Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Green Zone (115 min.) Biografversion / Universal
Anmeldt 16/3 2010, 20:09 af Torben Rølmer Bille

I gråzonen


I gråzonen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der synes at være sket en positiv udvikling i Hollywood. Efter en årrække med ekstremt patriotiske, unuancerede krigsfilm, synes man at kunne ane en opblødning, især i holdningen til krigen i Irak. Dette kan ses i film som In the Valley of Elah og Kathryn Bigelows Oscar™-vindende The Hurt Locker. I forlængelse af disse er instruktøren af de to seneste film om Jason Bourne nu på banen med en spændingsfilm, der retter et meget kritisk blik på Amerikas krig i Irak. Her er det, for en gang skyld, amerikanerne selv, der synes at udgøre en langt større trussel end de lokale Saddam-tro soldater.

Green Zone tager sit udgangspunkt i den formålsløse jagt på de alt for opreklamerede masseødelæggelsesvåben (WMD) i starten af 2003. Vi følger Sgt. Miller, der leder en lille deling soldater, hvis opgave det er at lokalisere disse WMDs ud fra de oplysninger overkommandoen giver dem. De trækker nitte efter nitte og da Miller overfor sine overordnede betvivler validiteten af de informationer, der skulle stamme fra en hemmelig, pålidelig kilde, får han at vide at han ikke bør stille spørgsmål, men bare parere de ordrer han får udstukket.

Kort tid efter får Miller, på en af de mange formålsløse jagter på WMDs, et tip fra en lokal iraker om et møde for højt rangerede medlemmer i Baath-partiet der afholdes i en nærliggende ejendom. Miller tager en deling soldater derhen og det viser sig at informationerne er rigtige. En af de mest eftersøgte mænd – general Al Rawi - opholder sig i huset og han når kun med nød og næppe at undslippe da Millers kompagni rykker ind. Miller får under ransagningen af huset fat i en notesbog og arresterer ligeledes et par mindre fisk. Lige som han skal til at afhøre disse, dukker der tre kamphelikoptere op – de tager fangerne ud af Millers varetægt og forsøger også at få fat i notesbogen, men Miller får den under et håndgemæng videregivet til hans irakiske informant.

Der går ikke længe før Miller indser at der er noget helt galt og at de informationer omkring WMD, som hans øverstkommanderende stoler blindt på, er utroligt misvisende. Jo dybere han graver, jo mere overbevist er han om at informationerne ikke holder vand. Derfor beslutter han, sammen med en sympatisør fra CIA, at komme til bunds i sagen og finde ud af hvem det er der giver overkommandoen de misvisende informationer.

Selv om man, sikkert med rette, kan anklage filmen for at manipulere groft med fakta, så er det stadig en film, der serverer en velsmagende cocktail af action, spænding og politisk kommentar. Den er meget kritisk overfor den amerikanske krigsmaskines nedtromlen af Irak og de ofte ret hovedløse beslutninger vestlige strateger har truffet på landets vegne, men hører man til de, som lægger stor vægt på at krigsfilm bør være faktuelle og autentiske, så er det bestemt ikke en film man vil bryde sig om.

Det til trods er Green Zone en film, der for en gang skyld ikke dæmoniserer alle Irakere, men som faktisk formår at tegne et billede af de jævne irakere, som både er bekymret over og stolte af deres land, her personificeret i tolken Freddy, der indledningsvis giver Miller informationerne om Al Rawi. Dertil kommer at selveste Al Rawi, der til trods for han optræder på soldaternes spillekort over de mest eftersøgte mænd, viser sig ikke at være en rendyrket skurk når alt kommer til alt, men blot en detroniseret kommandant, der ønsker at forhandle med den amerikanske besættelsesmagt.

De virkelige skurke findes i denne film i amerikanernes egne rækker, blandt de slipsedrenge, der styrer krigen fra sidelinjen og som sørger for at vildlede pressen med misinformationer og halve sandheder, alt imens Bush stiller sig op på dækket af USS Abraham Lincoln og stolt erklærer at krigen for slut.

Det er måske naturligt at fiktionsfortællinger i disse tider forsøger at være meget mere kritiske overfor USA end før, især når konflikten i Irak har kostet så mange penge og liv som den har. For selv om det måske er naivt at tro at en vellavet actionthriller kan rykke en tøddel ved de flestes politiske overbevisning ”over there”, så er det stadigvæk uhyre interessant at få serveret en spændingsfilm, der forsøger at undersøge alle de gråzoner, der eksisterer mellem de sort/hvide poler, som andetsteds blev brugt så flittigt til at skildre konflikten med.

Barry Ackroyd har stået bag kameraet, lige som han gjorde det i The Hurt Locker. Hans billeder, klippet yderst effektivt af Christopher Rouse (som har klippet mange af Greengrass’ øvrige film) fungerer perfekt, når den nervøse, paranoide krigsstemning skal formidles til den jævne biografgænger. Selv om den historie der formidles i retrospekt måske ikke er den mest troværdige, så fungerer den fint mens man ser filmen. Den leverer spænding fra start til slut og så synes den endda at ville lidt mere end blot at underholde.

Green Zone er ikke Bourne i Mellemøsten. Det er en film, der både vil underholde og samtidig lave et politisk statement. Filmen siges at være inspireret af journalisten Rajiv Chandrasekarans bog Imperial Life in the Emerald City: Inside Iraq’s Green Zone, der primært er et historisk dokument over invasionen af Irak og derfor bør man ikke opfatte Green Zone som en filmatisering af denne.

Det kan godt være at den politiske kritik er for unuanceret og karikeret, men det ændrer ikke på at filmen nok skal finde sit publikum, især blandt os europæere, som er noget så trætte af at se amerikansk demokrati blive tvangseksporteret til de lande som USA har en interesse i. Sigende er det i hvert fald at filmens allersidste billede er en Humvee-konvoj, der kører gennem et enormt olieraffinaderi.

Så uanset om man er enig i det politiske budskab eller ej, er Green Zone en yderst kompetent som både krigsfilm og thriller - den er vellavet, skuespillet fungerer, dialogen er velskrevet og så er billedsiden, som nævnt, helt fantastisk.


Forrige anmeldelse
« 2012 «
Næste anmeldelse
» Final Destination 4 in 3D »


Filmanmeldelser