Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Halloween (94 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 5/12 2007, 15:09 af Torben Rølmer Bille

Endelig er Michael skræmmende igen!


Endelig er Michael skræmmende igen!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad det indledningsvis blive slået fast – siden de serielt forbundne splatterfilmsproduktioner begyndte at se dagens lys i slutningen af halvfjerdserne og op gennem firserne, har denne anmelder altid haft en forkærlighed for én bestemt skurk. Freddie Krueger var væmmeligt forbrændt, men han ødelagde næsten altid stemningen med sine fjollede one-liners. Jason Voerheers var meget opfindsom i sine valg af redskaber, hvormed han fik onduleret hobetal af teenagere ved Camp Crystal Lake (den personlige favorit er nok stadigvæk kombinationen sovepose + træ), men den ubestridte sejrherre bland filmpsykopaterne har for mig altid været Michael Myers. John Carpenters fabelagtige film fra 1978 hørte til en af de første i VHS-samlingen, og når dette lille b-films mesterværk tillige er blevet sat i maskinen mere end et dusin gange, var det med både en anelse skepsis men også spænding, at undertegnede satte sig til rette for at se Rob Zombies nyfortolkning af Halloween. Zombies House of a 1000 Corpses var en lovende og grotesk debut, der efterlod indtrykket af en form for Texas Chainsaw på LSD, mens den anden film The Devils’ Rejects mest på grund af en al for tynd og rodet plotline skuffede. Til gengæld viste han i begge film, at når det kom til udspekuleret sadisme og grusomhed så var hr. Zombie en af de hårdeste drenge i klassen. Heldigvis holder han sig heller ikke tilbage i Halloween, der både byder på en solid forhistorie og samtidig har bibeholdt alt det som gjorde Carpenters original til et lille mesterværk.

I Carpenters version tog det første møde med 6-årige Michael en fire-fem minutter, hvor vi i POV så ham slagte familien med en køkkenkniv. Maken bliver fjernet, og der klippes til et andet kamera, der afslører, at han bare er en 6-årig dreng. Zombie tager sig derimod en halv times til at fortælle Michaels forhistorie, men han gør det på en måde, så det tilføjer en masse dybde til karakteren. Michael er i Zombies version 10 år og lever sammen med et regulært røvhul af en stedfar, en mor der stripper (i øvrigt spillet af Zombies kone Sheri Moon), en irriterende storesøster og en baby i byen Haddonfield i Illinois. Der er kun få som Zombie, der kan skrive replikker, der virker som et koncentrat af alt det ubehagelige, der nogensinde er blevet sagt i alle Amerikas trailerparker. Det er dybt ubehagelige personer, der omgiver Michael og især stedfaderen, der både åbenlyst hader alle omkring ham og højlydt siger, at han synes søsteren har en god røv, er indbegrebet af maskulin lede. Michael fordriver tiden med at rende rundt med sin klovnemaske og dræbe sine kælerotter. Skolen er bekymret over, at knægten altid kommer i problemer, og de forsøger at få en dialog i gang med moderen, især efter fundet af en død kat i Micheals skoletaske. Skolen har indkaldt en skolepsykolog: Dr. Loomis (Malcolm McDowell – der i øvrigt er en værdig afløser til Donald Pleasance) kan fortælle Michaels mor, at drab på små dyr kan være et tidligt symptom på, at der kan være noget seriøst galt med hendes dreng.

Efter at nogle af skolens bøller har passet Michael op og truet med at fotokopiere en avisannonce for den stripklub, hvor hans mor optræder, dræber Michael sit første menneske. Det er naturligvis den 31. oktober, og Michael fortsætter samme aften rækken af ofre, da han myrder stedfaderen, søsteren og hendes kæreste. Der er et isnende øjeblik i filmen, hvor en blodindsmurt 10-årig Michael nærmer sig den skrigende baby i krybben. Heldigvis trækker Michael masken af og skåner baby.

