Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Battlestar Galactica. Sæson 1 (754 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 22/3 2010, 18:58 af Óscar García Agustín

Således siger vi alle


Således siger vi alle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad os sige det kort og tydeligt fra starten (og jeg er ikke den eneste, som har sagt det): Battlestar Galactica er en science fiction-serie, som ikke kun henvender sig til scifi-seere. Man kan selvfølgelig nyde alle scifi-elementerne (og det gør man da!), men Battlestar Galactica er frem for alt en serie, som afspejler den usikre verden efter den 11. september, og de store emner (politik, religion, identitet, magt, kærlighed) diskuteres igen. For at gennemføre dette ambitiøse og vellykkede projekt gennem 4 sæsoner bestemmer Ronald D. Moore og David Eick sig for at genoplive den gamle Galactica for Universal og give den nyt liv. Der er faktisk flere forskelle end ligheder mellem de to, hvis vi sammenligner dem.

Måske er der nogle, som kan huske den oprindelige serie fra 1978. Jeg kan sagtens, men jeg går ud fra (eller håber!), at det er genudsendelserne, jeg kan huske. Richard Hatch, som Apollo, og Dirk Benedict (senere bedre kendt som Temleton ’Faceman’ Peck i The A-Team), som Starbuck, var to piloter, som forsvarede menneskeheden mod maskiner (de firkantede cylon’er denne gang). Alt var sort og hvidt: Admiral Adama (Bonanzas Lorne Greene) repræsenterede den gode, og Baltar den onde, da han forrådte mennesker og samarbejdede med cylon’erne (som for resten blev skabt af marsmænd). På mange måder var den en Star Wars-kopi men med dårligere kvalitet. Efter så mange år virker den endnu mere kikset, men man skal ikke tage fejl: Serien har sin egen charme – og rigtig meget af den!

Enhver tvivl over om det var hensigtsmæssigt at genfinde Battlestar Galactica-verdenen forsvinder fra det første minut af mini-serien (en 3 timer lang film fra 2003, inkluderet som den første dvd i denne udgivelse). I 40 år har menneskerne, som bor i Kobols tolv kolonier, ikke hørt noget fra cylon’erne (robotter skabt af mennesker). Før var der krig mellem herrerne og deres skabninger, men menneskerne begynder at vænne sig til, at cylon’erne ikke dukker up. Indtil der en dag kommer to robotter (cylon’ernes mobilitet og udseende er meget mere dynamisk nu) og en lyshåret kvinde klædt i en udfordrende rød kjole. Man bliver snart klar over, at cylon’erne er blevet i stand til at skabe en ny model, som fuldstændig ligner mennesker. Våbenstilstanden er slut, og cylon’ernes plan er meget tydelig: At ødelægge menneskeheden.

Dette massive angreb lykkedes takket være den (ufrivillige?) hjælp fra it-geniet Gaius Baltar, som har en glødende romance med den samme lyshårede kvinde (jeg bruger hendes navn fra nu af: Nummer seks). Det er hende, der udbreder en virus i koloniernes forsvarssystem. Lige før rumkrigsskibet Galactica bliver omdannet til et museum fra fortiden, forvandles det til det eneste fungerende rumskib efter virusangrebet, og admiral Adama, som står i spidsen, overtager den militære magt. På den anden side er præsidenten død, og ifølge reglerne bliver undervisningsministeren (heldigvis sker det ikke i Danmark!), Laura Roslin, den nye præsident for de overlevende. Sådan starter en konfliktfyldt spænding mellem den politiske og den militære magt, personificeret i de to roller. Baltar er til gengæld en ambivalent figur, som ikke rigtig tilhører nogen af de to verdener. Han føler sig som en forræder, og samtidig kan han ikke identificere sig med robotterne. Han er, som videnskabsmand, rationel, men han bliver offer for sin egen lidelse.

