Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Halloween (116 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/5 2008, 20:26 af Kim Toft Hansen

Kniven var det eneste, han troede på


Kniven var det eneste, han troede på

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De seneste år er horrorfilmen trådt ind i en sensationspræget dødsspiral, der mere og mere fokuserer på sofistikeret sadisme og en nærmest tabloidiseret hunger efter dødelige platheder, der mest af alt kommer til at ligne en lidt for ”pæn” og finpudset stil. Dermed er det ikke sagt, at horroren ikke længere gyser, men gyset bliver ofte iklædt et chokformat, der hurtigt bliver ensformigt. Det betyder, at når stilen fravrister sig en nærhed over for de grusomheder, der skitseres, så formår filmene ikke længere at gøre gyseren troværdig. Trods dette kunne lyde som et ytring ”af denne gamle skole”, så bliver horroren i dag ofte til et langstrakt studie i kreative måder at tage livet af veltrænede ungmøer og disses irriterende kærester. Denne slashergyser har dog sine rødder i noget, der ikke længere ligner, hvad det er blevet til. Nemlig et relativt realistisk filmårti som halvfjerdserne.

De formentlig tre vigtigste slashere, Tobe Hoopers Texas Chainsaw Massacre (1974), John Carpenters Halloween og Sean Cunninghams Friday the 13th (1980), tager netop et overraskende – for os i dag – udgangspunkt i relativt realistiske rammer, der skabes ud af ikke kun stilmæssige sammenhænge og b-filmsbudgetter, men samtidig formår både Hooper, Carpenter og Cunningham at med meget få midler at skabe nogle hurtige karaktertegninger. Dette ser man eksempelvis også i flere af George A. Romeros zombiefilm, hvor det heller ikke nødvendigvis er karaktererne, som bør være i centrum, men for at seeren skal have lyst til at se filmen til ende, må der være nogle karakterer, som man ønsker at følge. Dette formår de nævnte instruktører i overraskende vendinger at oparbejde. Det betyder ikke, at der skabes nogle karakterdramaer, som skal fremhæves unødvendigt, men det betyder, at horroren bliver mere vedkommende – lidt på samme måde som Stephen King formår, når han rent faktisk skriver noget, der er noget værd.

Denne evne har Rob Zombie også, hvilket han demonstrerer gennem både sin egen iscenesættelse, sin musik, sine tekster – og ikke mindst sine film. Det gælder både House of a 1000 Corpses og The Devil’s Rejects, og derfor var det ikke med same ærefrygt som visse andre, at den seneste – netop genindspilningen af John Carpenters Halloween – bliver sat i afspilleren. Et vigtigt aspekt i denne sammenhæng er desuden også, at Zombies Halloween hverken er baseret på John Carpenters og Debra Hills manuskript eller på noget måde præcist følger Carpenters film. I stedet medgiver Zombies film, at den er ”baseret på John Carpenters film”, hvorved den automatisk distancerer sig en smule fra det oprindelige klassiske værk, der bør stå på enhver horror- og/eller slasherbuffs filmhylde. Ikke nok med det! Zombie tør også tage til genmæle over for Carpenters version med udvidelser og ændringer undervejs, hvilket på den ene side skaber en mere selvstændig film (så selvstændig som en "nu render jeg efter dig og hakker i dig-film kan være). Men på den anden side betyder det også, at der formentlig er kommet en film ud af det, som Carpenter selv ville kunne holde til at se.

Og denne værdighed opstår i særdeleshed i Zombies evne til at skærpe sit blik omkring karaktererne, der på ingen måde bliver enormt dybe (faktisk lige på nær hovedkarakteren Michael Myers), men i stedet formår han lynhurtigt hos personerne at skitsere nogle træk, som man hurtigt falder for – eller fatte afsky for. Replikkerne er kondenserede helvedestunger! Ligeså hurtigt som man synes om chaufføren, der grundigt skal må lokum, hvor han dog må lade livet, ligeså hurtigt mister man al lyst til at være i selskab med Myers stedfar. Man føler det nærmest på ingen måde ilde, da Myers illustrativt fæstner stedfaderen til sin stol og kvikt tømmer ham for blod. Derfor formår Zombie at opretholde sit forlægs troværdighed, samtidig med at han også supplerer det – og jeg er kun ganske enig med denne sides biografanmeldelse i, at den uddybende forhistorie danner grundlag for en ekstra dybde for et ellers urørligt filmforlæg. Rob Zombies Halloween har på ingen måde tæmmet Carpenters helvedeskarl af en klassiker.


Forrige anmeldelse
« Kunsten at græde i kor «
Næste anmeldelse
» Indiana Jones og krystalkraniet... »


Filmanmeldelser