Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Blue Jasmine (98 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 5/2 2014, 06:30 af Kim Toft Hansen

Woody goes to Frisco


Woody goes to Frisco

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

’Woody Allen er tilbage i det seriøse hjørne’. Sådan beskrives hans seneste film Blue Jasmine bag på udgivelsen. Det er lidt et pudsigt udsagn, for Woody Allen har altid været seriøs. Men han formår bare oftest at sige det seriøse gennem en humoristisk optik. At sætte Allen ”tilbage” i et seriøst hjørne overser fuldstændig det hårde slid, han har haft med at gøre komedien seriøs. Men alligevel er der noget om snakken. Fordi Blue Jasmine har næsten helt glemt, at det seriøse kan siges med et komisk blik.

Når Woody Allen laver en ny film, hvilket han gør cirka en gang om året, istemmer langt de fleste anmeldere et kor, der enstemmigt synger om Woody Allens ’kvalivarer’. Jeg plejer med min sprødeste røst at istemme. Jeg har det sådan med Woody Allen, at jeg faktisk altid er i humør til en Woody Allen-film. Og det er i sig selv, mener jeg, en præstation. Selvom personer, karakterer, skuespillere (ikke så ofte længere ham selv) skiftes ud i alsidige fortællinger, er der altid en kerne af noget, der gør filmen særligt Allen’sk.

Da Blue Jasmine skulle biografanmeldes, fandt koret igen det tabulatur frem, og stjerner, hjerter og andre indikationer på kvalitet regnede ned over filmen. Derfor er det med en slet skjult skuffelse, at jeg måtte konstatere, at Blue Jasmine er den svageste Woody Allen-film i mange år. Hans strategi med at gå turistbureauerne i bedene med Midnight in Paris (2011) og To Rome with Love (2012) ser eller ud til at fungere, men selvom San Franciscos Golden Gate Bridge pryder forsiden til filmen, kunne filmen ligeså vel foregå hvor som helst.

Filmen handler om rigmandskvinden Jasmine, der bryder sammen, da hendes ægteskab med en rig forretningsdrivende går i stykker. Hun rejser derfor til San Francisco – fra sin hjemby New York – for at bo hos sin ellers frasorterede søster. Langsomt oprulles forhistorien om en kvinde, der tryllebindes af penge og sorterer på det kraftigste i de personer, der ikke passer ind i overklasselivet. Dette inkluderer også søsteren og hendes mand. Nu vender hun tilbage, og søsteren åbner sin dør. Til en kvinde, der mildest talt trænger til hjælp.

Filmen fastholder fokuseringen på Jasmine, men divergerer – som vi kender Allens fortællinger – ud til de perifere karakterer. Han formår, som meget få andre, at fastholde en gruppe af karakterer, så de på kort tid alle får fylde og, ja, netop karakter. Det gælder for så vidt også Blue Jasmine. Her møder vi søsterens nye mand, hans omgangskreds, samt Jasmines flashbacks til sit tidligere liv. En række tilbageblik, der langsomt gør os klogere på det, hun nu er i – og hvem det er, hun snakker med, når hun snakker med sig selv.

Men nu tilbage til det seriøse aspekt. For filmen er temmelig seriøs, og det glimt i øjet, der gør Woody Allens komedier så universelt eksistentielle, er bortfaldet til fordel for et drama, som ikke tør endevende denne kvindelige eksistens med humor. Ja, det behøver jo ikke være sjovt, men fortællingen bliver i Blue Jasmine en anelse for banal, og det, der holder den mindre uforudsigelig, er dens akronologiske struktur. Cate Blanchett, som Jasmine gør det for så vidt godt nok, men hendes deroute er udstukket på forhånd – og der bliver derfor lidt for lidt at arbejde med.

Den kritiske brod, der altid figurerer hos Allen, findes. Der er overklassekritik og underklassesatire. Han sparker såvel opad som nedad. Det er i sig selv en lempelse af en vinkling af et klassedelt USA. Men den selvironi, der hos Allen ofte går ud over form og indhold, er nærmest fraværende i Blue Jasmine. Så selvom den fortæller en ganske vedkommende fortælling om en kvinde, der krakelerer, så forbliver den en overraskende middelmådig Woody Allen-film. Han behøver ikke at lave komedier, men han må ikke glemme humoren.


Forrige anmeldelse
« Kvinden i buret «
Næste anmeldelse
» The Butler »


Filmanmeldelser