Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kingsman: the secret service (129 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 24/3 2015, 20:48 af Torben Rølmer Bille

Bond på steroider


Bond på steroider

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der vil sikkert være mange, som vil føle, at den nye agentfilm Kingsman: the secret service går langt over stregen, når de ser den. Selv om både plakater og trailers synes at indikere, at filmen langt hen af vejen følger de konventioner, som man forbinder med genren, så bryder filmen helt bevidst med ideen om den upåklageligt klædte gentlemanagent, der aldrig benytter sig af ufine tricks i kampen mod verdens ondskab. For ikke alene er filmen ekstremt voldelig og blodig, den tager også ganske tykt pis på agentfilmen generelt, både rent handlingsmæssigt og ikke mindst gennem sin dialog.

Dette skyldes til dels at filmen er baseret på et tegneserieforlæg af Mark Millar, der med bl.a. Kick Ass, Wanted og Nemesis netop har skabt sig en karriere ved bevidst at lege med modtagerens forventninger. Dels fordi filmen er instrueret af Matthew Vaughn, der stod for den særdeles vellykkede filmudgave af førnævnte Kick Ass og den hårdt tiltrængte nytænkning af X-Men franchisen i X-Men First Class.

Resultatet af dette er en morderligt underholdende popcornfilm, der med garanti vi appellere til alle de, der ikke kan få nok af smarte agent-gadgets, hemmelige agenter, voldelige konfrontationer og som samtidig i dialogen kommer med en lang række meta-kommenterer til andre velkendte fiktive agenter og plotlines, der er meget lig den vi finder i Kingsman.

Filmens egentlige hovedperson er Eggsy, der bor sammen med sin mor og voldelige, kriminelle stedfar i en betonforstad til London. Eggsys far var oprindelig en af The Kingsmen, en hemmelig, privatfinansieret sammenslutning af agenter, der forsøger at gøre verden til et bedre sted, uden alt det bureaukrati, som de statsfinansierede organisationer er bundet op i. Da faderen i filmens start dør, modtager Eggsys mor en tapperhedsmedalje med et telefonnummer indgraveret på bagsiden og løftet om, at skulle hun nogensinde få brug for en tjeneste, så skulle hun blot ringe til nummeret. Hun er dog i sorg, er ligeglad med medaljen, og det ender med at Eggsy får den i stedet.

Vi springer ti-femten år frem i tiden og Eggsy er nu en ung lømmel. Under et skænderi på den lokale pub, stjæler han en bølles bil, bliver jagtet af politiet og ender i detentionen med udsigt til et længere fængselsophold. Desperat, ringer han til nummeret på medaljen, som han bærer i en kæde om halsen, og inden han kan nå at tænke Aston Martin, er han pludselig i træning som hemmelig agent.

Eggsy skal konkurrere mod otte andre kandidater om en plads hos The Kingsmen, og mens han er i træning, forsøger agenten, som har taget Eggsy under sin vinge, Harry Heart, at afsløre en diabolsk plan, der potentielt kan betyde at verden, som vi kender den, ændres for evigt.

Der er sket en hel del ændringer fra tegnerserieforlægget men ikke nogen, der er så drastiske, at grundplottet ændres til ukendelighed. Faktisk virker det på undertegnede som om, at Matthew Vaughn og hans medforfattere faktisk har truffet nogle særdeles gode valg, der gør fortællingen både sjovere og bedre, hvilket ellers normalt er et særsyn. Eksempelvis er filmen langt mere humoristisk og selvreferentiel end tegneserien, hvilket klæder den enormt, men uden at glemme den sociale kommentar, som leveres i forlægget.

Harry Heart spilles af Colin Firth, som mange sikkert primært kender som en karakterskuespiller, der normalt indtager roller som lettere sofistikeret, introvert, halvkedelig, britisk mand. I Kingsman får han dog virkelig lov til at vise, at han kan andet end at levere en upåklagelig accent, for han sparker i bogstavelig forstand røv på alle de, der kommer i vejen for ham. Man skal dog ikke være sart anlagt, for eksempel vil scenen tæt på filmens slutning, hvor Heart besøger en kirke i USA, for altid ødelægge ens image af Firth som den følsomme, rolige mand, han ellers typecastes som.

Det er selvfølgelig helt bevidst, at de har valgt netop Firth til denne rolle, ligesom det virker lige så nærliggende, at lade skurkerollen indtages af Samuel L. Jackson komplet med en lettere læspende stemme og google-briller. Læg især mærke til scenen, hvor de to mødes til et lettere aparte middagsselskab og diskuterer gamle, kulørte agentfilm – velvidende at de selv er stort set identiske med de skurke og helte, de taler om.

Filmen holder sig bestemt ikke tilbage i hverken blodsudgydelser eller næsvise kommentarerer til tidligere fiktive agenters virke eller til de typer fortællinger den læner sig op af (eksempelvis spørger Heart et sted i filmen om unge Eggsy kender Bossen og Bumsen, Nikita eller Pretty Woman, da de diskuterer evnen til lade som om, man hører til borgerskabet, selv om man kommer fra trange kår. ”Nååh, du mener lige som i My Fair Lady”, svarer knægten med et smil).

Kingsman: The secret service er altså både en kærlighedserklæring til agentfilmen og et i denne anmelders optik meget vellykket forsøg på at opdatere genren til et moderne publikum. Hvorvidt dette lykkes kommer vist helt an på, hvor meget en ”Bond-purist” man er, men er man til gengæld frisk på at opleve en veloplagt tegneseriefilmatisering, der i mange henseender er tegneserien overlegen, så bør man skynde sig i biografen nu.


Forrige anmeldelse
« Nazilægens frontludere «
Næste anmeldelse
» John Wick »


Filmanmeldelser