Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Sons of Anarchy – The Complete Series (92 x ca. 45 min.) Købsfilm / Twentieth Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 20/3 2015, 22:41 af Kim Toft Hansen

Er anarki et udtryk for vold?


Er anarki et udtryk for vold?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kaldes gerne tv’ets tredje guldalder. Denne tid, hvor især tv-dramaet har fået et gevaldigt kvalitativt løft. I 80’erne begyndte branche og kritikere at snakke om ’quality TV’. Dette begreb har fået en renæssance disse år, hvor tv’et igen har vist sig at være modstandsdygtig over for filmens kvaliteter. Ifølge nogle faktisk overgå den. Et særligt emblem på dette kvalitetsløft er de meget mere nuancerede tv-karakterer og fortællinger. Det gælder også de serier, der beskæftiger sig med kriminalitet, fx The Wire og True Detective, som er reelle krimier. Men det er ikke kun spydspidsen HBO, der formår nuanceret at skildre kriminalitet og efterforskning. For tv-kanalen FX blev den nu afsluttede serie Sons of Anarchy (2008-14) et vendepunkt. Den er netop udsendt i samlet udgave med alle syv sæsoner.

Sons of Anarchy har mange af de samme kvaliteter, som The Wire: den skildrer en kriminel gruppe og subkultur på den ene side, men (s)pejler også efterforskningen af samme gruppe på den anden side. I modsætning til The Wire har Sons of Anarchy et mere udpræget fokus på den kriminelle gruppering: motorcykelgruppen, der kalder sig Sons of Anarchy. Handlingen tager sit udspringspunkt på det tidspunkt, hvor gruppen sættes under efterforskning af flere offentlige instanser, og hvor gruppen også har ændret kurs udi det mere voldelige. Samtidig finder hovedpersonen Jax sin fars erindringer, som han løbende og parallelt med handlingen læser. Det går op for ham, at den grundlæggende filosofi, som hans far havde med gruppen, ikke længere er påtrængende hos lederes Clay. Meget mere stikker under, og vi seere er hele tiden lidt mere opdateret om fortidens synder, end hovedpersonen Jax er det.

Anarki som filosofi
Seriens klare styrke er dens filosofiske subspor. Egentlig er handlingen ligetil, og især de første sæsoner er præget af en tilnærmet episodisk struktur, der gør, at nye seere lettere kan hoppe på, og skulle man misse et afsnit, er man ikke hægtet af. Det gør nogle af afsnittene lidt firkantede, men langsomt tager føljetonstrukturen (der er med fra starten) mere og mere over. Men netop den filosofisk kerne med især Jax og hans refleksioner over deltagelsen i en vold, som han mindre og mindre tror på, søsættes allerede fra starten. Det er en filosofi, der ligger som en grundstruktur i den amerikanske selvbevidsthed: rettet til frit at forsamle sig uden samfundets indtrængning. Udgangspunktet er 50’ernes og 60’erne blomstrende motorcykelkultur, men grundlaget er en anarkisme, som er forsamlingsfriheden in extremis.

Men en ting er, at seriens grundlag og refleksionsniveau fra starten supplerer en handlingsstruktur. En anden ting er, at serien – ligesom flere af de øvrige store tv-drama-nutidssuccesser – også inkluderer et udfoldet karaktergalleri, der i alle nuancer er, ja, nuanceret. Alle personer er karakterer med gode og dårlige sider, som seeren afvekslende kan forlige sig med eller afvise at identificere sig med. Sons of Anarchy er udpræget voldelig, men volden forklares og forstås. Men forståelse betyder i denne forbindelse ikke accept. Volden får en menneskelig karakter, fordi dybden i karaktererne tilføjer personerne menneskelighed. Volden og seksualiteten er dog ikke i nærheden af de ekspliciteringsniveauer, som andre serier – især hos HBO – kan opnå. Grunden er naturligvis, at FX har annoncører, der skal tækkes, hvad HBO ikke har.