Når man kommer sig over overraskelsen over, at Adama er latino (han er faktisk el latino, da han er spillet af Edward James Olmos), ser man, at Boomer ikke, som i den oprindelige serie, er en mørk mand men en asiatisk kvinde, og især at Starbuck også er en kvinde. Den totalt mandsdominerede verden fra den første Galactica erstattes af en mere nuanceret vision med plads til begge køn og flere etniske grupper. Ideen om, at homogeniteten er forbi, udvikles i højere grad, når man finder ud af, at cylon’erne (dem som ligner mennesker) er trængt ind i rumskibene, og de selv ikke er bevidste om det. Usikkerheden om hvem-jeg-er udvides mellem de enkelte personer, som frygter at være den helt Anden, nemlig cylon. Lad os tale Laclaus sprog et øjeblik: Problemet er, at fjenden ikke er udenfor (noget, som man kan kende som den fremmede). Cylon’erne kan ikke ekskluderes som før, fordi de ligner mennesker, og mennesker (dvs. jeg) kan selv være fjende. Denne identitetskrise er et af de mest berigende bidrag, som findes i den nye Galactica.

De overlevende, ledet af Adama og Roslin, søger efter den 13. koloni, Jorden, som de fleste tror, er en myte mere end virkelighed. Menneskerne forvandles til en slags politiske flygtninge, som stræber efter en bedre fremtid og et nyt hjem. De er ikke sikre på, at hjemmet, som de kender det fra (generelt religiøse) repræsentationer, eksisterer, men det er deres eneste mulighed. Det er sandt, at det er interessent at betragte Jorden, som en slags drøm, da det indeholder tankevækkende implikationer. Alligevel bliver jeg mere tiltrukket af identitetens deterritorialisering og den manglende jordbesiddelse. Flugt og håb er blevet to nødvendige dimensioner for at forstå den globale og ulige verden.

Det er svært at fremhæve nogle få af de 13 afsnit, sæson 1 består af. Jeg vil alligevel vælge to. Det første er afsnittet 33, som allerede er en scifi-klassiker. Hovedpersonerne præsenteres under ekstreme og desperate omstændigheder. Alle rumskibene skal hoppe hver 33 minutter (den tid, det tager for cylon’erne at finde flådens placering). Angst, frygt og træthed kendetegner fra starten dem, som skal lede menneskeheden til sejr. Det andet afsnit, jeg vil fremhæve, er Bastille Day, som introducerer den politiske fange (terrorist eller frihedskæmper?) Tom Zarek, som sætter spørgsmålstegn ved Roslins regering og kræver frie og demokratiske valg. Man forstår med det samme, at den politiske debat vil fylde meget, og at man ikke skal tage for givet, at ”de gode” altid anvender de rigtige midler.

I Battlestar Galactica er det også lykkedes at vælge nogle rigtig gode skuespillere. Edward James Olmos og Mary McDonnell (bedst kendt fra Danser med ulve) står i spidsen og bidrager med kraftige præstationer. Michael Hogan og Kate Vernon som ægteskabet Tigh viser nogle i princippet usympatiske og komplekse personer. Det er James Callis, som er Hr. Kompleksitet og spiller en klog og sjov Baltar, selv om han har en tendens til at overspille en lille smule nogle gange. Hans elskerinde, spillet af Tricia Helfer, afviser med det samme enhver mistanke om, at hun kun er et smukt ansigt. Jeg synes, det er genialt at genbruge Richard Hatch (som Tom Zarek) og hans samspil med den nye Apollo (Jamie Barber). Man skal også sætte pris på, at der i den nye udgave af serien ikke er en robot-hund som Muffit, og at de gammelkloge børn er uden for billedet (faderskab portrætteres i stedet fra en anden vinkel).

Til sidst er det retfærdigt at tilføje, at Bear McCready gør et fantastisk stykke arbejde som komponist. Musikken tager afstand fra den oprindelige Star Wars-tilgang og skaber en mystisk, visionær og mørk atmosfære. Hovedtemaet er et godt eksempel: Det himmelske kvindelige kor (som minder om håb) afbrydes af mandlige tribu-lyde (som skaber overgangen til en voldsom og usikker stemning).

Battelstar Galactica blev optaget i high definition. Det er derfor heldigt, at serien er begyndt at blive genudgivet på Blu-Ray, hvor man reelt kan påskønne aktionscenerne. Det gør bestemt en forskel. Galactica kan både ses med popcorn i hånden (mens man nyder de mange kampe) eller med en Zizek-bog ved siden af (samtidig med at man spekulerer over virkelighedens ørken). Og helst begge to, for det er nemlig, hvad Battlestar Galactica er: En ny måde at tænke over vores verden på – ud fra underholdningsindustriens perspektiv.


Forrige anmeldelse
« Funhouse «
Næste anmeldelse
» Subway »


Filmanmeldelser