Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




San Andreas (114 min.) Biografversion / Warner
Anmeldt 1/6 2015, 23:10 af Torben Rølmer Bille

Katastrofalt underholdende


Katastrofalt underholdende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Opskriften op en katastrofefilm er i grunden meget enkel: man starter med at beslutte sig for, hvilken type katastrofe, der skal være tale om: en synkende skude, et brændende højhus, en naturkatastrofe eller ligefrem jordens undergang.

Så introducerer man en række figurer for tilskueren. Oftest er det en familie eller gruppe af venner, som i starten er splittede, men som takket være katastrofen og tanken om deres nært forestående død finder ud af, hvor meget de i virkeligheden elsker hinanden. Blandt figurerne skal også være en samling kontrastkarakterer som skal være med i denne slags film: usympatiske egoister, der ofte lader deres venner/familie i stikken, samt eksperter og videnskabsmænd, der ved noget om katastrofens reelle omfang, plus journalister der kan dække begivenhederne og sørge for, at det hele virker troværdigt.

Der er slutteligt brug for en eller flere handlekraftige helte samt en ordentlig røvfuld specialeffekter, der kan få det hele til at se realistisk ud, og som er garant for, at seeren får de spektakulære sekvenser, som man forventer. Sådan en film er San Andreas, og selv om den følger formlen til punkt og prikke, er det samtidig en virkelig vellykket og dybt underholdende genrefilm.

Groft sagt kan man dele katastrofefilm som disse op i to underkategorier: 1) katastrofedramaet, hvor det, som eksempelvis i tsunamifilmen The Impossible, er de mellemmenneskelige relationer, som er i fokus. Og 2) katastrofe-actionfilmen, hvor det er katastrofen, det spektakulære og de mange nærdødsoplevelser, som hovedpersonerne udsættes for, der ender med at blive drivkraften.

San Andreas hører bestemt til den sidstnævnte kategori, for selv om man da godt kan fatte sympati for filmens karakterer, ved man godt, inderst inde, at dem man følger, modsat de millionvis af andre indbyggere i de storbyer som udslettes, sikkert nok skal klare ærterne til sidst. Hovedaktørerne forbliver simple, todimensionelle figurer, for det er jordskælvet og masseødelæggelserne, som følger i kølvandet på dette, der bliver filmens egentlige hovedperson.

Filmen starter med en redningssituation, hvor vi bliver præsenteret for filmens helt, helkopterpiloten Ray, der har nerver af stål, og som - trods den situation, han er blevet kaldt ud til, virker helt umulig - mod alle odds viser sit værd og får de implicerede personer, deriblandt hans eget personale, reddet med livet i behold. Ray har endnu ikke underskrevet skilsmissepapirerne, og det er klart at han stadig holder af både sin kone og deres fælles datter, der nu opholder sig hos en slesk arkitekt, som moderen er blevet kærester med. Traumatiseret er Ray også, idet parrets anden datter druknede for flere år siden. En drukneulykke, der sikkert nok skal komme til at spille ind på filmens videre handling.

Parallelt med Rays historie følger vi en seismolog, der bliver spillet af Paul Giametti. Han er sammen med sit team på CalTech ved at udvikle en metode til at spore jordskælv, før de opstår, men mens han er ude i felten sammen med en kollega for at afprøve deres teori, rammes området pludseligt af et voldsomt skælv, der blandt andet får Hooverdæmningen til at brase sammen, som var det en samling DUPLO-klodser, der blev sparket til af en arrig treårig. Dette er i øvrigt ikke en spoiler, for dem der har set traileren til filmen. Desuden ved de fleste, der holder af film, at har man i en katastrofefilm fået fremvist et imponerende bygningsværk, er det udelukkende tænkt som et set-up, der blot venter på det pay-off, hvor det hele bliver tilintetgjort.

Vores forsker indser hurtigt, at jordskælvet i Arizona kun er begyndelsen på noget langt værre, langt større. For lige så snart han er kommet hjem til laboratoriet, vælter det ind med målinger, der antyder, at dette kun var overturen. Hele San Andreas-forkastningen har nemlig tænkt sig at vriste sig løs, og derfor er størstedelen af den amerikanske vestkyst truet. Da rystelserne begynder, er Ray dog primært bekymret over sin kone og sin datters velvære, så han flyver straks hen for at rede hustruen, der tilfældigvis spiser frokost med Kylie Minogue, der dog ikke optræder som sig selv men i rollen som førnævnte arkitektens søster.

Det er hverken de stærke figurer eller det gode skuespil, man tager med sig fra San Andreas. Det er imidlertid de imponerende detaljerige effekter, der viser storbyer bliver decimeret, kolossale bygninger, der flås fra hinanden og skrigende menneskemængder, der forsøger at undslippe vandmasser, murbrokker og resten af katastrofen. Selv om 3D efterhånden er blevet hverdagskost i de fleste biografer, så er et action-spektakel som dette nærmest skabt til formatet. Dette fungerer især, når kameraet konstant bevæger sig gennem smadrede bygninger eller forsøger at pirke til ens højdeskræk, når den viser folk der klamrer sig til livet i fingerspidserne, mens jorden åbner sig langt under dem. Illusionen om total ødelæggelse er i al fald ganske god.

Der er sikkert mange, der vil mene, at det er mere end blot en smule usmageligt, at vi som seere, i biografens trygge rammer, fryder sig over at bevidne fiktive jordskælv, når nu reelle katastrofer som eksempelvis det, der her i april 2015 ramte Nepal, er alt for tæt på. Her mistede mindst 5200 mennesker ikke opdigtede figurer deres liv, og titusindvis af overlevende står tilbage uden deres hjem og familie. Ikke desto mindre har Warner holdt fast i, at deres film skulle i biograferne som lovet. Til gengæld har de tilføjet nogle informationer om, hvor man kan finde mere information om jordskælv i deres rulletekster. Nogle vil finde dette usmageligt, men én ting er virkelighedens verden, en anden ting underholdningsindustriens jagt på vore spareskillinger, og indimellem bør man måske trække en hårdere linje mellem fakta og fiktion. Især i tilfælde som disse.

Nogle vil måske også mene, at ideen om at ende med en kommentar om, at: ”nu skal vi bare i gang med at bygge det hele op igen” (en slet skjult reference til den ærkeamerikanske idé om aldrig at give op, uanset hvor sort det ser ud) er en ganske flad undskyldning for en lykkelig slutning. Men til trods for disse anker så fungerer filmen faktisk godt på sine egne præmisser. Uanset hvad end ens moral dikterer, så er San Andreas nemlig en uhyre effektiv katastrofefilm, der hurtigt kommer op i tempo, og som formår at holde sig kørende på det høje gear hele vejen igennem. Den gør hverken sine tilskuere klogere eller giver plads til dyb eftertanke, men det er heller ikke hensigten. Hensigten er derimod at levere spektakulære ødelæggelses- og action-scener, og det klarer den til fulde.


Forrige anmeldelse
« Wild Tales «
Næste anmeldelse
» The Duke of Burgundy »


Filmanmeldelser