Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




31 (104 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 28/3 2017, 08:04 af Torben Rølmer Bille

Hitlerdværgen angriber!


Hitlerdværgen angriber!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske musiker og instruktør Rob Zombie har nærmest altid delt vandene. Hvad enten vi taler om fans af metalmusik, så er der de, der synes, Zombies musik er en vildt sej hyldest til grindhouse, rock ’n’ roll og gysere fra 50’erne, og de, der finder den gennemført latterlig. På samme måde finder man gyserfilmfans, som enten synes Zombies spillefilm generelt bare sutter bagdel, eller som mener, at de er velfungerende rædselsfilm.

For at være på tværs tillader kapellets anmelder at indtage en midterposition. Enkelte af filmene synes at være ganske vellykkede (eksempelvis House of a 1000 Corpses og hans to Halloween -remakes) mens andre (f.eks. Devil’s Rejects) skuffer. Efter at have observeret både en utroligt lav metascore på IMDB og set ganske mange opslag i forskellige gyserfora på nettet, der ensidigt sablede Rob Zombies nyeste film 31, blev kapellets selvudnævnte Crypt Keeper naturligvis nødt til, med egne øjne, at se og give sin dom over den.

Umiddelbart er 31 slet ikke er så rædderlig, som mange ellers vil påstå, men for at kunne se kvaliteterne ved filmen, bliver man nødt til at være indstillet på flere ting. For det første arbejder Rob Zombie stort set aldrig med egentlig realisme. Selv om der sikkert er de, der vil påstå, at Devil’s Rejects tilstræber en rå, upoleret stil, så er de overdrevne blodsudgydelser, den udpenslede sadisme koblet med en mindst lige så brutal dialog så meget ”over-the-top”, at det nærmest bliver en kommentar til denne genre af torture-porn film.

I mange af Zombies øvrige film (også i den nye) skaber han nogle særprægede gyseruniverser, som er helt bevidst om, at de er fiktive. Det er i grunden helt bevidst, for Zombies film minder mere om en væmmelig feberdrøm, end film der vil forsøge at overbevise seeren om, at det, man ser, godt kunne lade sig gøre.

Man kan måske ligefrem tale om, at Zombie forsøger at skabe en form for white-trash æstetik, som byder på lige dele gøgl, psykopati, cirkusæstetik, hyldest til de klassiske gyserfilm og en god portion texansk galskab. Endelig ser man næsten konsekvent Robs kone – Sherry Moon Zombie – i en af filmens bærende roller, ofte som filmens ”final girl”.

Kapellet påstår derfor, at for at kunne nyde mandens film og ikke mindst finde dem mere uhyggelige end latterlige, så bliver man nødt til at være indstillet på, at grusomhederne foregår i sådanne særprægede universer, som Zombie har bygget helt specielt til os. På samme måde som de mystiske bagmænd bag elimineringsspillet ”31” har omdannet et enormt bygningskompleks til deres private mareridtslabyrint.

Vore egentlige hovedpersoner er en mindre gruppe omrejsende tivolifolk, der kører fra by til by i håbet om at kunne tjene lidt penge ved at optræde for folk, men pludselig befinder de sig i ovennævnte spil, hvor en flok dekadente, ældre mennesker, der er klædt i rokokokostumer, styrer løjerne. Reglerne er simple: hold dig i live i 31 timer og, du har vundet spillet. Det lyder måske nemt, men folkene bag spillet (der ledes af Malcolm McDowell) har en masse psykopatiske mordere på lager, som de kan slippe løs på de sagesløse hovedpersoner.

Formatet er ikke hverken originalt eller nyt. Det er forholdsvis nemt at komme i tanke om film, der på samme måde leger med ideen om, at nogle sadister tvinger folk til at kæmpe på liv og død for deres overlevelse – tænk blot på The Purge , Running Man eller lignende. Det, som Zombie tilføjer, er dog sit eget flair for morderisk galskab. Dette er mest tydligt i iscenesættelsen – eksempelvis er deres første modstander en dværg forklædt som Hitler, der med to sylespidse daggerter stikker alle ned, han kommer i nærheden af. Det lyder måske mere morsomt, end det er skræmmende, men det er sikkert også med fuldt overlæg. Grænsen mellem grin og gys er som bekendt ganske tynd.

Filmen starter dog med en monolog i sort/hvid, hvor man ser en skikkelse komme langsomt mod kameraet bærende på en økse. Da han kommer helt tæt på og begynder at stirre ud af skærmen, kan man se, at det er en ranglet fyr (Richard Brake) med et insisterende, gennemtrængende blik, der fattet begynder at forklare seeren, at man ikke kan flygte og naturligvis skal dø om ganske kort tid. I denne åbningssekvens bliver det tydeligt, hvor afsporet og sadistisk Zombie også kan være, for monologen her er på mange måder vildere end mange af de udpenslede splattereffekter, der kommer senere i filmen.

Der arbejdes også konstant med ekspressiv lyssætning, som i de røde gemakker hvor de hvidklædte bagmænd befinder sig til de forskellige arenaer, kraftigt belyst i pangfarver, hvor selve spillet udfolder sig – det giver det hele et både udsyret surreelt præg og sender tankerne i retning af 70’ernes og start-80’ernes genreklassikere som bl.a. Dario Argentos film – uden anden sammenligning i øvrigt.

Ser man på listen af producere, så virker det også som om, at Zombie har sørget for at få frie hænder til at lave sin film, som han ville, for han og hans bekendte står alle som medproducenter. Det ville være forkert at beskrive dette som en indie-film, men der har med sikkerhed ikke været en Hollywoodproducer til stede på sættet til at stille krav. Det kan måske i enkelte seeres øjne føles som en lang, dyster musikvideo, men der er ingen tvivl om at Zombie har flair for at skabe film med hans blodindsmurte fingeraftryk på.

Selv om 31 nøgternt set har en rimelig urealistisk præmis, en masse karikerede figurer og et bevidst, stiliseret udseende, så er det også en film, der er meget ligetil. Det handler helt grundlæggende om hvorvidt især filmens kvindelige hovedperson overlever mødet med de mange sadistiske mordere, der bliver sendt efter hende i arenaen, især når seeren allerede har luret, at en af disse er manden, der lirer den morderiske monolog af i starten. Det kan godt være, det ikke er særligt raffineret, men denne kapellan var i al fald ganske fint underholdt.


Forrige anmeldelse
« Justice League - Dark «
Næste anmeldelse
» Inferno »


Filmanmeldelser