Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Fury (134 min.) Købsfilm / Universal Sony Pictures Nordic
Anmeldt 23/3 2015, 16:25 af Kim Toft Hansen

Krigsfar bliver sur


Krigsfar bliver sur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er egentlig et fabelagtig fallossymbol. Kanonløbet på en tank. At lave en film om en tank er mandigt. Intet andet og meget mere end det. Fury er navnet. På filmen og på tanken. Udgangspunktet er historier og myter om amerikanske tanks, der tog turen fra den franske kyst og hele vejen dybt ind i Tyskland. Penetrationen er geografisk. Logikken er, at den pansrede mandskabsvogn er en effektiv dødsmaskine, der kan udfordre en veludrustet hær. Problemet er blot at tyskernes fallos var større end amerikanernes. Derfor skulle tigerne – de tyske Tiger Tanks – nedkæmpes med list. Det er der lavet en film om. En film, der er overraskende god.

Vi er tæt ved afslutningen af Anden Verdenskrig. 1945. Tyskerne er i knæ, men har endnu ikke givet op. Vejen går mod Berlin, men undervejs kæmper de resterende tyske tropper stadig umådeligt effektivt. En gruppe soldater i tanken Fury, sammen med tre andre tanks, kæmper sig vej ind i mørkets hjerte. Sendes på en mission af en officer, der godt ved, at de er for få. Gruppen mister en soldat og må tage en rookie med på slæb. Han får om ikke andet en meget håndgribelig uddannelse i krig. Handlingen er ikke specielt narrativ. Filmen er mere bundet sammen af enkeltvise tableauer. Tableauer, der handler om kamp mod tyskerne og indsigt i krigsmaskineriets ødelæggelser.

Fury er ikke en typisk amerikansk krigsfilm. Heller ikke en typisk film om den sidste store krig. Den er overraskende rolig. Den fokuserer på sammenholdet i og uden for tank’en. Envidere pejler den en mistrøstig og tragisk stemning. Ikke opgivende, tværtom, snarere en eksistentiel, rolig erkendelse af menneskets destruktive kræfter. På mange måder en, om jeg så må sige, russisk stemning. Med mindelser til Gå og se (1985), Brændt af solen-trilogien (1993-2010) og Stalingrad hæfter filmen sig mere ved det enkelte menneske og relationerne, der enten er lårtykke eller bristeklare. Måske endda begge dele samtidig. Krig skildres ikke som et heltekvad, men snarere som en nedadgående spiral, hvor opstigning vil være særdelesslippery. Umuligt at komme igen fra.

Centralt har vi Brad Pitt i rollen med det ironiske navn Wardaddy. Krigsfar er blevet sur. På magten, på overmagten, på det at være midt i et blodbad. Alligevel er filosofien simpel: they’ve got a job to do. Om det så må koste dem hvad som helst. Castet er ganske fornuftigt. Lidt præget af opkomlinge fra populære serier. Ud over Shia LaBeouf og Pitt. Alle med en nedtonet nerve, der hele tiden sitrer i spænding. I spænding ikke om udfaldet. Det kender vi generelt. Hvad angår filmens specifikke udfald, ja, det er antydet og forventet længe. Tragediens toner plirrer fra første billede og klinger ud med en fornemmelse for en krig, der blev vundet. Små slag, der blev vundet – og tabt. En menneskelighed, der måtte se sig selv tabt i svinget.

Instruktør David Ayer har langsomt profileret sig som en action-auteur med en særlig fornemmelse for dybdepsykologi og det nærved absurde i vold. Han drister sig til at bruge volden som et stilistisk virkemiddel. Samtidig trækker han stikket ud. Peger på, at volden er et kynisk faktum. Noget, vi ikke kan undvige. Volden er tvetydig: nødvendig og umulig.

Fury er en film, der viser, at Anden Verdenskrig var et voldshelvede. Måske endda uden formål. I hvert fald præget af absurde tableauer opbygget omkring en tank, hvis rejsning mandigt ejakulerer død og ødelæggelse. Med visse tråde til virkelige anekdoter fra krigen, men spundet ind i sit eget netværk af opsatser, der skildrer mennesker fra bedste og værste sider. En film, der burde være interessant for alle, der er til krigsfilm.


Forrige anmeldelse
« Boyhood «
Næste anmeldelse
» Snowpiercer »


Filmanmeldelser