Med andre ord er styrkerne ved Sons of Anarchy stærke karakterer (som vi vil se mere til), en stærk refleksion over deres praksis og en historie, der vedholdende og stædigt forfølger en dialog mellem modsætninger: vold og dens afvisning, voldens fascination og dens utroværdighed og ikke mindst æresbegrebernes betydning for gruppen, der i sin selvforståelse er en ’familie’. Serien formår på den ene side at skildre de ’seje’ motorcyklister med en musikvideoagtig æstetik. Her viser soundtracket tydeligt kendskab til bikerklubbernes forhistorie i en rock n’ roll-tradition, der også har haft motorcyklen og den åbne hovedvej som et topos og et mytisk omdrejningspunkt. Serien er gennemløbende krydret med fortidens og nutidens plirrende rocksange, der nikker genkendende til, at ’det at være rocker’ kan betyde to ting: musiker og biker.

Destruktiv og konstruktiv vold og kriminalitet
Det betyder ikke, at serien – som denne type fortællinger ofte bliver kritiseret for – er voldsforherligende. Den skildrer godt nok personer, der begår vold, hærværk og mord, som samtidig tydeligvis nyder det. Men det er hele tiden med en distance. Og når distancen brydes ned, er volden så infam, at det kun efterlader seeren i et identifikationsmæssigt vakuum. Serien lærer ikke seeren at begå vold, men serien er også en indføring i en kultur, hvor volden er en indbygget del. Volden er derfor i serien skildret både destruktivt og konstruktivt. Den er destruktiv, når den går for langt, og her er hovedpersonen Jax installeret som en slags moralsk vogter for seeren. Den er konstruktiv, når ordensmagten ikke er sin opgave voksen. Som da Jax hjælper både gruppen og sin ekskæreste af med en stalker, der samtidig er ATF-agent, men som bruger sin føderale status og efterforskningen af Sons of Anarchy til at forfølge sin personlige interesse i Jaxs ekskæreste.

Serien og kriminalitet ses undervejs mange gange på et bagtæppe af et samfund, der kun levner denne form for gruppering som alternativ. For det første insisterer serien på, at en gruppering som Sons of Anarchy (og deres fjender i andre grupperinger) er født ud af en konstitutionel ramme for frihed til at forene sig. For det andet ulmer der hele tiden en samfundskritik af et amerikansk samfund, der ikke formår at tage sig af sine borgere i tilstrækkelig grad. Her er Jaxs bedste ven Opie symptomatisk. På det tidspunkt, vi træder ind i handlingen, er han efter en fængselsdom trådt ud af gruppen for at være familiefar på legal vis. Familien kæmper dog en hård kamp for at få det hele til at hænge sammen, og ganske langsomt suges Opie ind i Sons of Anarchy igen. Fordi det er det eneste alternativ til personlig bankerot.

Samfundet og Shakespeare
Denne samfundsdiagnosticerende strategi løber gennem flere af sæsonerne på effektiv vis. Første sæson er det grundlæggende og filosofiske fundament under serien med dens insisterende vinklen af anarkisme som et samfundsmæssigt alternativ. Anden sæson tager sit udgangspunkt i hvid racisme som ikke kun en udfordring af SAMCRO (Sons of Anarchy Motorcycle Club, Redwood Original), men også for det lokale samfund (politiets optik ændrer sig også). Tredje sæson, der mere og mere bliver føljetonpræget, skildrer den tiltagende magtkamp intern i SAMCRO, men inddrager også andre kriminelle grupperinger. Fra første sæson har der været et irsk spor udlagt (IRA), som nu udfoldes yderligere, fordi et af medlemmerne er irsk og med gode irske kontakter. Men den russiske mafia begynder også at spille med. Fjerde sæson handler om magtskifte i SAMCRO, mens den også tager et kraftigt livtag med føderal korruption inden for CIA. Og så videre, og så videre. Serien formår løbende af koble den lille fortælling om klubben med et større samfundsdiagnose.

Seriens skaber Kurt Sutter har flere gange nævnt, at Shakespeare er en vigtig inspirationskilde. Det er en inspiration, der faktisk kan findes i flere af de nyere succesfulde serier. Det er svært at finde det hele vejen igennem, og på mange måder virker benævnelse af Shakespeare for flere serieskabere som en god måde at ’opkvalificere’ serien, så den kan få ’street credit’ hos mere kritiske seere og kritikere. Men Hamlet spiller helt tydeligt med. Dramaet citeres som titel på et afsnit i sæson fire. Dette er i denne sammenhæng en kraftig indikator for det magtspil, der foregår gennem hele sæsonen, hvor Jax langsomt overtager lederposition under indflydelse af sin fars oprindelige idéer: faren er spøgelset fra Hamlet, der stadig påvirker Jax. Sutter indrømmer da også, at Shakespeare er godt gemt. Men dette element tilføjer en spændende subtekst, der løber gennem hele serien – uden at det, som fx i Game of Thrones, får direkte indflydelse på dialog og handlingsgang.

