Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Drowning by Numbers (118 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 12/8 2009, 00:28 af Claus Krogholm

Drowning by Numbers


Drowning by Numbers

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Drowning by Numbers (1988) er en af Peter Greenaways mere tilgængelige film. Ikke at det er nogen ordinær film, men der er et vist komediepræg over historien, der får filmen til at føles lettere, end man er forvænt med, når det drejer sig om Greenaway.

Filmen handler om tre generationer af kvinder, der alle hedder Cissie Colpitts. Den ældste Cissie (Joan Plowright) er træt af sin fordrukne og utro mand, så en dag drukner hun ham i badekaret. Hun fortæller henkastet og nøgternt om mordet til sin datter Cissie (Juliet Stevenson) og barnebarn Cissie (Joely Richardson). Sammen kontakter de ligsynsmanden Madgett (Bernard Hill), og overtaler ham til at fastsætte dødsårsagen som et hjertetilfælde. Madgett forventer til gengæld visse erotiske ydelser fra Cissie (den ældre), men hun holder ham hen med henvisning til, at hun netop er blevet enke.

Den mellemste Cissie er heller ikke tilfreds med sin mand. Her er problemet dog hans manglende interesse i sex. Inspireret af moderen lader hun manden drukne under en svømmetur. Igen bliver Madgett tilkaldt for at gøre dødsfaldet hændeligt; og igen bliver hans forventning om modydelser ikke indfriet.

Den yngste Cissie er sådan set tilfreds med sin mand, der både er tro og tilfredsstiller hende seksuelt. Men da hun bliver gravid, og derfor ikke længere har brug for en mand, må han også lide druknedøden. Atter bistår Madgett uden at opnå noget. Stærkt frustreret truer han de tre kvinder med at afsløre alt. Men er det nu klogt, når det drejer sig om kvinder, der har været meget resolutte, når det drejer sig om at skaffe mænd af vejen?

Som titlen - Drowning by Numbers - så er der en vis systematik i alt,hvad der foregår. Ikke kun mændene bliver druknet i nummerorden. Der er numre og tal overalt. En pige - klædt som en af prinsesserne i Velazquez' berømte maleri Las Meninas - sjipper, mens hun tæller stjernerne: 100 i alt. Madgetts søn Smut nummerer alle de døde dyr - og med tiden også døde mænd - han finder: 100 i alt. I Madgetts værelse er der 100 genstande, der begynder med bogstavet M; og i Smuts værelse 100 genstande, der begynder med S. Smut opfinder en række lege og spil, der alle afvikles efter komplekse systemer. Altsammen typisk for Greenaway, der lader systemer være filmens drivkraft frem for et konventionelt plot.

Det hænger sammen med Greenaways interesse for barokken. Døden indtræffer systematisk og lovmæssigt: i nummerorden. Men systemet og lovmæssigheden giver ikke nogen mening. Døden er stadig vilkårlig; den har ikke anden årsag end at man står for tur. Systemet er årsagen, men systemet giver ikke mening. Barokken går også igen i skildringen af kroppen. Der er masser af nøgenhed i filmen, men det er sjældent kroppe, der lever op til (nutidige) skønhedsidealer, der stilles til skue. Det er - især for mændenes vedkommende - kroppe i forfald; fedladne og groteske. Det er kroppe karakteriseret ved overflod; men netop som en overflod og rigdom, der repræsenterer forfald. Det samme gælder rummenes indretning, der udstiller en barok overflod af genstande, som ikke er der for deres anvendelighed; men netop er en meningstømt overflod, som vidner om det jordiske livs forgængelighed og forfængelighed - barokkens vanitas. Men hvor barokkens påpegning af den jordiske overflods meningsløshed fungerer som kontrast til den rigdom der ventede i hinsidige; så er der ikke nogen transcendent trøst at hente i Greenaways barokke tableauer. Systematikken viser ikke ud over sig selv, men forbliver netop meningsløse og vilkårlige, hvilket understreges af de to dødsfald, der indtræffer så at sige uden for nummer: helt usystematisk, vilkårligt og meningsløst.

Som altid hos Greenaway er der tale om mageløst skønne billeder; tableauer, der ikke så meget er der for handlingens skyld, men i stedet fungerer som allegoriske fremstillinger af det, der er filmens egentlige tema: forgængeligheden i en verden, hvor nok så mange systemer, regler og lovmæssigheder ikke kan ændre på, at vi skal dø - og det uden at vi nogensinde kommer til at forstå hvorfor. Det lyder pessimistisk, men i hænderne på en billedmager som Peter Greenaway bliver forgængeligheden et smukt skue. Og det er i sig selv en form for trøst.


Forrige anmeldelse
« Kapring af Metro 1-2-3 «
Næste anmeldelse
» G.I. Joe »


Filmanmeldelser