Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The big short (130 min.) Købefilm / Paramount
Anmeldt 15/6 2016, 09:15 af Torben Rølmer Bille

Skræmmende og vedkommende


Skræmmende og vedkommende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det må i sagens natur være enormt svært at lave underholdning, der tager udgangspunkt i finansverdenen. Selvfølgelig er der undtagelser, for såvel Oliver Stones to film om Wall Street, som Scorceses The Wolf of Wall Street får skabt drama med finansverdenen som baggrund. Langt sværere må det dog have været for Adam McKay at pitche ideen til The Big Short, for det er en film, der helt kort fortalt handler om tiden op til finanskrisen i 2008 og ikke mindst fokuserer på de individer i bankverdenen, der havde forudset at dette ville ske, men uden at der var nogen som tog dem alvorligt.

Når man skaber en film som denne, har man både et ansvar over for de, der kender finanssektoren indgående til at gøre de virkelighedsbaserede begivenheder troværdige og samtidig over for den jævne seer, som blot vil underholdes eller se en spændende film. Spørgsmålet er blot, hvordan man afbalancerer dette krav om at skildre en økonomisk kompleks situation, samtidig med at man heller har til hensigt at miste seere, der – lige som Kapellets udsendte – nærmest blærer sig med at være notorisk dårlig til matematik, og som ikke interesserer sig for finanser, så længe der stadig er lidt penge tilbage på dankortet sidst på måneden.

Her må Adam McKay og holdet bag The Big Short roses for deres løsninger, for når dialogen i filmen bliver alt for tynget af begreber som ”variable rentesatser” og ”sub-primære lån”, bryder filmen nærmest konsekvent den tredje væg og leverer en meget pædagogisk forklaring på termerne, der benyttes. På den måde bliver sagerne illustreret på en langt mere spiselig vis. Eksempelvis lader filmmagerne en smuk kvinde i et boblebad forklare, hvordan bankerne organiserede disse risikable lån.

Selv om filmen handler om børsmarkedet og bankverdenens måder at håndtere enorme, imaginære summer på, så er det en film, der ender med at være utrolig seværdig, både på grund af de gode skuespillere, men også fordi fortællingen, om hvor stor indflydelse finansmarkederne har på vores hverdag, er ganske skræmmende at blive mindet om. Ikke mindst fordi filmen runder af med en morale og en række informationer, der synes at pege i retning af, at markedet er ved at gentage de rutiner og genindføre de typer af risikofyldte lån (nu under andre navne), som fik markederne verden over til næsten at bryde totalt sammen i 2008.

Clouet ved The Big Short er nemlig, at den formår at forklare, selv for bløde humanister med nummerforskrækkelse, hvad de primære årsager til finansmarkedets kollaps var uden at miste seeren undervejs. Dette sker ikke udelukkende i sekvenser lig den med boblebadet, men i lige så høj grad gennem de figurer vi følger gennem filmen.

Helt tilbage i 2005 opdagede den excentriske matematikprofessor, dr. Michael Burry (spillet indadvendt overbevisende af Christian Bale), at boligmarkedet var knap så stabilt, som alle gik og troede. Kort sagt så var de lån, der var blevet givet til fast ejendom, noget som resten af de amerikanske økonomi så som en slags guld-standard – en fast mængde penge bundet op i gæld og ejendomme – noget som man kunne regne med. Da Burry sammen med sin stab manuelt begyndte at se på hver enkelt udlånssag, fandt han hurtigt ud af, at ikke alene var mange af disse lån overbelånte, men der var heller ikke nogen chance for at de, som havde optaget lånene, nogensinde ville være i stand til at betale dem tilbage.

Burrys ideer forplantede sig til en lille gruppe af ligesindede investorer og finansfolk. Blandt disse var også den nærmest kronisk sure og systemfjendske Mark Baum, der bl.a. på grund af hans ry og væremåde havde svært ved at overbevise andre om hans påstande. Dette især fordi han havde en lang historie for at male fanden på væggen ved enhver given lejlighed. Sammen med en håndfuld andre finansmænd, forsøgte de at advare både bankerne, investorerne og medierne om, at den var helt gal, men tydeligvis var der ingen, der lyttede, før det skulle vise sig at være alt, alt for sent.

Så selv om filmen er en film om finansverdenen, fyldt med den slags dialog, der normalt er forbeholdt din bankrådgiver, så er den samtidig både utrolig relevant og uhyggelig aktuel, idet den både leverer en bredside til finansverdenens kyniske, overfladiske måde at håndtere finanserne på, men som selvsagt også understreger, at når man tjener så store penge på at handle med ting, som reelt ikke har nogen værdi, så går det i sidste ende ud over alle de, der i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

Som i alle denne slags fortællinger så er det svært ikke at blive både indigneret og lige så rebelsk anlagt som Mark Baums figur over at se, hvordan bankmænd og børshajer på den måde har tjent styrtende på andre folks ulykke. Endnu mere bekymrende er det, at finanssektoren tilsyneladende ikke har lært ret meget af krisen og deres egen ulykke, men i stedet fortsætter ufortrødent med at finde nye, lignende måder at tjene penge på. Måder som kan være lige så risikable som de, der startede finanskrisen.

Bliv derfor ikke afskrækket fra ideen om at bruge over to timer på en film, der handler om penge, og de der leger med dem, for selv om dette er en fiktionsfilm, så er dens pointer både vigtige og ikke mindst enormt skræmmende. Det er en film, der både er dramatisk, men som især er tankevækkende og ikke så lidt vigtig.


Forrige anmeldelse
« The Hateful Eight «
Næste anmeldelse
» Goosebumps »


Filmanmeldelser