Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Manden uden fortid (93 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 15/12 2008, 21:48 af Kim Toft Hansen

Individualismens gunst: Man klarer sig selv


Individualismens gunst: Man klarer sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er der én film, der har gjort Aki Kaurismäkis karriere lettere, er det Manden uden fortid. Og er der et bestemt sted, man skal starte med at se Kaurismäki, er det her. For det første er det ganske simpelt blandt hans bedste film, mens den for det andet også er – hvor usandsynligt det måske lyder – den lyseste og mest hjertevarme film, han har lavet. Den er netop genudgivet på dansk dvd.

Kaurismäkis film er af en særlig type, man skal vende sig til. Stilen er langsom, tangerende det stillestående, dialogen er forrygende sparsom, mens humoren er skræmmende subtil og sortsværtet som den satire, der udspiller sig underneden. Drifting Clouds var nok den mest tungsindige, dog stadig satirisk granskende, men Manden uden fortid tager et mere tankevækkende og smukt ubehagende blik på den finske verden – eller den verden, hvor mennesker må klare sig selv.

En mand ankommer til Helsinki med et tog, men umiddelbart efter slås han ned og vågner på hospitalet uden sin hukommelse intakt. Han erklæres død, men vågner umiddelbart og stikker af til en havnefront, hvor han indlogerer sig i en container sammen med andre fattige hjemløse. Her opbygger han langsomt en social sfære, hvor han begår sig, mens han også – i Frelsens hær – finder sig en sød kvinde, som han bruger mere og mere tid på. Historiens fokus er, hvordan en mand uden identitet klarer sig i et bureaukratisk land, hvor navnet og signaturen betyder (næsten!) det hele.

Uden de store udsving driver vores navneløse hovedkarakter gennem uvidenheden, uden at det faktisk ser ud til at gå ham synderligt på. Han lader til at finde sig ganske udmærket tilfreds i sin situation, men det skaber dog stadig tiltagende problemer for ham, at han ikke har en identitet. I sin lidenhed formår fortællingen på den måde – helt bogstaveligt – at skrælle menneskets karakter væk, hvorpå et nyt menneske kan males. Fra et carte blanche kan manden uden fortid genopbygges til en moralsk sindsro og comme il faut høviskhed, der kan vise mennesket i sin nøgenhed.

Aki Kaurismäki er blevet læst ind i en religiøs, kristen pietet, der dog måske også i Manden uden fortid bliver tydeligst fremhævet. Undervejs – eller faktisk rettere fra starten – må det sekulære samfund opgive den identitetsløse, på samme måde som det fremstår tydeligt, at han også selv ikke ser megen hjælpsomhed i selve systemet. Imedens finder han både støtte, ro, mad og kæreste i forbindelse med Frelsens hær, som han dog også selv medvirker til at hive ud af intransformative dogmer. Rock n’roll fra en jukeboks er kilden til en nydannelse, der – nok ikke helt uden menighedstankegang – trækker folk sammen, og i det fattige miljø opstår der en samhørighed, der ikke var der, før manden uden fortid dukkede op. Et svagt spor af en religiøs allegori anes, men det bliver dog ikke udfoldet – og gudskelov for det.

I stedet forholder stilen sig udelukkende på et antydende niveau, som på ingen måde giver afkald på tvetydigheden. Den adstadige stil er poetisk sanktionerende på en måde, så billederne indgyder sin egen fortællestil, der på én gang er nederdrægtigt deprimerende og sindrigt opløftende. Særligt fungerer det kontrapunktiske samspil mellem billede og musik digterisk, og specielt i det kontrastfyldte møde mellem glædesfyldt rock n’ roll og undertvingende billeder af hjemløse på gaden får filmen fremhævet nogle systemproblemer – meget lig David Lynch bliver rock n’ roll her samtidig enormt melankolsk og skævvridende. Det er en spidsfindig, uudsagt samfundskritik, der ulmer gennemgående i hele filmen.

Manden uden fortid er måske ikke repræsentativ for melankolien hos Kaurismäki, men den er i høj grad til stede. Måske præcis derfor er filmen også blandt hans mest populære. Bevægende, skrøbeligt, humoristisk og ikke mindst poetisk er alle værdige prædikater til en film, der ganske simpelt er fornem eksekvering af tragisk finsk komik.


Forrige anmeldelse
« The Day the Earth Stood Still «
Næste anmeldelse
» The She Found Me »


Filmanmeldelser