Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




30 Rock: Sæson 2 (306 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 7/12 2009, 19:17 af Óscar García Agustín

Hånd i hånd med Tina Fey gennem Obamas verden


Hånd i hånd med Tina Fey gennem Obamas verden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

30 Rock: sæson 1 var rigtig morsom og underholdende. Hvis serien fungerer godt, hvorfor skal den så ændre sig? Svaret er logisk: Fordi den kan blive endnu bedre. Det er dét, der sker med denne nye sæson. Tina Fey har lært fra nogle af de tidligere småfejl, og retter showet ind på den rigtige vej. Men under optagelsen foregik den amerikanske manuskriptforfatterstrejke, hvor forfatterne kæmpede for deres intellektuelle ejendomsrettigheder, og serien endte med kun 15 afnit og ikke de planlagte 22. Fey og produceren Robert Carlock tillod faktisk ikke, at der blev skrevet flere manuskripter under strejken. Derfor får man en ekstra dvd med bonusmateriale, men det er generelt ikke noget særligt. Til gengæld er episoderne på det højeste niveau.

Sæson 2 dropper i høj grad den sentimentale linje, som fylder meget i den første sæson. Jagten efter den perfekte mand bliver nedtonet, og vi får ikke så mange af Liz Lemons (Tina Fey) kærlighedshistorier. I det første afsnit køber Lemon en brudekjole, selv om hun ingen muligheder har for at gifte sig, og de to vigtigste kærester fra den tidligere sæson kommer tilbage. Den irriterende men alligevel inderlige Dennis forvandles til en helt, efter han redder en person i metroen, mens den mere idealiserede Floyd kommer til byen en nat, men romancen er allerede forbi. Afsnittet Episode 210 skal desuden omtales, da Lemon her får sit eget Demi Moore-øjeblik og bliver kæreste med en 20-årig fyr, som nørden Frank også bliver forelsket i, selv om han ikke er homoseksuel men mere til porno-kvinder.

Serien fokuserer mest på tv denne gang, set med forfatternes, skuespillernes og ledernes øjne. Konflikten mellem kunst og økonomisk afkast betones, og Fey ironiserer over, hvad hun selv er blevet, eller kan blive, som kunstner på en magtfuld kanal, nemlig NBC. Dette dilemma introduceres lige fra afsnit 1, SeinfeldVision. For det første skjuler 30 Rock ikke, at den er arvtager af en traditionel genre, nemlig den amerikanske komedie, illustreret af Seinfeld. For det andet drejer plottet sig om, at lederen Jack Donaghy (Alec Baldwin) har fundet på at sætte Jerry Seinfelds figur ind i alle NBC-programmer digitalt. De økonomiske interesser kaster altid skygge over ønsket om at lave folkekunst. Fey ved dette udmærket, og hun bruger sin ironi til at vise modsætningerne og bekræfte hendes tro på det, hun laver som entertainer og samfundsinteresseret person.

Det bedste eksempel finder man i Rosemary’s Baby (en reference til Polanskis klassiske film), hvori Lemon møder sit idol, 70’er tv-forfatteren Rosemary Howard. Liz elsker hende og hendes arbejde og er tiltrukket af hendes samfundsopløsende ideer og socialkritik. Men da Liz finder ud af, hvor fattig Rosemary er, og hvor patetisk hendes liv er, får Liz kolde fødder og forlader sine principper for at omklamre sin nuværende, behagelige livsstil i stedet. Det er vist ikke tilfældigt, at Rosemary spilles af Carrie Fisher, Star Wars’ prinsesse Leia. Denne sarkasme genopstår i andre historier, som når Jack har svært ved at finde et berømt ansigt til den republikanske kongres og må stille sig tilfreds med Bucky Bright, en skuespiller som alle har glemt undtagen Kenneth (Jack McBrayer), som er en stor fan. Men efterhånden keder selv Kenneth sig med Brights gamle historier og hans racistiske og homofobiske nostalgi. Sitcom-komikeren fra 60’erne og 70’erne, Tim Conway, optræder i denne rolle.

På den anden side nærmer slutningen af George Bushs mandat sig, og 30 Rock griber den politiske lejlighed og sigter ubarmhjertigt mod de republikanske værdier. I Cougars viser Jack en særlig interesse i at hjælpe nogle afroamerikanske drenge, som er ofre for den negative sociale arv, og hvis skæbne tydeligivis er at være samfundstabere. Tracy Jordan (Tracy Morgan) skal være deres baseball-træner som et led i sin samfundstjeneste, men Jack vil redde drengene og rette dem ind på vejen mod succes. Drengene river en statue af Jefferson Davis ned, Tracy bliver fyret og erstattet af den hvide Kenneth, som ikke forstår drengenes verden. Parodien på besættelsen af Irak og den amerikanske påtvingelse af deres forståelse af demokrati er meget effektiv og anskueliggør, hvor forkert man kan opføre sig, når man tror, man har fuldstændig ret og besidder de bedste løsninger. I denne forbindelse er humoren brugt mod overgreb begået efter den 11. september. Lemon tager del i denne stemning og mistænker i Somebody to Love hendes nabo, Raheem (Saturday Nigth Live’s Fred Armisen), for at være terrorist, fordi han opfører sig mærkeligt. Liz anmelder ham til myndighederne, og han bliver tortureret, men den stakkles Raheem var reelt bare i gang med at lave en video til at komme med i reality-showet Amazing Race.

Denne blanding af fiktion og virkelighed klarlægges også i den politiske arena. Alec Baldwin er, i det virkelige liv, en meget synlig progressiv, som er kendt for at kritisere republikanerne. Han udnytter sin status som republikanernes værste mareridt til at spille den kyniske republikaner Jack i 30 Rock. I denne sæson bliver han forelsket i et kongresmedlem, C.C., men deres kærlighedshistorie er umulig på trods af deres passion, fordi hun er demokrat og han republikaner. De gør en stor indstats for at få det til at lykkes, men begge er for optaget af deres egen succes og respektive karrierer. C.C. spilles af Edie Falco (Carmela fra The Sopranos), som også kommer på den republikanske sorte liste i virkelighedens verden, da hun deltog i Mothers Opposing Bush-reklamen i 2004 i et forsøg på at undgå at Bush skulle blive genvalgt.

Der mangler heller ikke hentydninger til det grønne USA i Greenzo. En mijlø-maskot, Greenzo (David Schwimmer, Ross fra Friends) lægger ud som en venlig Jesper Fårekylling for børn, men efterhånden bliver han så berømt og miljøbevidst, at han ender med at anklage den selvsamme multinationale virksomhed, General Electric, som har skabt og sponsoret ham. Al Gore medvirker i dette afsnit og viser, at han kan være selvironisk – og at han bogstavligt talt er allestedsnærværende, når man taler om miljøet. Skuespilpræstationerne er uden tvivl en af årsagerne til, at serien fungerer så godt. Tina Fey er ved roret, og Alec Baldwin og Tracy Jordan komplementerer hende fuldendt. Jack McBrayer udmærker sig med sit portræt af Kenneth, mens det svageste led stadig er Jane Krakowski, selv om hendes rolle forbedres i starten af sæsonen, hvor hun bliver rigtig stor og elsker at være tyk, fordi hun opnår popularitet med den absurde sætning Me want food. Forfatterne er helt klart den anden årsag til seriens succes som de ansvarlige for kvikke og flydende dialoger med uforventede replikker. Efter denne sæson får man det indtryk, at den næste bliver lige så god eller bedre.


Forrige anmeldelse
« Inglourious Basterds «
Næste anmeldelse
» Drag Me to Hell »


Filmanmeldelser