Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Young Adult (94 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 29/8 2012, 19:32 af Mette Krucov Rieks

Vi lærer ikke altid af vores fejl


Vi lærer ikke altid af vores fejl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det sker sjældent – i hvert fald for denne anmelder – at man ser en film, hvor man hverken bryder sig om eller udvikler sympati for hovedpersonen; ikke engang når filmen er færdig. Lidt oftere sker det dog, at man må bruge en rum tid på at bearbejde dét, man lige har set. En sådan film er Young Adult.

Charlize Therons karakter, 37-årige Mavis Gary, er lige præcis så egocentrisk, usympatisk og fordrukken i slutningen af filmen, som i starten. Dette medvirker også til, at Jason Reitmans seneste film kræver en vis mængde hjerneaktivitet af dens publikum i timerne efter, de sidste navne på rulleteksterne er forsvundet ud i mørket, for det er uundgåeligt at spørge sig selv: ”Hvorfor ændrer Mavis Gary sig ikke?”.

Jason Reitman, der har instrueret succesfilmene Thank You for Smoking, Juno og Up in the Air, har med Young Adult lavet en tåkrummende og tragikomisk komedie om den fallerede highschool prom queen, Mavis Gary, som tager tilbage til hjembyen Mercury for at få sin gamle flamme tilbage. Årsagen til denne rejse er, at hun med en skilsmisse på bagen og en teenagebogserie, der er over sidste salgsdato, anser tiden på Mercury High som det lykkeligste tidspunkt i hendes liv. Derudover mener hun også, at hun kan befri ekskæresten fra det dræbende kedelige, småborgerlige liv, han lever med sin kone og nyfødte datter.

Problemet for vores alkoholiserede hovedperson er blot, at han er lykkelig og ikke har brug for at blive reddet. Dette fører til en perlerække af pinlige optrin, hvor man som seer har lyst til at råbe til hende, at hun skal vågne op og indse, at hun ikke kan blive ved med at leve gennem de teenagekarakterer, hun skriver til live i sine bøger. Det er derfor befriende, at hun finder selskab i Matt; en fyr, som hun i highschool ikke anede eksisterede, og som blev banket invalid af nogle sportsfyre, der troede, han var bøsse. Han agerer publikums stemme, idet han som den eneste tør sige, at hun opfører sig som en ”psycotic prom queen bitch”. Filmen – og Mavis’ rejse – slutter i et køkken i Marcury med en scene, der vender op og ned på historien og publikums forventning til filmens slutning.

Young Adult er skåret over den samme skabelon som så mange andre Hollywood–film. Den tidligere så populære pige rejser hjem på en mission. Missionen lykkedes ikke, hvilket tvinger selvsamme pige til at overveje missionen og sit liv. Men der stopper sammenligningen så. For Mavis Gary lærer ikke noget af den mislykkede mission, og ændrer sig ikke til en bedre og mere fuldkommen person – hvilket ellers er den normale pointe i de fleste Hollywood–film. Dette kan umiddelbart synes både underligt, irriterende og afvigende, men når filmen er blevet bearbejdet, gennemtænkt og måske endda set igen, er det forfriskende med en film, der ikke serverer det hele i et whiskeyglas. I stedet kræver den, at publikum bruger tid på at analysere filmen og dens problematiske hovedperson, som får os til at indse, at virkelighedens mennesker ikke altid ændrer sig.


Forrige anmeldelse
« John Carter «
Næste anmeldelse
» Return of the Living Dead pt. I... »


Filmanmeldelser