Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Seed (90 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 1/2 2009, 14:07 af Torben Rølmer Bille

Fy for satan!


Fy for satan!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Overskriften herover skyldes ikke, at dette handler om en film skabt af den enormt forhadte, tyske instruktør Uwe Boll, men bør i stedet ses som en form for lovprisning. Hvad enten det – som hos Ruggero Deodato – er kvinder, der spiddes på træpæle, eller – som hos Takashi Miike – er psykopater med hang til bizarre piercinger, eller selveste Leatherface, der hænger skrigende ungmøer op på kødkroge, så har splatterfilmgenrens primære opgave altid været at vække dyb afsky hos sin seer. Et gisp af luft flyver ind mellem tilskuerens sammenbidte tænder, og man kan nærmest selv mærke synålen blive hamret op under ens negl.

Selv om Uwe Boll på ingen måde kan måle sig med de førnævnte mesterinstruktører, så er hans seneste film milevidt fra de makværker han ellers – som en abe, der leger med sin afføring – har slynget mod sit arrige publikum. Selv om Seed (med den danske titel Slagteren) på udsatte steder stadigvæk bærer umiskendeligt præg af Bolls helt manglende personinstruktion og en række scener, hvor der i realiteten ikke sker noget som helst (som hvor en båd i næsten et minut sejler rundt i næsten bælgravende mørke), så er Seed stadig en meget, meget brutal film, som selv de hårdeste gorehounds (og Boll-kritikere) nødvendigvis må respektere, om ikke andet for sin visuelle opfindsomhed og basale ulækkerhed.

Seed er på overfladen en fuldstændigt utroværdig slasherfilm, med et plot som til punkt og prikke følger formlen. Engang i sluthalvfjerdserne bliver massemorderen Seed endelig fanget af politiet og dømt til døden for hans uhyggelige forbrydelser. Inden han tages til fange, har Seed sendt videobånd til politistyrken, som viser forskellige levende væsener, der i et usselt kælderlokale nægtes føde, indtil de dør af sult. Forrådnelsesprocessen er herefter gengivet i time-lapse-fotografi, så betjentene kan se maddiker og forrådnelse sætte ind. Først går det ud over en kakerlak, dernæst en sød golden retriever og så… spædbarnet!

Boll bør have point for sin nådesløshed. Måske er det den beskyttende faderlige natur, der her kommer til overfladen, men selv ikke den efterfølgende scene med barnets mor, der udsættes for selv samme tortur, er lige så effektiv. Alene tanken om spædbarnet, som i sagens natur er ude af stand til at ræsonnere, hvad der sker med det, bliver helt ubærlig.

Fængslet, som Seed placeres i, har længe haft brug for en ny elektrisk stol, men de får ikke bevilliget en, inden monstret skal henrettes. Derfor overlever han de mange tusind volt, men begraves efterfølgende bevidstløs på den nærliggende kirkegård. Tætte familiebånd derfor synes at eksistere mellem Seed og hans ”onkler” Jason og Michael Myers, for han er både lige så umælende, maskebærende som dem, og endelig er han naturligvis i stand til at rejse sig fra graven (noget Mythbusters i øvrigt for længst har testet som en umulighed for os almindelige mennesker). Hvad dernæst følger, er Seeds videre hævntogt på både uskyldige og de som begravede ham.

En af de helt centrale væmmelighedsscener i Seed er, hvor han over små fire minutter systematisk tester en øksehammer på hovedet af en midaldrende kvinde, som han forinden har bundet til en stol. Det starter med små uskyldige gok, og mens han cirkulerer rundt om stolen, bliver slagene mere og mere voldsomme og sadistiske. Det er hård kost at lægge glugger til og desuden et godt eksempel på, at digitale effekter efterhånden kan være ganske virkningsfulde i forbindelse med splattergenren. Man kan sammenligne denne scenes brutalitet med de mest groteske scenerier fra de franske Haute Tension og Irreversible – men igen, uden anden sammenligning.

Ydermere bør det også nævnes, at Seed i sin åbningssekvens benytter sig af en række meget ubehagelige billeder, som Boll har lånt fra PETA (People for the Ethical Treatment of Animal). Vi ser en række dyr bliver mishandlet – noget som Seed naturligvis elsker at se, mens han spiser popcorn. Dette klip fra virkelighedens verden synes at pege tilbage til de mest exploitative elementer fra 70ernes og 80ernes italienske produktioner (primært kannibalfilm og mondo-film), hvor dyremishandlinger ofte blev foretaget af skuespillerne selv. Så har man tendens til at vende man hovedet væk i afsky hver gang, der vises ubehagelige billeder på tv, er Seed så afgjort en film, man ikke får ret meget ud af. Men har man savnet en omgang uhæmmet, hjernedød brutalitet i filmform, som efterfølgende giver alle med god smag dårlig samvittighed og moralske skrupler, så er Seed helt klart værd at ofre halvanden times tid på.

Som alle gode gysere, er Seed ikke en film, der præsenterer tilskueren for en forløsende, lykkelig slutning. Naturligvis bliver det monstrøse element ikke besejret endeligt, og lader derfor tilskueren tilbage med visheden om, at Seed lurer et sted derude.


Forrige anmeldelse
« Revolutionary Road «
Næste anmeldelse
» La Zona »


Filmanmeldelser