Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Something Must Break (81 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 9/2 2015, 22:44 af Kim Toft Hansen

Indbygget selvdestruktion


Indbygget selvdestruktion

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis film havde ret, var straight kærlighed normal, og anden kærlighed var afstikkere fra ideologien. Det er derfor, at heteroseksuelle er straight: lige, ærlige, redelige. Hvis man ikke er straight, er man det modsatte. På film er en kærlighedshistorie gerne en ekstra finesse i en større historie, fx om et skib der synker, eller en flåde der bombes. Men når en kærlighed, der ikke er straight, skal skildres, bliver det fremhævet som hovedsporet i filmen. Sjældent fortæller en film om kærlighed, der ikke er straight, slet og ret. Men fordi ideologien er så stærk i filmen, kan filmen selv også være med til at bryde den. Den svenske instruktør Ester Martin Bergsmarks kritikerroste film Something Must Break kan og gør dette. Filmen er netop udkommet som købefilm.

Filmen handler om den androgyne Sebastian, der lever et rolig stockholmerliv med arbejde og drømme om at møde den rigtige. Hans ydre er svært at afkode, hans stemme er lys, han klæder sig som en kvinde, men tiltales Sebastian. Imidlertid drømmer han om sig selv som kvinden Ellie og det fuldt og helt at være kvinde. Da han en aften møder den vilde Andreas, bliver det indledningen på en selvdestruktiv kærlighedshistorie mellem to, der på hver sin måde leder efter faste og afklarede identitetsstrukturer i en flydende verden af skæv seksualitet og storbyanonymitet. Sebastian støtter sig til sin lesbiske veninde, der – præcis ligesom ham selv – er på jagt efter en at holde om. Men Something Must Break gør alt dette uden helt at skæve til anderledesheden i det hele.

Uden kendskab til Bergmarks baggrund er filmen – ligesom Sebastians personlige indre – intentionelt svær at afkode. Bergmark spiller selv hovedrollen som Sebastian og helt bevidst er det fra starten svært at finde ud af, om han er det ene eller det andet køn. Den personlige fornemmelse for uorden og manglende klare identitetsmarkører giver genlyd i filmens egen iscenesættelse. Filmen er hovedsageligt indspillet med håndholdt kamera, der gør, at den har stilmæssige elementer, som vil minde lidt om dokumentarismens mere rystede kameragange. Men samtidig er den også suppleret med stærke og flotte storbybilleder, der på mange måder – især sammen med musikken – giver en fornemmelse for den neonbelyste 80’er-poesi og punkuro.

Filmen vil ikke selv være hel og homogen. I stedet veksler den mellem denne nærgående personrealisme, nærmest psykologisk realisme, i samspil med kollageagtige locationskud og indre billeder hos Sebastian, der vil være Ellie. Ydermere anvendes en række ultra-slowmotion-sekvenser, der trækker en drømmeagtig forestillingsramme ned over filmen. Faktisk minder stilen meget om Lars von Triers vekslen mellem samme i Antichrist (2009) og Melancholia (2011). Egentlig er filmen endda hist og her nærmest for meget Lars von Trier. Den dogmeagtige urologihed og kombination med fuldstændigt stilsikre og overpoetiske såvel som transgressive sekvenser er mere end stilmæssig inspiration. Det er tæt på strandhugst i en anden mands stil og teknik.

Bergmark er i sin film også inspireret af den unge svenske forfatter Eli Levéns ekfrase over St. Sebastian Du är rötterna som sover vid mina fötter och håller jorden på plats (2010). St. Sebastian er et homoerotisk ikon og den centrale årsag til, at hovedpersonen i Something Must Break hedder netop Sebastian. Men Ester Martin Bergmark leger også med sin egen transseksuelle hovedstol; han er født Martin Sven Bergsmark, men har nu i sine to fornavne i dag et navn til hvert køn. Han har tidligere samarbejdet med Eli Levén i filmen Pojktanten (2012), der er en autobiografisk dokumentarfilm om Bergmark og Levéns parforhold i kombination med nogle fiktive digressioner om ’drengetanten’. Levén er på Something Must Break også medforfatter.

Something Must Break er en næsten direkte oversættelse af den svenske titel Någonting måste gå sönder. Filmen balancerer hele tiden på grænsen til, at Sebastian skal knække. Filmens udfald er dog væsentligt mere nedtonet – og heldigvis for det. Men det er i bund og grund en vedkommende og velfortalt historie om det enkelte menneskes længsel efter at høre til, holde af og have forbindelse til en anden. Det er en kærlighedsfilm, ja, men det er også en identitetsfilm, der fordringsfrit bryder med de tabubelagte og ideologiske rammer omkring det at fortælle en kærlighedsfortælling. Den formår faktisk at balancere på en knivsæg: Den vil ikke som sådan være kritisk over for kønsideologier, men den vil heller ikke undlade at overskride nogle grænser undervejs. I dette spil finder den sin egen fine balance.


Forrige anmeldelse
« Fruitvale Station «
Næste anmeldelse
» Automata »


Filmanmeldelser