Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Pacific Rim Uprising (111 min.) Biograffilm / Universal
Anmeldt 27/3 2018, 20:06 af Torben Rølmer Bille

Velorkestrerede robottæsk


Velorkestrerede robottæsk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Guillermo del Toros film Pacific Rim er en af de film, der om nogen deler vandene. Enten hader man filmen for dens nærmest ikke-eksisterende plot og de mange CGI-tunge scener, der viser robotter kæmpe med enorme monstre, ellers så knuselsker man den for netop dette. Kapellets udsendte hørte selvsagt til den sidste kategori, for filmen var en visuel lækkerbisken (som altid hos Del Toro) og samtidig en reminder om at der indimellem kommer film, der formår at vække ens indre 12-årige knægt, der i dette tilfælde er næsten ved at besvime over hvor fantastisk det er at se mecha-robotter og enorme uhyrer i nærkamp med hinanden.

Selv om der sikkert ikke var mange der havde troet det, så er to’eren nu en realitet. Dette er en film der ikke er instrueret af Del Toro, men som tager tråden op fra den første. Selv om man så kunne frygte, at den nye film ville bevise, at dette var en franchise som ville dø uden mesterinstruktørens touch, så er Pacific Rim Uprising endt med at være en utrolig vellykket og superunderholdende fortsættelse, som gør alt det rigtigt, som eksempelvis Michal Bay ikke formår at gøre i sin Transformers-serie.

Det er muligt at se denne fortsættelse, uden at have set den første film. Dette bekræfter i al fald den yngste Billeanmelder, Carl på ni, som var med i biografen. Dette skyldes både at man får et kort handlingsresumé i filmens start og at det som sker på skærmen ikke just er hyperkomplekst. Der er gået ti år siden begivenhederne i den første film og selv om Kaiju-truslen ikke er til stede længere, så er jorden og dens befolkning alligevel mærket af det voldsomme angreb. I ruinerne af en amerikansk storby færdes bl.a. filmens egentlige hovedperson Jake. Han er søn af selveste Stacker Pentecost, der i den først film reddede planeten ved at ofre sig selv og på samme tid lukke den portal som Kaiju’ene benyttede at komme til vores verden med.

I filmens start møder Jake nærmest ved et tilfælde pigen, Amara der har konstrueret sin egen Jäger – de mech-robotter som blev benyttet i kampen mod monstrene. De ender dog, af forskellige grunde, på det akademi der uddanner Jägerpiloter. Jake som officer og Amara som kadet. Samtidig er det firma, som står for Jägerproduktionen i færd med at søsætte et verdensomspændende program med automatiserede kamprobotter, der i fremtiden kan beskytte jorden, men på dagen hvor dette skal realiseres, sker der noget som kræver at de gamle robotter atter engang må komme i kamp.

Der ville sikkert være mange af de, der hadede den første film endnu engang kan brokke sig over et meget tyndt plot, et figurgalleri der er set mere komplekst i en masseproduceret japansk animéserie og skamløse product-placement-scener i filmens start (for bl.a. Oreos og Sriracha-chilisovs). Til gengæld vil alle os der var vilde med etteren være glade for at Uprising er en af de film, hvor man aldrig når at kede sig. Den holder tempoet højt fra første billede og så giver den seeren præcis det som man forventer, nemlig kampe mellem kæmpestore dimser der er så veludførte, at det flere gange undervejs fik den garvede anmelder til at hvine af fryd som var han en 8-årig pige der lige havde fået en pony.

Det er ikke helt tilfældigt at Kapellet valgte at sammenligne Pacific Rim Uprising med Transformers for omdrejningspunktet i begge er netop stort anlagte scener hvor enorme robotter er i kamp og smadrer bebyggelse. Der er godt nok sket meget siden Haruo Nakajima trak i gummidragten og trådte på modelhuse i Gojira fra 1956. Hos de effektfolk og idemænd der har arbejdet på Pacific Rim Uprising eksisterer der en helt anden fornemmelse for fysikalitet og tyngde i kampene. Det betyder at i Pacific Rim Uprising bliver disse nærkampsscener, aldrig nær så trættende eller kedelige, som har været tilfældet i mange af de seneste Transformers-film. Selv om der sker mange ting på lærredet i et rasende tempo, bliver seeren aldrig forvirret eller undrer sig over hvem det nu er der kæmper mod hvem.

Selv om de fleste allerede inden filmen er startet godt kan gætte hvem der i sidste ende løber af med sejren, så er vejen dertil meget mere dramatisk end man kunne forvente. Der lykkes faktisk folkene bag filmen at få os til at tvivle på Jägerkorpsets evne til at overkomme de udfordringer som de pludselig står overfor.

Dommen er derfor klar, Pacific Rim Uprising er sygt underholdende popcornsfilm, der selvsagt ikke skal tages for mere end den er, men som lykkes over evne fordi den netop formår at give tilskueren den wow-faktor som man i andre sammenhænge savner i denne type skraldebangfilm. Dertil kommer at det kan anbefales at man oplever filmen i 3D, for selv om den sikkert også sikkert fungerer uden dybdevirkningen, så er den i dette tilfælde lige det ekstra gimmick, der gør spektaklet lidt mere spektakulært.

Var du en af de der bloggede eller brokkede dig over den første film, så hold dig langt væk fra biografen, men var du en af os, der slet ikke kunne holde op med at smile efter at have set etteren, så kan du godt skrue forventningerne op – for dette er en toer der ikke bliver en af de fortsættelser, der ødelægger franchisen, tværtimod.


Forrige anmeldelse
« Tomb Raider «
Næste anmeldelse
» TRO »


Filmanmeldelser