Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Red Baron (123 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 9/2 2009, 17:36 af Kim Toft Hansen

Højt at flyve


Højt at flyve

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krig bærer i sig et iboende poetisk materiale. De poetiske grænsedragninger handler om forståelsen og udviklingen af menneskelig lidelse, hvilket vi kender fra alle kristne traditioners grundfortælling, Bibelen. Krig handler som bekendt om grænser, både topografisk og mentalt, mens lidelseshistorierne her nærmest står i kø ved fortælleskranken. Det er selvfølgelig derfor, at særligt den anden verdenskrig er så potent et poetisk område, at film og bøger herom ingen ende vil tage. Derimod er det lidt besynderligt, at den første verdenskrig bogstaveligt talt – sikkert af gode kronologiske grunde – er kommet til at stå skyggen af nummer to. Det hører til blandt de sjældne, at storfilm, placeret i tidsrummet mellem 1914-18, får ligeså værdig opmærksomhed eller i det hele taget bliver produceret. Derfor flyver forhåbningerne til The Red Baron ganske højt.

’Der rote Baron’ var en tysk jagerpilot under første verdenskrig, der med sine måske over 80 sejrer i luftkampe både under og efter krigen blev opfattet som legendarisk. Som det altid er tilfældet i sådanne situationer, bliver en legende myteomspundet, hvilket selvfølgelig heller ikke gik vores ven, den røde baron, forbi. Han bar i virkeligheden det aristokratiske navn Manfred von Richthofen, og kom fra en distingveret familie, hvorfra kælenavnet ’baron’ selvfølgelig kommer fra. Langsomt udvikler Richthofen sig til den farligste jagerpilot i den tyske hær og blev af franskemændene omtalt som ’la diable rouge’ (den røde djævel). Richthofens fly var malet knaldrødt ud fra idéen om, at det opsigtsvækkende – snarere end at være let at spotte på himlen – i stedet indgød frygt hos modstanderne. Et halvt år før krigens slutning bliver Richthofen ombord på sit fly skudt gennem hjertet. Eftertiden har krediteret canadieren Roy Brown, men det er aldrig klarlagt, hvem der skød den fatale kugle.

Det er indlysende, at der her er materiale til storfilm, hvilket ikke er noget europæisk filmtradition nødvendigvis har gjort så meget i. Instruktør og cast er i bredden tysk, mens Joseph Fiennes spiller Roy Brown, og det er i disse henseender filmen gør sin første og største fejl. I stedet for at indspille filmen på tysk med de allerede castede tyske skuespillere, er den indspillet på britisk. Amerikanske film er legendariske for sin profilerede tysk-engelske accent, men det på ingen måde nødvendigt at gå den anden vej ved at sætte tyske skuespillere til at tale engelsk. De seneste års succeser i tysk film har i særdeleshed vist, at det hverken går ud over kvalitet eller eksportprofit at indspille filmene på tysk. I stedet bliver resultatet utroværdigt, og vi får skuespilpræstationer, der – som i The Red Baron – emmer af mangel på tiltro til egen præstation. Her falder filmen dybt.

Derfor er udgangspunktet for det resterende ret skidt. Bag på udgivelsen bliver filmen omtalt som et episk, mægtigt og eksplosivt eventyr, hvilket måske også en passende karakteristik. I stedet for at en seriøs fortælling om en biografisk person, bliver det hele sovset ind i et klichefyldt heltedrama. Det er omvendt i det hele taget interessant, for én gangs skyld, på baggrund af filmens forlæg at identificere sig med tyskerne i en af de store krige. Men tror man, at The Red Baron er et historisk drama med opmærksom kildekritik og akkuratesseskildringer af sande begivenheder, går man fejl. Særligt spiller filmens score den centrale rolle, idet dette bliver så parafraserende, at der på intet tidspunkt er noget nær tvivl om, hvad man skal føle.

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde, som The Red Baron er én lang fejlslutning. Det er i stedet en film, der ikke formår at slippe klichéernes tøjler, og derved lander filmen som en blød mellemvare. Hvor filmen kunne have bygget på nogle større etiske implikationer om jagerpilotens rolle, som den undervejs tager antræk til, så spiller filmen det sikre kort: en kærlighedsfortælling om Richthofens sygeplejerske Käte Otersdorf, som under krigen kun var uverificerede rygter. The Red Baron er derfor også nødt til – i beskrivelsen af de impliceredes videre færd – at bekende, at Otersdorfs videre liv ikke har kunnet spores. Hvorfor er det krigsfilmens lod, at den skal klistres ind i kærlighedens kraftsky, når der er så meget andet at tage fat på?

The Red Baron er derfor hverken interessant ud fra historiske kendsgerninger eller dens insisteren på den moralsk ’gode’ tysker. Det virker lidt, som filmen føler det lastværdigt at skabe identifikation hos en tysk soldat, og derfor indbygges en klæg moralsk diskussion af den gode soldat, der kun skyder fly og ikke mennesker. Godt nok var Richthofen en moralsk person. Da den tyske kejser ville holde ham på jorden af frygt for den effekt, det ville have på det tyske folk, hvis legenden blev skudt ned, trodsede Richthofen disse ordrer og fløj i kamp igen, fordi han – ligesom fodsoldaten – ikke mente at have noget valg. Kampen skulle kæmpes af såvel aristokrater som lægmænd. Men forsøget på at skildre Richthofen som en ærværdig ridder af das Eisernes Kreuz bliver en mudret skildring af nogle heltemotiver, som hører til i eventyret mere end i et historisk drama. Der er i sandhed dybt at falde for den bløde mellemvare.


Forrige anmeldelse
« Shine a Light «
Næste anmeldelse
» Operation Valkyrie »


Filmanmeldelser