Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Eye for Eye (80 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 21/10 2008, 08:46 af Kim Toft Hansen

Street!


Street!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan man hen over en sommer bevæge sig fra gammeltestamentlige hævnmotiver til nytestamentlig næstekærlighed? Ja, det kan man, hvis det står til Kaywan Mohsens film Eye for Eye, og det er selvom man bevæger sig rundt i de mest skyggekastede egne af Århus. Som et filmværk er Eye for Eye relativt uinteressant, men som tema og moralsk perspektiv er den ganske sympatisk – og måske endda i visse henseender også vigtig.

Derfor er Eye for Eye i udgangspunktet faktisk en svær film at gå til, for i kraft af fokus på små lokale samfund af anden etnisk herkomst i Danmark formår den at stille en række spørgsmål til menneskelig sameksistens. Disse spørgsmål retter sig ikke kun mod at være utilpas i et kravbetynget Danmark, men samtidig vender filmen også luppen indad, så miljøet omkring disse karakterer tilmed skildres kritisk. Kræfterne slippes løs på begge sider af en problematik, som trænger til imødekommenhed, der ikke kun defineres gennem indordning og ’danskhed’.

Filmen handler om undergrundsmiljøet i Århus, hvor instruktør Kaywan Mohsen selv skulle have slået sine folder – også de mere blodige, negative folder. Filmen tager fart, da en ung pige, som er til fest hos hovedpersonen K, voldtages af to fyre. K er kommet til Danmark med storken, i dette tilfælde FN’s soldater, uden at kende sit fødselssted eller fødselsdag. Den grundlæggende gademoral, som hersker blandt K og hans venner, er – som titlen antyder – øje for øje, og derfor er der ingen tvivl om, hvad de må gøre, da de ved, hvem der har voldtaget pigen. Ved man, hvem der står bag, siger K, er man forpligtet til at gøre noget ved det.

Derfor hyrer de den frivole gaywalker til at gengælde agten, for den eneste måde, de to fyrer, som står bag voldtægten, kan behandles, er ved at lade dem føle, hvad de har udsat den unge pige for. Det viser sig dog hurtigt, at selvom de derved bogstaveligt trænger ind i dem, på ingen måde trænger ind til dem. De efterlader dem i den tro, at hævnen derved er overstået, men som alle andre hævnfortællinger stopper det selvfølgelig ikke ved første gengældelsesakt. Eye for Eye behandler og skitserer derved det klassiske vendettaproblem, som selvfølgelig ingen ende vil tage, og der er kun én måde at slippe ud af det på – ved at en eller anden træffer en drastisk valg og træder ud af kæden af gengældelse.

Formen kender vi! Det håndholdte kamera følger dokumentarisk – og selvbiografisk – den unge gruppe fyrer, der tjener penge på tyveri og stofmisbrug. Dokumentarismen er derfor indført som et middel til autencitet, som vi efterhånden kender ganske godt, mens visse teknikker undervejs lader seeren vide, at der er nuancer af sandfærdighed gemt i denne film. Derfor er filmen ikke banebrydende, ikke nyskabende, ikke velfortalt, men den er i stedet måske i stedet velment og etisk interessant, idet den sætter fokus på spørgsmål, der yderst sjældent får lov til at komme til orde i dansk film. Formen kender vi, men svaret og skildringen kender vi ikke.

Vi kender også den fragmentariske måde at fortælle på i små kapitler; vi kender også stilen fra det håndholdte kamera; vi kender også dialogformen, som er præget street wise humor og et gangsterengelsk (for K kan ikke snakke dansk); vi kender også selvreferencen i at kalde sig K i filmen, når man hedder Kaywan i virkeligheden; vi kender også kraften i at trænge tæt på gadernes poetik som i Refns mere vellykkede Pusher-trilogi. Men fokus, debat, betydning og fremstilling af denne nuance af et street miljø, har vi kun for sjældent set i dansk film. Derfor overlever filmen også, ikke fordi den gør noget nyt, tværtom, men fordi den sætter et svært emne stævne fra et perspektiv, der også må og skal have mulighed for at give depechen videre. (Som en bogstavelig depeche er der i dvd-udgaven inkluderet et ”Stop vold. Start fred”-armbånd, som kan pynte sammen med alle smykkerne fra Roskilde ’87-’93.)

Hvor debatten i danske medier om disse undergrundsmiljøer ofte fortaber sig i unuancerede og ufrivilligt karikerede floskler, der blot passer ind i nyhedsprogrammernes konservatisme, så formår Eye for Eye at slippe disse tøjler og tage grundigt fat om rødderne på en problematik, som trænger til fokus. Det hjælper ikke at fortie bilbranderi og besværlig integration som utilpashed og besværlig pubertær ungdom (det er trods alt ofte personer med krigstraumer og moralske, personlige opgør).

I stedet gælder det om at animere til valg – et valg, som K træffer undervejs – af mere besværlig art, der selvfølgelig ikke kommer til udtryk i alle film – og det kommer for så vidt heller ikke helt til udtryk i Eye for Eye. For K’s epifani er måske både søgt, sødmefyldt og beklumrede – han får tilsyneladende et mesterligt blowjob, og som en anden Jules i Pulp Fiction ser han her et bogstaveligt kristent lys (dog uden ironisk tilsnit i Eye for Eye). Det kan derfor måske endda animere til det modsatte af valg, når filmen er så ladet med kristen symbolik, for budskabet er åbenlyst nytestamentligt. Et så religiøst betonet etisk valg er derfor måske en uheldig tangent at spille på, når man skal animere til bedring af sammenstød mellem netop en kulturkristen kultur og andre kulturer.

Alligevel er der noget attraktivt ved sådanne produktioner, der tager sagen i (næsten) egen hånd. Dansk autodidakt filmproduktion er inden for de seneste år blevet mere og mere moden (se fx Brutal Incasso), og Eye for Eye er blandt de ultimativt bedste af disse – måske også fordi filmproducenten Regner Grasten har kastet penge i projektet. Ydermere viser filmen tilmed lige dele talent hos Kaywan Mohsen, der selv har stået for instruktion, manuskript, producering (sammen med Grasten) og musik – selvom talenten trænger til at blive kultiveret, er der potentiale. Derfor er smagen, man sidder tilbage med, i høj en vis sympati for at forsøge at stille spørgsmål ved og tage fat på nogle centrale problematikker i vores eget samfund – om vi vil være ved dem eller ej.


Forrige anmeldelse
« Vandringsmanden «
Næste anmeldelse
» Emanuelle i kvindefængslet »


Filmanmeldelser