Filmen er instrueret og skrevet af Ricky Gervais (sammen med Matthew Robinson). Gervais kender de fleste sikkert primært for de utroligt populære, underspillede sitcomserier The Office og Extras, men måske er der andre der bedst kender ham som forfatter eller standup komiker. Man bør dog ikke forvente den samme underspillede og charmerende humor i denne film, for selvom filmen langt hen af vejen byder på flere ganske morsomme scener, så er det som om dens grundlæggende idé opløses som filmen skrider frem.

Faktisk fungerer filmen allerbedst i dens første halvdel – den der blot skildrer denne bundærlige (og særdeles utroværdige) verden. Idet alle bliver nødt til at være bundløst ærlige overfor hinanden, kommer det man ser til at fungere som et fint satirespejl på os selv og alle de små usandheder, nødløgne og hemmeligheder vi alle sammen benytter os af, og som rent faktisk får vores verden til at hænge ganske godt sammen. Senere i filmen synes der dog at blive moraliseret lige vel meget, især i filmens håndtering af religion som en fed løgn, men mere om det herunder.

I denne sandhedselskende verden, opdager vor hovedperson Mark Bellison – spillet af Gervais selv – at han pludselig er i stand til at lyve. Han er lige blevet dumpet af kæresten, fyret fra jobbet, smidt ud af sin lejlighed fordi han er bagud med lejen, så det kan ikke blive ret meget værre, men da han står i banken og skal hæve sine allersidste penge, hævder Mark pludselig, at der står langt flere penge på bankkontoen end der egentlig gør. Et øjeblik senere står Mark pludselig med en masse penge mellem hænderne, idet det jo må være ”computeren som tager fejl”, som den venlige bankdame siger og herefter tager tingene hurtigt fart. For det går pludselig op for Mark hvilken usigelig fordel det er pludselig at være i stand til at lyve, især i en verden befolket af folk der tror på alt hvad han siger.

Inden længe har han løjet sig til en masse forbrugsgoder og kontakter og da han er den eneste i hans verden som er i stand til at lyve, skaber dette grobund for en række morsomme scener. Da han stadig jagter drømmepigen, vil han jo også forsøge at undersøge om løgnen kan bringe ham tættere på hende, så umiddelbart kunne man tro at man havde med en helt klassisk romantisk screwball komedie at gøre.

Det hele er dog ikke lutter lagkage, for Marks gamle mor er blevet alvorligt syg. Da hun ligger på sit yderste og tydeligvis er utroligt bange for den store intethed, der venter hende trøster Mark hende selvfølgelig. Han fortæller hende at han ved noget om hvad der venter på den anden side af døden. Mark påstår at have talt med en gammel mand, der bor i himlen og som garanterer at døden ikke er enden på livet. Moderen dør med ro i sjælen, men uheldigvis for Mark har nogle læger og en hel del andre patienter i smug lyttet til hans trøstende ord og inden Mark kan nå at lyve sig ud af situationen er hele verden pludselig interesseret i alt det han ved om hvad der sker når vi dør.

Det er især her filmen tager en noget anden drejning, for selv om det er helt i orden at bruge let komik til at gøre grin med dogmatik og troen på et efterliv, så gør det også at filmen pludselig bevæger sig ud på gyngende grund: er det Gervais, der vil løfte en ateistisk pegefinger mod alle de der vælger at finde trøst i hvad han anser for at være religionens store løgn, er det en romantisk komedie med en ganske sær præmis eller er dette blot en komedie, der har valgt at inddrage en del eksistentielle, alvorlige twists for at få skabt bedre balance til de mere letbenede scener? Det er derfor umiddelbart svært for filmen at finde sit egentlige ståsted, så fra at have haft et ganske klart udgangspunkt begynder filmen at famle sig frem og det er mildest talt ikke særligt overbevisende. Derfor bliver slutoplevelsen af The Invention of Lying at det er en film, der byder på en del morsomme indfald, men som desværre knækker halsen da den vil nå for vidt omkring i løbet af de små hundrede minutter den har til sin rådighed.


Forrige anmeldelse
« Salt «
Næste anmeldelse
» Kick Ass »


Filmanmeldelser