Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




A walk among the tombstones (114 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 24/2 2015, 18:52 af Torben Rølmer Bille

Taken noir


Taken noir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ofte langt mellem de virkelig spændende, dystre thrillers. Heldigvis er der er godt nyt på denne front. For holder man af film som Se7en, Romeo is Bleeding, 8 mm eller Angel Heart er A walk among the tombstones, en film der måske ikke helt er i samme klasse som de førnævnte, men dæleme tæt på.

Liam Neson har i gennem de senere år transformeret sig fra karakterskuespiller til ham, man hyrer, når der er brug for en handlekraftig, stålsat hovedperson. Det hele kickstarede med filmen Taken, men sidenhen har man kunnet se ham i film som eksempelvis The A-Team, Non-stop og flere film helt uden bindestreg i titlen.

A walk among the tombstones er på mange måder en klassisk neo-noir film. Den foregår i storbyen. Det øsregner det meste af tiden, og den verden vi føres ind i er en, der primært består af narkohandlere og sadistiske mordere. Vi befinder os i New York i 1999. Årtusindskiftet står for døren og byen sitrer af en generel stemning af utryghed og mismod.

Vores hovedperson er naturligvis også en antihelt, der er voldsomt mærket af sin fortid, faktisk i sådan en grad at han både er holdt op med at drikke og tydeligvis er så tæt på døden, at han ikke frygter den. Matt er nemlig en forhenværende betjent, der nu arbejder som privatdetektiv. Han har dog ikke har en egentlig licens til at udføre denne gerning, hvilket betyder at hans klienter ofte er nogle, der helst vil undgå politiets indblanding. Af selvsamme grund opsøges Matt en dag af en af byens narkohandlere. Dealeren kan fortælle at hans kone blev kidnappet for to dage siden og selv om han betalte folkene bag kidnapningen en løsesum, fik han hende ikke levende tilbage.

Da Matt begynder at grave i sagen opdager han, at der har været fortilfælde. Flere kvinder er blevet fundet dræbt og parteret i adskillige dele i løbet af den seneste tid, og inden længe er han på sporet af nogle utroligt sadistiske og koldblodige psykopater, der tydeligvis ikke skyr nogen midler i deres afpresning af en række personer i byens underverden. Metodikken er altid den samme. De går målrettet mod de mennesker, som forbryderne holder allermest af.

Der er flere delelementer, der gør at filmen hæver sig over det jævne. For det første er selve efterforskningen, som Matt indleder, utroligt spændende at følge med i. Hans søgen efter gerningsmændene får bragt ham i kontakt med en lang række mere eller mindre skumle personligheder, der synes at opholde sig i dele af New York, som forekommer at være så langt fra Times Squares neonlys som muligt.

Dernæst er de figurer, som filmen skildrer sært troværdige, hvilket også gælder de utroligt forstyrrede individer, som Matt har fået færden af. De scener hvor seeren får et indblik i deres verden er virkelig ubehagelige. Dette er ikke fordi seeren bliver præsenteret for de lemlæstelser og den tortur, de udøver på deres ofre direkte, men derimod oplever vi, hvordan morderne fortæller deres ofre, hvad de har tænkt sig at gøre ved dem, hvilket nærmest er værre. Der er som bekendt ingen filmiske virkemidler, der er lige så effektive som seerens fantasi.

Endelig benytter filmen sig af en klassisk deadlinestruktur, der samtidig med at Matt kommer tættere på sit mål presser ham endnu mere. Morderne har naturligvis udset sig endnu et offer som det lykkes dem at kidnappe og spørgsmålet er så, om Matt når at finde dem i tide, inden også hun bliver tortureret til døde og hakket i småstykker. Selv om man er velbevandret i genren, er der faktisk reel usikkerhed for at dette sker i A walk among the tombstones, for det er en film, der bestemt ikke holder sig tilbage.

Filmen er virkelig barsk, kynisk og skurkene er så nederdrægtigt lede, at man faktisk får ondt af de stakkels pushere, der lever i frygt for at de aldrig ser de mennesker, der betyder allermest for dem igen. Det kan måske virke paradoksalt, at man ligefrem skal fatte sympati for figurer som andetsteds skildres som skurke, men det er netop denne type klichebrud som gør filmen så effektiv. I sand noir-stil viser den at selv barske, barkede mænd også kan have stærke følelser for andre mennesker.

A walk among the tombstones er en gave til alle, der har gået og sukket efter en virkelig spændende detektivfilm, men det er også en film, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Liam Neeson er perfekt typecastet til rollen som Matt, for det er svært ikke at tænke på førnævnte Taken i de scener, hvor han kommunikerer telefonisk med kidnapperne. Når det så er sagt, er A walk among the tombstones nok primært henvendt til et mere voksent publikum, for selv om der er actionscener, er fokus i denne film i langt højere grad på opklaringsarbejdet. Så Kapellets anbefaling til en vellykket fredag aften er derfor som følger: tænd en smøg, hæld burbon op i det nærmeste glas og tag en vandretur med Matt på kirkegården. Det vil du med garanti ikke fortryde.


Forrige anmeldelse
« The Quiet Ones «
Næste anmeldelse
» The two faces of January »


Filmanmeldelser