Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Seven Swords (141 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 3/12 2007, 19:17 af Kim Toft Hansen

Sværdfilmens herold


Sværdfilmens herold

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Langsomt bliver østens film mere og mere vestliggjort, ikke i sig selv, men i reproduktioner. Hollywood har vist sig mindre slagkraftige inden for de seneste små ti år, hvilket har været en foranledning til at opkøbe rettigheder til at indspille primært japanske film. Derfor fremhæves østlige film, primært koreanske, japanske og kinesiske, meget disse år, og med god grund, mens de indiske Bollywood-film så småt også er ved at trænge sig frem. Verdensfilmen synes, så at sige, at blive mere og mere internationaliseret, hvilket er godt, når man ser på de store oplevelser med kan få uden for vore blockbuster-lister. Der er så meget større oplevelser at hente, hvis man tager sig i nakken og opsøger de oprindelige produktioner i stedet for at lade sig nøje med amerikanske reproduktioner, der ikke kan måle sig med originalen. Dette er dog mest gået ud over horrorgenren.

Tsui Harks nye film Seven Swords er derfor tilsyneladende ikke blandt dem, der er i fare for at blive genindspillet. Det er endnu en film i rækken af sværd-, kampsports- og dynastifilm, der kommet – inden for vore breddegrader – til at stå skulderne af primært Ang Lees Crouching Tiger, Hidden Dragon og Zhang Yimous film, men det er rent faktisk omvendt. Skal man finde en sværdfilmens herold, så må det efter alt at dømme være Tsui Hark. Mange af de senere sværdfilm, som godt nok fik sit kommercielle, vestlige gennembrud med Ang Lee, er kort og godt derivativer af Harks film – specielt rækken af film i den Sergio Leone-inspirerede serie Once Upon a Time in China. Mange mener sågar, at Hark er været en af de helt centrale karakterer i selve definitionen på disse dynastihistoriske sværdfilm.

Derfor foranlediger Hark sig heller ikke til, hvad der er blevet kaldt wire-fu, som netop er et navn baseret på koreograferingerne i Lee og Yimous film. Wire refererer til den fastspænding af fx Chow Yun Fat, der får ham til at danse hen over hustagene. Hark bruger ikke (ret meget) wire, hvilket giver kampscenerne en højere realværdi. Selvom koreograferingerne er spektakulære og voldsomme, så synes de at ligge langt tættere på, hvad der synes virkeligt – inden for denne genre. Derud over benytter Hark sig af den genretypiske, ekstraordinært flotte og spændingsopbyggende cinematografi præget af langstrakte landskaber og merbetydende farvevalg. Det hele er – som det jo også er hos Lee og Yimou – særegent pænt pakket ind. Der er ikke en æstetisk sten, som ikke bliver vendt. Man drages simpelthen ind i billedet.

Der findes efterhånden også flere og flere af denne type film, hvorfor også der kan blive længere mellem snapsene. Senest har vi fået to film om Azumi, der også arbejder inden for samme kategorier, men rent fortællemæssigt kommer de simpelthen til kort. Her udmærker Seven Swords sig ved at benytte et lidt andet fortællemønstre end tidligere set. Den bliver således en lidt større udfordring at følge med i – også grundet et større karaktergalleri. Desuden arbejder den i krogene også mere filosofisk med kampsport som våben, idet hele grundlaget for filmen hviler på spørgsmålet om kampsport som enten forsvars- eller angrebsmekanisme. Kejseren har forbudt menig mand at dyrke kampsport i håb om, at små oprørsenklaver og urostiftere automatisk vil lukke ned derved. Det har dog den modsatte effekt, eftersom kejseren derfor for det første har hyret nogle bestialske dusørjægere til at håndhæve dekretet, og derfor for det andet har den direkte modsatte effekt på nogle folk – deriblandt De Syv Sværd, som kæmper imod denne undertrykkelse. Som det let anes i dette plotreferat, så er filmens narrativ såvel simpel som letforståelig, men udførligheden lader et ganske godt mytisk eventyr trænge gennem den æstetisk flotte indpakning. Én enkelt ting skæmmer dog den flotte æstetik: Filmens synkronisering er kort og godt for dårlig. Derud over er det lidt en skam, at vi her hjemme ”spises af” med Singapore-versionen af filmen, der næsten er et kvarter kortere end den første klipning. Endog er filmen såmænd lang nok, næsten 2½ time, hvilket dog lader sig gå ganske kvikt. Seven Swords er en film, der fortsætter den flotte sværdfilmsgenre fra Kina (dog er det en koproduktion mellem Kina, Hong Kong og Korea), men den tager nogle videreførende skridt, der vil bære genren nogle skridt ud i fremtiden. Jeg er endnu ikke blevet træt af forførende billeder, der lader hvert eneste frame fortælle en historie i sig selv.


Forrige anmeldelse
« Masters of horror 6-13 «
Næste anmeldelse
» 1:1 »


Filmanmeldelser