Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Wolf of Wall Street (180 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 16/6 2014, 22:37 af Kim Toft Hansen

Scorseses ulvehyl


Scorseses ulvehyl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan man lave en biopic om en mands deroute og samtidig give filmen en feel good-stemning? Åbenbart! Martin Scorseses The Wolf of Wall Street formår at samle den vilde og autentiske fortælling om børsmægleren Jordan Belfort i en film, der er flot, temmelig morsom og visuelt overlegen, mens den samtidig fortæller om en grådig mands dybe fald. Filmen er netop udkommet som købefilm.

Jordan Belfort var en barn af 80'ernes yuppietid, havde Gordon Gekko som sit idol, og havde som grundlæggende filosofi, at rig er bedre end fattig og at penge havde det bedste i hans lommer. Han indledte sin karriere ganske lovlydigt og innovativt, men indså hurtigt de muligheder, der gemte sig i en branche, der var et udtryk for en ukritisk lyst til at tjene hurtige penge. Belforts salgstalent, som han senere videregav til sine 100-vis af ansatte, udnyttede grådige folks naivitet.

Det er i princippet dette, The Wolf of Wall Street handler om. Det, og så den vilde 80'erfest med stoffer, kvinder og fest, som firmaet Stratton Oakmont bar præg af. Indledningsvist kunne det derfor lyde som en kritisk film, der vil kaste lys over en finanssektor præget af pengestærke absurditeter. Ja, en karakter udtaler på et tidspunkt, at børsarbejde handler om at tjene penge på det usynlige, det ikke-eksisterende. Men det et sagt i ramme alvor - som indtjeningspotentiale.

Filmen falder derfor ikke i, hvor andre film bliver velmenende og belærende. I stedet fortæller den med elementær fascination om Belforts syndikat, som undertiden faktisk tiltrak mafiaens hårde drenge, der mente at kunne lære noget af Belfort. Den bliver heller ikke til en film, hvor vi skal føle os sørgmuntre af en mands undergang eller glæde os over en Gekko’sk deroute. Med en fortælleglæde og en fænomenal filmisk rytme formår den faktisk at gøre begge dele samtidig.

Filmen er stort set holdt i Belforts synsvinkel. Den er baseret på hans egne bestsellererindringer og handlingen - hvor vild og sindsyg det end måtte virke - er verificeret af flere kilder. Det er lidt en amerikansk Spies-konge radikaliseret udi det eksponentielle. Belforts synsvinkel er desuden gjort interessant via en nærmest Woody Allen'sk metafiktiv leg med handlingen. Det er i princippet filmens måde at vise Belfort som en slags utroværdig fortæller, men også som en fortæller der alligevel, og måske derfor, er enormt spændende at høre på.

Filmens tilblivelse er faktisk interessant ud fra netop det finansielle perspektiv. Idéen blev til hos primært Leonardo DiCaprio, der igen overgår sig selv som hovedrolleindehaveren Belfort, og han fandt hurtigt frem til Martin Scorsese som instruktør, som også hurtigt fascineredes af Terence Winters manuskript. Filmen er faktisk en rigtig new yourker-fortælling, ligesom langt de fleste af Scorseses storfilm er det.

Men filmen led først en krank skæbne i 2008, da finanskrisen satte en stopper for investorernes interesse. Indholdet og den skæve synsvinkel var for dristig og en for usikker investering i en tid, hvor det var sikre dollar, de var på udkig efter. DiCaprio arbejdede videre som producer, også med andre instruktører, men til sidst vendte Scorsese tilbage - og filmproduktionen blev sat i gang i 2012. Bagefter har den været nomineret til utallige priser.

En af de ting, der gør filmen så gennemført og dragende, er dens klipning. Den er på den ene side præget af lange indstillinger, der nænsomt glider ind og ud af det metafiktive. På den anden side er den undertiden fantastisk hurtigt komprimeret. Stjerneeksemplet er den scene, hvor Belfort lærer sine ansatte at sælge værdiløse papirer. Der er optaget omkring fyrre scener med forskellige karakterer, som er klippet sammen med Belfort, der selv viser, hvordan det skal gøres. Det hele er stykket sammen, som var det blot én salgssituation. Den slags flotte sekvenser er der mange af i filmen.

Filmens titel er autentisk. Et amerikansk magasin døbte kritisk Belfort 'The Wolf of Wall Street'. I første omgang til Belforts store fortrydelse. Senere viste det sig at være en titel, han kunne besmykke sig med. Det gav ham stjernestatus. En status, ham i visse kredse i dag stadig har. Han er nu - efter han er forment adgang til børshandel, for han blev til sidst fængslet - en såkaldt 'motivational speaker' og tjener penge på det, mens han afbetaler sig gæld til de, der blev udsat for svindel og hvidvaskning.

The Wolf of Wall Street er vor tids udmærkede opdatering af Oliver Stones klassiker Wall Street (1987) - og DiCaprios Belfort er en selvbevidst ny udgave af Michael Douglas' Gordon Gekko. Der er alligevel i Scorseses film en vis opdragende tone blandt andet motiveret af Belfort selv. 'Greed is good', sagde Gekko - Belfort har, måske som et salgspitch for sine foredrag, en sælgers illusion, sagt, at det ikke er rigtigt. Grådigt ville jeg dog ønske, at The Wolf of Wall Street - trods sin tretimers varighed - var endnu længere. Det er slet og ret en rigtig, rigtig god film.


Forrige anmeldelse
« Inmate 48 «
Næste anmeldelse
» Walesa, håbets mand »


Filmanmeldelser