Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Far Cry (95 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 13/2 2010, 11:00 af Torben Rølmer Bille

De hvide, skaldede mænd


De hvide, skaldede mænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et af de mest genrefornyende first-person shooter spil nogensinde er uden tvivl Far Cry (Se evt. anmeldelsen af fortsættelsen Far Cry 2) .Ideen med at placere action i et sommeroplyst tropeparadis, i stedet for i de sædvanlige brunlige, dystre korridorer var virkeligt noget nyt, da spillet udkom ti PC i 2004. Foruden den, på det tidspunkt, banebrydende grafik, bød spillet også på en fængende historie, der handlede om en Dr. Moreau-lignende skikkelse, der i sit tophemmelige junglelaboratorium både havde skabt supersoldater, men også en række skrækkelige monstre, som naturligvis var sluppet løs. I skikkelse af den pensionerede, toptrænede soldat Jack Carver var det spillerens opgave at få bugt med disse uhyrer, konfrontere Dr. Krieger og naturligvis undslippe paradis i live.

Den filminstruktør, der efterhånden kan skrive flest filmatiseringer af computerspil på sit CV – Uwe Boll – har naturligvis også kreeret en spillefilmsudgave af Far Cry og som sædvanligt skal man ikke piske forventningerne til filmversionen helt i vejret, for selv om den ikke er en klokkeklar katastrofe, så vil fans af spillet med garanti blive skuffet i flere omgange.

Lad os først vende os mod de tydelige ændringer, der er foretaget i forhold til det oprindelige koncept. Det varmedisplagede tropelandskab er i filmen blevet skiftet ud med triste, nordamerikanske skove – meget lig dem man har set i en række andre af Bolls film, eks. House of the Dead. Det har sikkert været et økonomisk spørgsmål, idet det er ret så dyrt at få fløjet både skuespillere og udstyr til Sydøstasien og selv om omgivelserne er væk, kan man stadig fortælle en lignende historie.

Hvad næsten værre er, er de uhyrer som filmen byder på. Da der efter al sandsynlighed heller ikke har været naziguld (for nærmere forklaring se anmeldelsen af Postal) nok til at skabe realistiske, computergenererede uhyrer, har man helt fravalgt disse og udelukkende fokuseret på supersoldaterne. Det kunne i og for sig også være fint nok, bortset fra at i Bolls vision spilles disse DNA manipulerede, supersoldater, af bodybuildere som er blevet kronragede, har fået et sæt sorte kontaktlinser smidt i masken og for at gøre illusionen komplet er de blevet pudret kridhvide, så de er klart genkendelige fra alle de andre – ordinære – soldater som også skal skydes. Der er noget sært lattervækkende over disse ”supersoldater”, der allermest ligner mimer på steroider.

Men det element som man kan irriteres mest over i filmen er det ”morsomme” sidekick som vores helt får tildelt midt i filmen. Han er en let overvægtig, evigt snakkende tåbe, som på ingen måde bidrager til at trække filmen i en positiv retning. Den af filmens tre manuskriptforfattere, som har udtænkt Emilio, burde få tildelt en plads i helvede hvor han skal tvinges til at gense alle scenerne med tyksakken i al evighed.

Men selv om filmen emmer af halve løsninger og uigennemtænkte figurer, så er der trods alt også lyspunkter at spotte. For Far Cry er, simultant med alle sine problemer, en veloplagt B-actionfilm skåret over den gamle firserlæst. Der er eksempelvis en scene som involverer en helikopter, et militærkøretøj og en entréhage, som er både gennemtænkt og som nemt kunne være set lige så fint udført i eks. en veloplagt film med Bruce Willis. Når først kuglerne begynder at flyve, synes Boll også at træde i karakter som instruktør, for selv om han ganske vist er mere and almindeligt ussel til at instruere sine skuespillere, har han efterhånden fået oparbejdet en hæderlig sans for timing og tempo i sine action-sekvenser.

Et andet lyspunkt er naturligvis også filmens helt og skurk. Helten spilles af den rutinerede tyske skuespiller Till Schweiger der kendes fra en lang række sammenhænge og overfor ham står selveste Udo Kier, der får lov til at give den fuld gas i sin campede version af Dr. Krieger. Uwe Bolls faste mand på rollelisten – Ralf Moeller – er naturligvis også med i Far Cry, han spiller den eneste supersoldat, der ikke lader sig kronrage – og som samtidig bibeholder en anelse af sin medmenneskelighed.

Far Cry er ikke en actionfilm man vil vende tilbage til et utal af gange, men den er tilpas letbenet og tåbelig til, at man ikke føler sig snydt når slutteksterne først ruller over skærmen, især ikke hvis man i forvejen holder af denne form for b-actionfilm, som ikke vil andet end at underholde.


Forrige anmeldelse
« Creature from the Black Lagoon «
Næste anmeldelse
» The Wolfman »


Filmanmeldelser