Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Evil Dead II (84 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 1/10 2014, 19:00 af Kim Toft Hansen

Den onde død vender tilbage


Den onde død vender tilbage

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sam Raimi tvivlede faktisk på projektet, da producer Robert Tapert foreslog at lave en film sammen med Bruce Campbell, der netop var blevet arbejdsløs. Han troede ikke rigtig på, at de kunne samle finanser til en lowbudget gyser. Han blev overtalt. Heldigvis. Og resultatet blev The Evil Dead (1981): en af gysergenrens mest genremanifesterende film. Siden har vi set utallige billige gysere, især fra indiescenen, hvor handlingen er henlagt til en hytte i en mørk skov. Det er billigt og uforstyrret at optage i en skov langt ude på landet. Raimis film blev til et holdbart franchise, der så sent som sidste år blev videreført i endnu en udgave af filmens univers. Turen er nu kommet til, at den oprindelige trilogis anden film Evil Dead II: Dead by Dawn (1987) skal smides på gaden på BD.

Modtagelsen af den første film var ikke overvældende. Det er de sjældent for gyserfilm. Men da Stephen King skrev en positiv anmeldelse af filmen, satte det skub i sagerne. Han anerkendte dens genreforførelse, men allerede da Raimi skulle lave 2’eren, var formlen blevet udbredt og velkendt. Året forinden havde den mindst ligeså genredannende Friday the 13th (1980) set dagens lys. Hvor Cunninghams klassiker søsatte den ekstreme slasher, koblede Raimi det hele ind i et mytologisk og overnaturligt univers. Men fordi disse to film havde grundlagt en formular, der var så let at replicere, måtte Raimi ændre lidt på optikken i opfølgeren, der først skulle komme seks år efter den første. Nu var vinklen, snarere end et for samtiden effektivt gys, en slapstick dekonstruktion af samme.

Sam Raimi var litteraturstuderende, da idéen om en gyser blev ham forelagt. Han havde lige læst H.P. Lovecrafts noveller, hvori dødebogen Necronomicon optræder flere steder. Dette hiver han ind som grundlag for den ellers simple handling i filmene, men det indføjer den appellerende mytologiske dybde, der gør, at filmene kan holde over tid, selvom stilen i dag virker uddateret. I anerkendelse af denne mytologi krydser også Fredag d. 13-serien ind over cthulhu-rammen i den niende film i slasherserien. Alle film i serien trækker på dette Lovecraft-univers, men modellen for, hvordan filmene skal opfattes og afkodes er meget forskellige. Der er ikke meget gys tilbage, når vi når til efterfølgeren, der ganske simpelt er en selvironisk leg med forlægget.

Første del af Evil Dead II er en genindføring i første film, men handlingen er lidt anderledes end i den første. Det hele er dog ene alene med den undskyldning, at vi skal have Ash – Bruce Campbells ikoniske hovedrolle – og kæresten sendt ud i en hytten i den mørke skov. Her finder de optagelsen af en professors oversættelse af Necrononimon, og afspilningen af denne frisætter de mørke kræfter i skoven. Dæmonerne vender tilbage. I løbet af blot små syv minutter er vi allerede i gang, og kort efter må Ash slå sin kæreste ihjel, fordi hun er blevet besat. Ganske effektivt formår filmen i lang tid at fastholde fokus på Ash alene i hytten (eller helt alene er han jo ikke), indtil han får selskab af professorens datter med kæreste. Undervejs skal vi mange sære og fjollede påfund igennem.

Filmens særmærke er Ashs besatte hånd, som han undervejs er nødt til at save af med en motorsav. Ikke alene er de mange scener med Ash, der kæmper med sin egen hånd kostelige. De efterfølgende besynderlige sekvenser, der dukker op, når hånden alene driller, er mindst ligeså syrede. Et væld af andre scener understreger filmens vanvittige slapstick-overspil, der godt nok også trækker på gyserens repertoire af dæmoner, gore og jagtscener. Men de er tonet helt ned – eller ud. De passager, hvori point of view følger ’det onde’ i skoven er fine og stadig effektive. Men det er det overvældende og humoristiske selvopgør, der gør, at filmen i dag stadig holder. Selvsikkert lægger den også op til en opfølger, der som bekendt kommer med den mindst ligeså kostelige Army of Darkness (1992).

Der er efter de første films kultsucces lavet en række øvrige transponeringer. En række af middelmådige computerspil lige fra de glade Commodore-dage til moderne smartphone-apps. Et par obligatoriske tegneserier og en tv-serie er det også blevet til. Mest opmærksomhed fik en off-Broadway musical i 2007, hvor de forreste rækker fik udleveret regnflakker, fordi blodsprøjtene ville plette gæsternes tøj. Af kuriøs viden er også, at de helt spæde skridt ind i filmproduktion tog Joel Coen som assistent bag klippebordet på Evil Dead. Men helt elementært er det slående, hvor godt humoren i Evil Dead II stadig virker den dag i dag. Den er bevidst om, at gyset vil tabe over tid, og derfor er gyseren særdeles useriøs. Og derfor kan Evil Dead II sagtens ses i dag. Og fans vil med glæde føje BD’en (med en lille fin samling ekstramateriale) til samlingen af et stadigt stødt voksende franchise.


Forrige anmeldelse
« Ekstra Bladet – Uden for citat «
Næste anmeldelse
» The Equalizer »


Filmanmeldelser