Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Vaiana (107 min.) Købefilm / Disney
Anmeldt 20/7 2017, 18:00 af Torben Rølmer Bille

På eventyr i Stillehavet


På eventyr i Stillehavet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist ingen hemmelighed at Disneys spillefilm, med få, enkelte undtagelser, altid har trukket på eksisterende eventyr, fabler og legender. Hver enten det har været Brødrene Grimm, H. C. Andersen eller 1001 nats eventyr som er blevet ”Disneyficeret”, så har resultatet, uanset om man har været fan af de ændringer der er foretaget eller ej, altid været bragende flotte og ikke mindst fyldt med musicallignende numre. Formlen er velkendt og elsket af de fleste. Denne formel følger også Disneys seneste film Vaiana der nu kan fås på DVD, Bluray og via forskellige streamingtjenester.

I jagten på inspiration er turen nu kommet til myter fra Polynesien, for den senest film Vaiana har fundet sin inspiration blandt maorimyter, selv om den også – som så mange andre Disneyfilm – er blevet kritiseret for at præsentere nogle ganske anderledes versioner af disse myter . Dette influerer dog ikke på Kapellets endelige bedømmelse, for der må gerne tages friheder når myter og legender genfortælles.

Lige som Peder Madsens version af Valhalla benytter Vaiana sig af et menneskebarn som indgang til dette univers. Pigen Vaiana befinder sig pludselig på rejse med halvguden Maori, der i originalversionen har fået Dwayne ”The Rock” Johnsons stemme. Det er ganske passende, idet han selv er halv samoaner og næsten lige så tatoveret som hans 3D modellerede alter ego.

Unge Vaiana skal på en farefuld færd, der selvfølgelig ligger på den anden – farlige – side af koralrevet. Samme koralrev som Vaianas far på det strengeste har sagt til pigen at hun ikke må forsøge at krydse. Men omstændighederne tvinger den unge pige i at bryde med sit fædrene ophavs formaninger, så hun kan redde hele hendes verden fra en altoverskyggende ondskab, der får høsten til at visne og truer med at kaste deres ørige ud i mørke og kaos.

Historien med en prinsesse, der skal bevise sit værd, lære at sige fra overfor sine forældre og ikke mindst finde sit egent ståsted er næppe nyt, men selv om den grundlæggende fortælling er en vi har set i en lang række (Disney-)variationer før, er det altid en fornøjelse at se hvor dygtige animatorerne har været til at skabe en på én gang genkendelig og helt særlig Disney’sk version af dette univers.

Filmen er som sædvanligt fyldt med både farver, gags og en række musicalindslag, hvor der danses og synges på livet løs. Sangene må dog siges at være filmens svageste punkt, for selv hvis man slår den originale engelske tale til, så er der ikke nogen af dem som er særligt memorable. Det er der sikkert stadig forældre som plages af ”Let it go” fra Frost som vil være pænt glade for, men det er egentligt lidt synd at sangene i Vaiana ikke er bedre end de er. Man forventer nærmest et eller flere hits, når der smides en ny Disneyfilm på gaden.

Til gengæld er der scener som er helt spektakulært flotte at skue. Da store dele af filmen foregår i eller omkring vandet, et element der tidligere har været ganske svært at gengive i animationssammenhænge, er der flere af scenerne, lige som coveret, hvor vandet opfører sig magisk levende og man skulle næsten tro at Moses eller james Cameron kiggede forbi, når havet viger og skaber en mur af vand omkring vor unge heltinde. Flot ser det ud, særligt i 3D, som er den version selskabet har været så venlige at sende til Kapellets anmelder. Filmen kan godt ses uden denne effekt, men holder man af 3D, så bør man altså iføre sig brillerne.

Får man fat i Bluray-udgaven, vil man opdage at den – som næsten er blevet standard når man får Disney-Blurays i hænderne – fyldt med ekstramateriale. Der er slettede scener, kommentarspor, en masse minifeatures og endda to korte animationsfilm. Blandt disse kan man finde filmen Inner Workings som biografgængerne kunne opleve før hovedfilmen da de indløste billet til Vaiana. Det er endda også muligt at opleve denne kortfilm i 3D.

Det er næppe nogen nyhed, men alligevel er der måske stadig en del filmfans der undrer sig over at Disneys seneste animationsfilm på vore breddegrader har fået titlen Vaiana til trods for at hovedpersonen i den amerikanske version hedder Moana. Normalt holder man jo fast i navnet, så ens film kan blive kendt globalt, blive til et brand. Sagen var blot den, at der eksisterer en lettere obskur europæisk pornostjerne der netop havde valgt Moana som sit alias og derfor var selskabet muligvis bekymret over at små drenge og piger som havde set filmen ville blive ledt hen til alt andet end børnevenlige hjemmesider, hvis de gav sig til at google ”Moana”. Hovedpersonen hedder dog fortsat Moana, hvis man vælger at se filmen med det originale stemmecast.

Vaiana er ikke Disneys bedste animationsfilm til dato. Til trods for dens valg af eksotiske locations, flotte vandeffekter og polynesisk mytologiske væsener, så er den meget lig mange af de andre film om Disney-prinsesser der har floreret i løbet af de seneste mange år. Den er underholdende og spændende, men de musikalske indslag virker som nævnt ikke helt efter hensigten. Til gengæld er Maori en vild og spændende bifigur, lidt som en Samoansk udgave af Genie fra Aladdin og detaljen med hans tatoveringer der kommunikerer med ham er vildt godt tænkt. Så selv om den ny film virker som noget man har set før, vil man stadig godt kunne nyde og hygge sig bravt med Vaiana, men det bliver ikke den Disneyfilm som ungerne sørger for permanent sidder i afspilleren.


Forrige anmeldelse
« Fifty Shades Darker - Unmasked ... «
Næste anmeldelse
» Split »


Filmanmeldelser