Stilmæssige problemer
Det er tydeligt, at serien – trods et velkvalificeret cast og en vist budget – ikke har fået den samme kreative opmærksomhed, som fx flere HBO-serier har. Det kan hovedsageligt ses i seriens stil. Kameragangen er stedvist knudret og knap så gennemført. Der er flere close-ups på ansigter, end der er lange vues ud over scener. Der er brugt færre kameraer, og klippeteknikken sidder ikke hele tiden i skabet. Serien har således sine problemer ift. at fastholde en stilistisk konkurrence til filmens tekniske nøjsomhed. Der er på den måde ofte lidt en sigende modsætning mellem de velkoreograferede og musikvideoagtige sekvenser og dialog- og handlingsscenerne, som ikke har fået samme prioritet. Det har antageligvis været et tidsmæssigt spørgsmål under produktionen, mens det fra producenternes side heller ikke har været prioriteret at få nogle upclass-instruktører. Langt de fleste instruktører er traditionelle tv-serie-instruktører. Dette har måske også betydning for nogle karakterer: de fleste er fine, nuancerede personer, men stedvist bliver det firkantet. Det gælder især nynazisterne, hvilket i sig selv er et interessant kulturelt træk, at nynazister åbenbart ikke kan være sympatiske.

Serien er derfor i nogen grad mærket af, at den er produceret til en reklamekommerciel kanal, hvilket i princippet kan være lidt irriterende, når den enten ses på reklamefri streaming-tjeneste eller som købsfilm. Det bliver for tydeligt, at serien ’gemmer’ den voldsomste vold og den mest sexede sex, fordi det ikke vil være godt for annonceindtægterne. På mange måder er serien, som jo faktisk lever af sin nødvendige interesse i vold og seksualitet, derfor præget af en kamera- og klippeteknik, der nærmest kommer til at gøre unødvendigt opmærksom på sig selv, fordi vi hele tiden skal sørge for at dække over ’unødvendig nøgenhed’ og ’ekspliciteret vold’. De mange ’cut-to-blacks’ i de enkelte afsnit (stedvist markeret af en mindre cliffhanger) er selvfølgelig også et udtryk for seriens ’breaks’ til reklameblokke. Det er mig stadig lidt underligt, når nu købefilmsmarkedet og streaming-markedet for tv-serier faktisk er en vigtig indtægtskilde, at producenterne ikke er lidt mere nøjsomme og klipper disse mange sekunders ’sort’ ud serien. De forstyrrer undervejs, fordi de er så klart markerede.

Dybde og realisme
Men Sons of Anarchy er en god serie, der holder hele vejen. Magtspillet er trukket ud over syv sæsoner med 13 afsnit i hver (14 i fjerde sæson), hvilket selvfølgelig gør det muligt at komme i dybden med mange af de beslægtede problematikker. Derfor er der ikke forcerede handlingstråde eller pludselige spring. Det virker naturligt og realistisk. Spillet i serien er gennemgående rigtig fint. Charlie Hunnam (der overraskende nok er britisk) har med serien fået sit helt store, velfortjente gennembrud, mens Ron Perlman er seriens ’filmstjerne’. Katie Segal i rollen som Jaxs mor Gemma er også et overraskende scoop; de fleste vil huske hende som Al Bundys kone i Vore værste år. Langt de fleste medvirkende er velkendte ansigter. Serien lukkes effektivt ned i syvende sæson, men for de, der ikke kan få nok, og dem er der mange af (undertegnede inklusive), kan vi kun håbe på, at Kurt Sutter går videre med sin idé om at lave en prequel om skabelse af SAMCRO i 60’erne. Det er så oplagt.


Forrige anmeldelse
« Mod naturen «
Næste anmeldelse
» Boyhood »


Filmanmeldelser