Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Emanuelle i kvindefængslet (99 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/10 2008, 17:46 af Torben Rølmer Bille

Undercover i Lebbeland


Undercover i Lebbeland

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Taler man filmgenrer, så er ”kvinder-i-fængsels-genren” måske ikke en af dem, der først dukker op i samtalen. Ikke desto mindre har Hollywood og et utal af udenlandske filmselskaber fra 1950erne og frem til i dag lavet film om kvinders liv i fængsler. Umiddelbart kunne de, der ikke kender genren måske tro, at det handler om at skabe stort, emotionelt drama, når man vælger indespærrede kvinder som tema, men virkeligheden skal findes meget længere under bæltestedet.

Det var i 1955, at den første reelle film i genren blev skabt. Filmen besad den meget passende titel Women’s Prison, men det var først i midten af 70erne, at denne exploitation-genre virkelig fandt sin form med filmen Caged Heat. En subgenre til kvindefængselsfilmene er de ultravoldelige nazi-exploitation film som eks. Ilse – Hunulven fra SS, SS Love Camp 5 og lignende vederstyggeligheder (som AWE i øvrigt har beriget det danske marked med).

Et af kendetegnene ved kvindefængselsfilmen er dens insisteren på at indeholde scener med nøgne kvinder (helst tilsat en masse lummer, lesbisk liderlighed og et passende semi-funky pornosoundtrack), onde kvindelige vagter, et utal af seksuelle overgreb, piger der finder årsager til at slås med hverandre (hive i hår, bide og rive), torturscener og naturligvis den uskyldige, jomfruelige protagonist, der kastes ind i disse nederdrægtige anstalter helt uskyldigt dømt.

Emanuelle i kvindefængslet (Violence in a Womens Prison / Violenza in un carcere femminile) indeholder alle disse elementer. Filmen er instrueret af den notorisk usle Bruno Mattei, der også stod bag Rats - Nights of Terror og Zombie 3. Selv om filmfeinschmeckere måske vil være forfærdet over, hvor lummer og amatøragtig Emanuelle i kvindefængslet er, så er det måske netop dét, der tiltrækker genrefans. Hvor nogle mener, at det er udtryk for dårligt håndværk, så er der andre, som dyrker dårlig eftersynkronisering, hysterisk skuespil, angribende rotter (med røde, lysende øjne) og ikke mindst Laura Gemser, der altid behager øjnene, uanset om man er til piger eller ej.

I filmens start bugseres den unge smukke Laura Kendall sammen med en bunke andre kvinder til et afsides fængsel, der allermest minder om en ruin fra den spanske borgerkrig eller en forfalden italiensk villa - hvilket det sikkert også er. Inden for murerne hersker så streng en disciplin, at De Sade ville have skrevet en novelle om det. Inden længe er den uskyldige seer vidne til den stramfissede opsynskvinde tvinge indsatte til at have seksuelt samkvem med hinanden, alt imens hun står og gnubber på sin politistav. Idet ophidselsen når det klimatiske punkt, lader hun stokkeslagene regne over de nøgne piger. Gad vide om en sådan scene ville kunne tolkes freudiansk?

Da Kendall lidt senere hælder en latrinespand ud over et par vagter, der har beordret hende til at tømme den, idømmes hun straks en uge i hullet. Allerede efter et døgn hentes hun op, da de førnævnte rotter er begyndt at æde hende. Alt imens dette foregår, fornøjer nogle af pigerne sig fra deres celler med at blotte deres bryster over for herrerne i den nærliggende fængselsgård, og fængslets bestyrerinde bliver kåd over at se en af hendes fanger blive voldtaget af to savlende indsatte.

Som man kan forstå, er det kun det engelske ord sleaze, der dækkende kan beskrive denne film. Der er ikke megen egentlig handling, ud over scene efter scene med simuleret sex og lidt intrige, idet en af kvindefængslets indsatte er en stikker, som konstant videregiver informationer om de andre indsattes planer til vagterne. Desuden er der også plads til lidt romance mellem fængselslægen og Laura, som opstår, mens han behandler hende for rottebid.

Mest krampagtig er dog skildringen af bøssen Leander, som med vore dages øjne er særdeles politisk ukorrekt. Hvis filmen var ny, ville der være med garanti være indtil flere interesseorganisationer, der offentligt ville udtale deres utilfredshed med denne skabede og fimsede karakter, som hverken kan forsvare sig, endsige lave andet end at beklage sig i en høj pibende røst. Ligeledes er skildringen af alle de lesbiske lige så grel og stereotypisk.

Hovedformålet med filmen er at levere en gang lummer voldserotik til alle husarer uden samvittighed og de, der har slemme fantasier om dominans og underkastelse gemt bag jakkesættet. Selv om man åbent vedkender sig den slags lyster, så er og forbliver filmen mægtigt tam set i forhold til det gennemerotiserede og pornoficerede univers, vi omgiver os med til dagligt. Når der tillige er ingen af karaktererne i filmen, der virker troværdige, og handlingsforløbene konsekvent er ulogiske (eks. hvorfor har vor unge heltinde ikke fortalt nogen, hvor hun befandt sig), så er slutfacit, at Emanuelle i kvindefængslet primært er en film, man kan nyde, fordi den er så kikset som den er.

Så kan man ikke få nok af langsomme panoreringer af ligegyldige ting, billeder der indimellem er lidt ude af fokus, dialogsekvenser der ingen vegne fører hen, eller fuldstændigt udramatiske fangeflugter, som synes at være medtaget bare for at fylde spilletiden ud, så er det klart en film man bør se. Bruno Mattei er, i mine øjne, Italiens svar på Ed Wood Jr. - blot uden den samme klare vision og skabertrang.


Forrige anmeldelse
« Eye for Eye «
Næste anmeldelse
» Med ret til at dræbe »


Filmanmeldelser