Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Lys i mørket (78 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 3/12 2007, 23:42 af Kim Toft Hansen

Stille eksistenser


Stille eksistenser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Verden kender stort set kun én finsk instruktør, og det er Aki Kaurismäki. Det er sådan set også nok, hvilket hans seneste film Lys i mørket viser ganske godt. Skulle man nævne andre, så må det være Akis storebror Mika.

Lys i mørket er en typisk Aki Kaurismäki-film, der fokuserer meget, meget roligt på den stille eksistens, der helst kryber ind i det mørke hjørne med et glas Finlandia i den ene hånd og en kop elendig finsk kaffe i den anden. Kaurismäki lader sig inspirere af et stort navn som Robert Bresson, der også benytter såkaldt low key acting, der for alvor trækker tempoet ud af filmen. Desuden er selve cinematografien og klipningen helt central for at skabe den rette Kaurismäki-stemning. I Lys i mørket klippes der næsten hver gang ind et tidsrum, før der rent faktisk sker noget i billedet: Skal en person eksempelvis komme ud gennem en dør, så klippes der til døren et par sekunder før, personen åbner døren. Ydermere er det stillestående kamera et centralt aspekt hos Kaurismäki og i Lys i mørket. Der er flere scener, hvor vi ikke ser andet, end vores stille eksistens sidde på caféen, som ikke engang kan undskylde for sig selv, med kaffen i hånden. Man forventer, der skal ske et eller andet, men det gør der ikke – vi får blot vores persons indvendighed beskrevet gennem udvendig kamera- og klippestil. Det er filmisk impressionisme, når det fungerer allerbedst.

Der er også en fokusering på rummet i Kaurismäkis film, og også i Lys i mørket. Der forekommer ikke krydsklipninger eller montager af nævneværdig grad, men vi bliver som seeren fængslet til billedet. Et godt eksempel på dette er, da vores hovedperson, som er vagt ved et indkøbscenter, forsøger at få et stort, finsk brød (ja, jeg blev nødt til at skrive det) til at tage vare om sin hund, der har stået lænket udenfor i en uge uden vand. I stedet for at kameraet følger med, da brødet spørger, om de skal snakke om det udenfor, bliver kameraet kørende på stedet – og de går ud. Her er det tydeligt, at han får en dragt prygl, men det er jo for så vidt ikke vigtigt at vise det, vi udmærket godt ved. Derfor klipper vi først videre, da brødet og hans venner kommer tilbage, til vores hovedperson, der nu har en væsentlig blodtud. Der ulmer en skarp ironi under denne filmstil, som kan sammenlignes med en instruktør som Jim Jarmusch. Og får man først øje på denne stil, kommer forståelse for denne rolige, relativt begivenhedsfattige stil helt automatisk – på den måde bliver Kaurismäkis film noget for sig og noget så morsomme. Det er en kliché, at finner ikke griner meget, men det er jo heller ikke nødvendigt, når stilheden og det løsrevne enkeltstående billedfragment kan fortælle så meget mere. Grinet kommer på den anden side af skærmen hos den seer, der har fået fat i Kaurismäkis stil. Og har man endnu ikke det, så er Lys i mørket et helt rigtigt sted at starte.


Forrige anmeldelse
« Das Leben der Anderen «
Næste anmeldelse
» Little Red Flowers »


Filmanmeldelser