Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Rush (123 min.) Biografversion / UIP
Anmeldt 14/9 2013, 04:04 af Claus Krogholm

Rush


Rush

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan undre, at der ikke laves flere film om motorsport. Bevares, der er film som Days of Thunder (med Tom Cruise) og Driven (med Sylvester Stallone), men her er der tale om amerikansk motorsport, der set med europæiske øjne er noget mere primitiv end fuldblodsmotorsport som Formel 1. Man skal vist helt tilbage til John Frankenheimers Grand Prix fra 1966 for at finde en film, der har Formel 1 som ramme.

Det synes ellers oplagt. Biler, fart og drama fylder ganske meget i filmhistorien; og motorsport rummer i sig selv en dramaturgi, der ligger perfekt til film. Det er - især i Formel 1 - en højteknologisk sport, hvor den mindste detalje er omhyggeligt designet. Det er en sport, der kræver det yderste af sine udøvere; hvor mennesket tilstræber at beherske maskinen til en sådan grad af perfektion, at en fem kilometer lang bane gennemkøres med udsving i omgangstider på blot hundreddele af et sekund. Men samtidig med den teknologiske og menneskelige perfektion er det også en sport, hvor tilfældet spiller en afgørende rolle: vejret, mekaniske og tekniske fejl, samt menneskelige fejl kan på et øjeblik ødelægge selv den mest omhyggelige forberedelse. Dermed kommer der også en dimension af skæbne ind i den sport, der ellers i et og alt hører moderniteten til. Og først og fremmest er det en sport - en kamp - hvor liv og død ikke er en metafor, men en altid nærværende betingelse.

Det er den dramaturgi, instruktør Ron Howard og manuskriptforfatter Peter Morgan nu tager fat i med Rush. Rammen om filmen kampen om verdensmesterskabet i Formel 1 1976, men fokus er først og fremmest på de to kombettanter Niki Lauda og James Hunt. Peter Morgan har som manuskriptforfatter gjort det biografiske drama til sit speciale (med film som Frost/Nixon, The Queen og The Last King of Scotland), hvor det er stærke, men temperamentsmæssigt modsatrettede karakterer, der er sat op mod hinanden. Det er også tilfældet her. James Hunt (Chris Hemsworth) er den flamboyante playboy, for hvem fester og kvinder er en nok så væsentlig bestanddel af motorsport. Hans modsætning er østrigeren Niki Lauda (Daniel Brühl), der er den seriøse, analytiske type, der intet overlader til tilfældet. Han kalkulerer med, at der er 20% risiko for at dø på banen; stiger den procentsats er det ikke længere værd at køre.

De to mødes først i Formel 3 - der er et trin på vejen til kongeklassen Formel 1 - og bliver straks rivaler. Da Lauda køber sig til en plads i Formel 1, følger Hunt hurtigt efter. Laudas talent og analytiske tilgang bringer ham til Ferrari, det mest prestigefyldte hold, og han vinder verdensmesterskabet i 1975. Det lykkes Hunt af få en plads hos det største britiske hold, McLaren, og der er dermed lagt op til, at 1976 skal være det store opgør mellem de to antagonister. Det tegner bedst for Lauda lige indtil den fatale ulykke på Nürburgring, hvor han bliver voldsomt forbrændt - og faktisk får den sidste olie, da man ikke tror, han overlever. Det gør han som bekendt, og blot 6 uger senere er han tilbage på Monza. Kampen kulminerer i årets sidste løb i Japan, hvor der blot er tre point mellem Lauda og Hunt. Men da det regner voldsomt, vælger Lauda at køre i pit efter blot en omgang; og dermed skal Hunt blot sikre sig mindst en tredjeplads for at vinde verdensmesterskabet.

Det er med andre ord en historie, hvor udfaldet er kendt, Ron Howard skal forsøge at skabe et drama ud af. Det har han gjort før med Apollo 13. Det lykkes også langt hen ad vejen her ved at lægge fokus på de to antagonister og i mindre grad på Formel 1. Især Daniel Brühl overbeviser som den komplekse Niki Lauda. Umiddelbart er James Hunt en mere overfladisk type, men Chris Hemsworth får nuanceret ham nok til, at han fungerer som karakter og som Laudas modsætning. Dramaturgisk fungerer filmen som skæbnedrama, hvor de to antagonister på samme tid kommer til at fremstå som både larger than life og almindelige dødelige, der er fanget i et skæbnefællesskab. Historisk er det en film om den periode, hvor Formel 1 gik fra at være en glamourøs sport for de fartgale og de unge, rige og smukke til en langt mere velorganiseret og professionel sport. I nogle øjne en udvikling, der betød at Formel 1 blev mindre farverig og mere analytisk og kalkuleret. I så fald kan Rush være et nostalgisk tilbageblik til en tid, hvor der nok var mere glamour, men også hvor indsatsen - og risikoen - var større: livet selv.


Forrige anmeldelse
« Madness of Many «
Næste anmeldelse
» Welcome to the Punch »


Filmanmeldelser