Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Tony (70 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/9 2013, 20:42 af Torben Rølmer Bille

Den fremmedgjorte morder


Den fremmedgjorte morder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om, at det er John McNaughtons banebrydende, ubehagelige Henry: Portrait of a serial Killer fra 1986 der kickstartede en veritabel bølge af seriemorderfilm, der alle forsøgte at virke så realistiske som muligt eller alternativt tage udgangspunkt i virkelige kriminalsager om netop seriemordernes liv. Filmen kombinerede en dokumentaristisk stil og særdeles realistiske voldsscener med en naturlig, næsten improviseret dialog og ikke mindst en sjælden mangel på poetisk retfærdighed mod filmens slutning.

Den engelske film Tony kunne være Henrys nevø fra den anden side af Atlanten. I Tony følger vi også en central hovedperson, der har meget svært ved at finde sin plads i samfundet og derfor tyr til drab som en slags udtryk for sin frustration. Her stopper sammenligningerne så. Hvor man fornemmede at Henry var et direkte resultat af en voldsom opvækst præget af svigt og årelangt misbrug får seeren stort set intet at vide om Tony. Han er der bare.

Vi møder første gang Tony på de trøstesløse gader i Londons yderområder, hvor han synes at passere gennem folkemængden som en skygge. Han går ludende, er ranglet, har et trist, udtryksløst blik i øjnene og virker umiddelbart som en person man ikke har lyst til at indlede en samtale med, til trods for at Tony forsøger at kommunikere med sin omverden konstant. Han får stort set ingen svar fra sine omgivelser, da de mildest talt ikke gider eller har lyst til at tale med ham. Tony synes at observere verden omkring sig som om han lige var drattet ned på den, for sociale evner har han i al fald ikke. Han kender ikke til de normale koder og omgangstoner som vi benytter til at kommunikere med, og dette bringer ham ofte i vanskelige situationer. Mest af alt forekommer Tony at være en smule autistik, eller lettere retarderet, men igen, uden at vi ved dette med sikkerhed.

Når Tony ikke driver omkring eller bliver tvunget ned på arbejdsformidlingen hvor hans værge informerer Tony at han ikke har haft et reelt job i over tyve år, så sidder han i sin triste lejlighed og ser gamle firseractionfilm på VHS. Tony er ensom, utilpasset, kejtet og selv om han både forsøger at gå til en prostitueret og indimellem besøger en bar, har han ikke meget held med at opnå nogen form for fysisk eller psykisk kontakt. Måske er det derfor han dræber folk. Hans ofre forekommer at være udvalgt helt tilfældigt. Eksempelvis myrder han et par narkomaner, som han giver lidt penge mod at han så får del i deres rygeheroin: han slår dem måske ihjel, fordi han synes de er ubehøvlede. Mordene synes ikke velovervejede, men lige så indholdsløse og tilfældige som Tonys dagligdag.

I en scene ser vi Tony vågne op ved siden af liget af en mand som er på grænsen til at gå i forrådnelse. Hvem manden er eller hvorfor han er blevet dræbt finder seeren aldrig ud af, men Tony er rar nok til at spørge om liget vil have lidt morgenmad. Der er tilsyneladende noget helt galt med Tony, men hvad præcis det er, får vi aldrig at vide.

Et sted i filmen får Tony besøg af underboen, da hun har skåret sig og mangler plaster. Som genrefilmsfan tænker man måske at Tony, ved synet af blod – som en anden vampyr – pludselig går amok og dræber hende og scenens intensitet beror helt og holdent på dette aspekt. Om dette sker, skal dog ikke afsløres her. Man forsøger også at gisne om Tonys seksualitet, idet han både tager en mand med sig hjem fra bøsseaften på den nærliggende pub og som nævnt besøger en luder, men heller ikke her giver filmen et klart svar. Tony virker snarere som en mand der er helt aseksuel og som i stedet kanaliserer hans frustrationer, følelser, drifter og smerte ud gennem hans voldsomme handlinger. Ligene parterer han i badekarret, pakker hver del sirligt ind i avispapir og blå plasticposer, hvorefter han smider dem i den nærliggende kanal.

Tony er som det måske fremgår her ikke den typiske seriemorderfilm, da den synes at stille flere spørgsmål end den giver svar. Lige som Henry findes der ingen morale eller stillingtagen. Den svælger ikke unødigt i voldshandlingerne, eller giver mange muligheder for at finde ud af hvem den forsagte manden i virkeligheden er, eller hvad der har skabt ham. Den præsenterer blot et blik ind i et ufatteligt trist liv og om man så vælger at se filmen som en socialkritik af det overfladiske samfund vi lever i, som en dyster samfundssatire over det tilknappede Engelske samfund, eller bare en film om en psykotisk stakkel der slæber sig gennem tilværelsen, må være op til den enkelte.

Uanset hvilken tolkning man vælger, uanset om man selv finder på flere mulige, så er Tony yderst en seværdig, realistisk, afdæmpet og sært dragende film om en mand man ikke helt ved om man har lyst til at give en krammer eller en livstidsdom. Så selv om Tony måske ikke har samme næsten fysiske påvirkning som Henry havde i sin tid (der er nok enkelte seere, der i mellemtiden er blevet lidt mere hårdføre) så gør den stadigvæk et indtryk og sidder i hukommelsen rum tid efter DVD’en er blevet slukket.


Forrige anmeldelse
« The Kick «
Næste anmeldelse
» Silver linings playbook »


Filmanmeldelser