Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kødet skælver (1997) (96 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 27/10 2008, 10:56 af Kim Toft Hansen

Fordi man er født under en ledestjerne…


Fordi man er født under en ledestjerne…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

…behøver man ikke at være født i Guds billede!

Pedro Almodóvar er en instruktør uden frygt for katolske repressalier. Det har han bevist gennem hele sin karriere som filminstruktør, som har båret præg af et opgør med undertrykkende tankegange og grå eminencer. Som en del af – og en igangsætter af – den såkaldte spanske ”Movida”, der bogstaveligt blomstrede op med den brede farveladepensel efter Francos diktatur, er der en række kendetegn, som går igen i Almodóvars film.

Det politiske opgør var måske tydeligst i begyndelsen af karrieren, mens den religiøse travesti har været med stort set hele vejen, mens det tredje element – blandt i øvrigt mange flere – lidenskabeligheden også bør nævnes. Det er nemlig særligt kendetegnende for Kødet skælver (Carne trémula) fra 1997, der netop er genudgivet i dansk udgave. Læs i øvrigt også essayet ”2 eller 3 ting jeg ved om ham”, som introducerer grundigt til Almodóvar.

Vi sætter i gang i ’70 under diktaturet, hvor den unge prostituerede føder sit barn Viktor. Det sker under hektisk aktivitet i en bus, der – i en af filmens mange, fantastiske billedsekvenser – ender med at parkere under en lyskæde. Det er nemlig jul, og lige over bussen hænger den lysende stjerne. Som Jesus var født ind i en revolutionær tid, der krævede en form for revolte, skydes her fra starten en religiøs allegori i gang. Sønnen fødes i stedet ind i en Franco-tid, der kræver sin opstand, men hvordan allegorien så slutter, er en helt anden side af sagen.

Det er dog herefter så som så med den religiøse følgesvend, for Viktor – som vi møder igen i 90’erne – er på mange måder en ekstremt uheldig, forsigtig person. Så forsigtig den spanske lidenskab dog tillader det, for efter at have mistet sin jomfruelighed i en sen alder ved et tilfældigt knald på en bar, opsøger han den dopede pige, der desværre ikke rigtig kan huske ham. Det ender i et uheldig slagsmål, som to betjente tilsyneladende afværger – et par betjente, der allerede inden er blevet introduceret gennem den enes fortælling om sin kones utroskab.

Den anden ender med at blive skudt i ryggen under slagsmålet og bliver lam fra livet og ned, mens Viktor ender i fængsel. Her læser han sig ind på stort set hvad som helst og kommer ud igen som en rehabiliteret ung mand – tror vi da. For han nærer et gennemsyrende had til betjentene, som var årsag til, at han måtte spilde fire år af sit liv i fængsel. Vi ved dog endnu ikke, hvorfor det er tilfældet – og finder først sent ud af det.

Der er flere ting, der gør denne film til en af de bedste film fra Pedro Almodóvar. For det første er filmen en af de mest nuancerede i sin kritik af de religiøse dogmer, for den katolske tro afværges ikke blot gennem udstilling af det dogmatiske. I stedet fungerer det kristne budskab som en subtil nuance, der mest af alt udtrykker sig gennem den kristne narrative pastiche over et liv. Det hænger sammen med det andet.

For det andet er filmen nemlig et udtryk for lidenskabelighedens patos, der i mange kristne sammenhænge er undertvunget et asketisk liv, hvilket i mange tilfælde er et Almodóvars yndlingsemner af prygle. Godt nok lever Viktor længe et liv uden kødets lyst, men da den først er vakt, kan han ikke holde tilbage på det. Kødet skælver! Og udfaldet af denne skælven er især en pointe i filmen, der er en svag omvending af det kristne eskatologiske budskab – Kødet skælver er en film om livsnydelse, selvom samme nydelse er hele grundlaget for konflikterne (Viktor indleder eksempelvis et kødeligt forhold til den ene betjents kone, der allerede i starten blev introduceret som en sidespringer).

For det tredje bærer filmen alle de fotografisk og scenografisk tekniske detaljer, der gør Almodóvars film til et overflødighedshorn af farver og pittoresk liderlighed. Det er dog i visse henseender en smule mere nedtonet i denne, der samtidig formår at bruge farverne som et fortælleelement. Hvor de fleste karakterer har farverige hjem med – med sigende – billeder på væggene, lever Viktor i et hus, hvor alt andet omkring er raget ned, mens huset knap nok er møbleret. Farverne vasket løbet bort fra Viktors liv, men han finder penslen frem med lidenskabens røst.

Kødet skælver er dermed både en helt typisk film fra Almodóvar, men samtidig er det også en lidt anderledes film. Specielt den mere nuancerede brug af religiøsitet gør en stor forskel, mens koblingen til lidenskaben og kødets lyst skaber sin helt egen dogmatisme, som karaktererne har svært ved at slippe ud af. Det Gudsbillede, som Viktor fødes ind i, er – på trods af de mange forviklinger, følelser i klemme og lidelser, det medfører – et forsøg på at vise, at selvom livet er jammerdal, kan det også være en lidenskabelig affære. Det skælvende kød er trods alt sjælens bolig.


Forrige anmeldelse
« Scoop (2006) «
Næste anmeldelse
» Dead of Night (1945) »


Filmanmeldelser