Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Drifting Clouds (1996) (93 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 11/9 2008, 09:34 af Kim Toft Hansen

Kumulusskyer over Finland


Kumulusskyer over Finland

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En Aki Kaurismäki-film er lidt som en dansk landskamp i fodbold! Man starter med en smal tro på, at det nok skal lykkes, men langsomt tæver verden os, og når vi ligger ned, tæver den os endnu mere. Men pludselig, i de sidste minutter, viser Portugals forsvar sig at være hullet som en Wolfgang Iser-tekst, og et lille Lys i mørket tændes til sidst – ikke nødvendigvis på grund af kløgt, men i den grad også på baggrund af en fornøden omgang held. Sådan er Kaurismäkis Drifting Clouds (Kauas pilvet karkaavat) fra 1996 også; den er netop ude i serien Festival series.

Ægteparret Lauri og Illona er hårdt spændt for, men holder sig oven vande ved hårdt arbejde og indkøb af genstande på afbetaling. Derfor slår det hårdt, da de begge – inden for kort tid – bliver arbejdsløse. Den lavmælte tilfredshed og stiltiende høviskhed smuldrer stille og roligt, ligesom de finder ud af, hvordan systemet er syet sammen – og at stort set alle andre også er blevet ramt af arbejdsløshed. Ingen har længere råd til at køre sporvogn eller spise på restaurant, og når Lauri og Illona respektivt var ansat i disse brancher, er det ikke nemt at finde arbejde på ny. Langsomt glider deres lykke over i en udtrådt skosål, som den Lauri er nødt til at gå rundt på.

Der er nærmest ingen ende på den deroute, ægteparret udsættes for. Jo længere frem vi kommer i filmen, jo mere krummes tæerne, hårene rejser sig, og tænderne skæres, blot til den tanke at nu kan det da vist snart ikke blive værre. Men det kan det, og det bliver det. Der er langt til bunden, når man udsættes for sådan et frit fald, som Lauri og Illona er ude i.

Hvem havde troet, at ovenstående beskrivelse kunne resultere i en morsom film? For Drifting Clouds er – som mange af Kaurismäkis andre film – ganske typisk i sin måde at skildre det stillestående med en særlig ironisk distance. Low key acting, klipning og ikke mindst kameragang (eller mangel på samme) er et helt centralt aspekt i forståelsen af, hvordan Kaurismäki formår at skildre det dybt tragiske fra en komisk vinkel. Det er næsten kun i stilen, selvom de enkeltstående finske oneliners også ofte fungerer dybt komisk.

Et stileksempel er i starten, da kokken – på den restaurant, hvor Illona arbejder – får et af sine anfald, og dørmanden må træde til. I køkkenet træder dørmanden ud af framen, vi hører blot lydene, mens de øvrige kigger på, og ind i billedet igen træder dørmanden med en blødende hånd. Dernæst må Illona træde til; hun træder ud af billedet, vi hører en lussing, og kokken sætter sig roligt igen – alle kan gå tilbage til deres arbejde. En sådan sekvens illustrere ganske godt, hvad det er, Kaurismäki kan: Havde det været skildret normalt, altså hvor vi havde fulgt med i det hele, havde det blot været tragisk, men på grund af kamerastilen kommer en sådan scene til at fungere lavtonet morsom.

Sådan er Drifting Clouds gennemgående. Den er en(dnu en) enormt rolig Kaurismäki-film, der tømrer det hvilende øje fast til en hårdtslående deroute med mange stilmæssige og enkelte dialogiske komiske frisættelser. Snyd dig ikke for de finske kumulusskyer. Det er faktisk sjovt, det her…


Forrige anmeldelse
« Persepolis «
Næste anmeldelse
» Asterix og de olympiske lege »


Filmanmeldelser