Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Homeland sæson 6 (600 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 20/7 2017, 18:15 af Torben Rølmer Bille

Tilbage til Amerika


Tilbage til Amerika

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske tv-serie Homeland har bådet formået at provokere (allermest hjemme i USA og i Mellemøsten), genopfinde sig selv (efter 3. sæson) og ikke mindst underholde sine seere bravt. Spørgsmålet er så om den seneste sæson, den sjette i rækken, formår at holde den ganske høje standard fra de tidligere sæsoner, eller om serien er ved at miste pusten?

Som fan af serien er der flere elementer som helt typisk skal være til stede i en sæson af Homeland. Først og fremmest skal USA's interesser trues af kræfter enten udefra eller, som i 6. sæsons tilfælde, fra folk der bor og arbejder i Amerika. Dernæst skal vi følge Carrie Mathesons komplicerede liv og den unge dames forhold til hendes forhenværende medarbejdere i CIA. Især er det forholdet til Peter Quinn der fokuseres på, men også Carries holdning til den alfaderlige Saul og den dæmoniske Dar Adal - et navn, der lyder næsten så ondskabsfuldt som Darth Vader. Endelig skal der være en eller flere skurkagtige terroristspirer som truer landets sikkerhed og som tvinger Carrie til endnu engang at gøre det hun er bedst til – opsnuse de banditter, der udgør en trussel mod landets sikkerhed.

I sjette sæson er Carrie vendt hjem til USA efter de dramatiske begivenheder i Berlin i sidste sæson. Hun forsøger at få sit nye arbejde på et advokatkontor der specialiserer sig i menneskerettigheder, til at ballancere med livet som enlig mor og forsørger. Samtidig er Peter Quinn tydeligt mærket efter de overgreb han var udsat for i Tyskland. Her kan forekomme en spoiler – så spring til næste afsnit hvis du ikke har set 5. sæson. Dette handler ikke kun om efterdønningerne af den giftgas han blev udsat for af terroristerne, men også en hjerneblødning han pådrog sig som var en direkte konsekvens af Carries beslutning om at vække Peter fra den kunstige koma lægerne havde lagt ham i, i håbet om at få ledetråde til terroristernes opholdssted.

I Homeland – sæson 6 følger vi vanen tro en lang række handlingstråde der alle samles omkring Carrie og hendes nærmeste. Ud over Carries job og familieliv mistænker både Saul og Dar hende for at være en form for hemmelig rådgiver for den kommende amerikanske præsident Keane. Præsidenten er ikke blevet svoret ind i det Hvide Hus endnu og selv om Carrie overfor Saul og Dal nægter at have kontakter til præsidenten, hjælper hun hende med at vurdere hvilke trusler der skal tages alvorlig og hvilke rådgivere hun bør lytte til.

Samtidig besøger Carrie, muligvis grundet god, gammeldags bondeanger, Peter Quinn på det veteranhospital, hvor han er i genoptræning. Han hader at være på hospitalet og stikker af når han har mulighed for det for i stedet at trøste sig med illegale substanser og kvindeligt selskab. Da situationen spidser til og Quinn flejner ud, tilbyder hun at Peter kan bo i kælderen hjemme hos hende og datteren Franny. Max som er en slags McGyver-agtig almuligmand, sørger for at Peter får sin medicin og samtidig får han opsnuset en meget hemmeligt firma, hvis formål ikke skal afsløres i dette forum.

Selv om Homeland altid har været en serie der satte spænding før realisme (faktisk vil det ikke være helt forkert at betragte Carries figur som en form for kvindelig Jack Bauer, i al fald når det kommer til det stressniveau hun udsættes for) så er der elementer i den seneste serie som virker mere end en anelse søgte. Selv om de amerikanske sociale myndigheder måske ikke er helt lige så effektive som dem vi kender i Danmark, så virker det mildest talt usandsynligt at de tillader en potentielt farlig veteran at bo hos en person, der har fået diagnosen bipolar. Carrie fortæller undervejs at hun er godt medicineret, men alligevel synes det i denne anmelders optik at være et brud på den realisme som serien ellers har levet godt af.

Skuespillernes præstationer er som i de tidligere sæsoner virkelig gode, selv om man måske lidt kynisk kunne påstå at Claire Danes indimellem sættes til at spille scener hvor hun konstant er på kanten til at stortude og hendes bævrende underlæber kommer virkeligt på arbejde i denne sæson, hvor hun skal undskylde dybfølt over for først den ene figur, snart den anden. Det bliver dog aldrig så meget, at det tager spændingen ud af denne spændingsserie, for ud af de tolv afsnit er der kun et enkelt der virker lidt trægt.

For det helt grundlæggende møg spændende at følge med i de mange forskellige handlingstråde, hvor især magtkampene mellem Saul, Dal og den kommende præsident er virkelig interessante at følge med i. Det samme er baggrunden og opklaringsarbejdet i forlængelse af den terrorhandling som naturligvis er omdrejningspunktet i sæsonen.

Homeland har altid været god til at kommentere på det aktuelle politiske miljø i hjemlandet, være det sig folk i systemet der konsekvent søger at udnytte det til egen vinding, eller misinformation der spredes med fuldt overlæg. Serien peger fingre af de magthavere, der trækker i de tråde som offentligheden ikke er klar over så disse organisationer (være det sig CIA, Mossad eller helt andre) kan få det som de vil have det. Problemet er bare, at fakta (læs: Donald Trumps præsidentskab) virker langt mere sindssygt end noget som forfatterne på serien vil kunne udtænke i deres vildeste feberfantasier.

Homeland-serien er i skrivende stund ifølge IMDB allerede planlagt til mindst ottende sæson, så det virker som om at både skuespillere, forfattere og instruktører på serien ikke er ved at være løbet tør for ideer. Selv om der er enkelte elementer i sæson seks som virker lidt søgte eller utroværdige, er denne action-version af House of Cards helt bestemt værd at bruge sin tid på. Fremdriften er i højsædet og der er skruet helt op for dramaet. De tolv timelange afsnit blev af anmelder og dennes viv set i et rasende tempo (læs: lidt under en uge) i det lejede sommerhus i Nordjylland, men selv om vi havde været hjemme på matriklen, var den med garanti blevet slugt lige så hurtigt. Det er godt håndværk, det er godt skuespil og så er det faktisk en spændingsserie der formår at være reelt spændende og overraskende hele vejen igennem.


Forrige anmeldelse
« Split «
Næste anmeldelse
» Spiderman: Homecoming »


Filmanmeldelser