Michael kommer på institution, og i hans samtaler med Dr. Loomis viser det sig, at han ingen erindring har om mordene. Han mor besøger ham, og Michael spørger interesseret til resten af familien. Samtidig begynder Michael at konstruere primitive masker af pap og papmache, som han insisterer på at ville gå med, fordi han ikke vil vise sit grimme ansigt til verden. Da moderen begår selvmord, stopper Michael med at tale. Selv om man måske skulle tro, at noget af den mystik, der har været omkring Carpenters umælende psykopat, på denne måde forsvinder, idet Zombie lader ham tale, så bør man tro om. De ord som er lagt i Michaels mund og ikke mindst det umenneskelige skift, der sker, idet han holder op med at tale, gør, at seeren ved, at der er noget frygteligt galt med knægten. Han er, som Loomis siger, ikke længere et menneske men et monster.

I filmens sidste time får vi så historien om Michael som voksen. Der er gået 15 år, og Michael er blevet en kolos af en mand. Han laver stadig masker, og har ikke sagt et ord alle årene. Dr. Loomis giver op. Han mener ikke, han kan gøre mere for Michael, og derfor skal den tavse psykopat overflyttes til en anden anstalt. Michael dræber vagterne og flygter. Loomis ved instinktivt, at han vil styre mod Haddonfield, mod sit barndomshjem, for at finde den sidste rest af familien – søsteren Laurie. Resten af filmen er velbevandret territorium – men Zombie har, som tidligere nævnt, bibeholdt en mængde detaljer og de scener, der var med til at gøre originalen fantastisk. Samtidig er der blevet skruet op for både tempoet, kamerføringen, klipperytmen, sadismen og blodsudgydelserne – sidstnævnte har næsten været en nødvendighed, idet det moderne horror-publikum er vant til at se film som Eli Roths Hostel eller Saw-serien.

Der er i 2007-udgaven af Halloween altså ikke tale om en scene-by-scene remake af originalen, men en nyfortolkning af en instruktør, der synes at have lige så stor respekt og kærlighed til Carpenters film, som selv de mest benhårde fans. Der er så mange gode visuelle detaljer, at det er svært at vide, hvor man skal starte; et godt sted er 10-årige Michales KISS t-shirt, der både er en venlig kommentar til perioden, men lige så meget viser, hvor Michaels har sin fascination af masker fra. Apropos masken – så finder Michael efter flugten fra hospitalet den udtryksløse hvide maske under rådne gulvplanker i sit barndomshjem. De 15 år har ikke været nådige, og det gennemtærede og forrevne latex gør masken næsten endnu mere skræmmende. På lydsiden hører man foruden det klassiske, originale Carpenter-tema, Alice Coopers ”Only Women Bleed” og Blue Öyster Cults ”Don’t Fear the Reaper”, mens Michael passende svinger køkkengrejet i takt. På utallige TV skimtes i forbifarten science fiction og gyserklassikere som eksempelvis The Thing from Another World (1951), Forbidden Planet (1956) og White Zombie (1959), og selv om det ville have været nærliggende at lade et TV vise Jamie Lee Curtis skrige lungerne ud, er det mærkværdigt befriende, at det ikke sker. Scout Tylor Compton, der spiller Laurie, er desværre langt fra i samme klasse som en ung Jaimie Lee, men lad os være ærlige – det er heller ikke hende, der er det mest interessante – det er og har altid været Michael. Foruden den koparede mexicaner Danny Trejo, som vi genkender fra en lang række genrefilm, er det ligeledes er rart at (gen)se hårde b-films drenge som Udo Kier, Brad Dourif og Sid Haig på rollelisten.

Der har været en del hæderlige genindspilninger af horrorklassikere i løbet af de sidste par år, eksempelvis Marcus Nispels Texas Chainsaw Massacre (2003) og Zack Snyders Dawn of the Dead (2004), men Halloween er i 2007-udgaven helt klart den mest vellykkede af disse. Den sidste halve time af filmen er man på kanten af sædet, selv om man udmærket tror, man ved, hvad der sker med Carol Clovers berømte ”final girl” til sidst. Måden filmen ender på, antyder at noget sødt og uskyldigt er blevet fordærvet for altid ved mødet med Michael. Efter en lang række fortsættelser til den originale film (hvor Halloween II måske var den eneste anden seværdige) har Rob Zombie skabt en film, der igen gør Michael Myers ubehageligt skræmmende. Led ikke længere; ”The boogeyman is back!”


Forrige anmeldelse
« AFR «
Næste anmeldelse
» Stardust »


Filmanmeldelser