Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Borgias (sæson 1-3) (23 timer og 48 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 15/9 2015, 20:42 af Torben Rølmer Bille

Den liderlige pave


Den liderlige pave

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Har man blot lyttet lidt med i historieundervisningen eller fulgt med i populærkulturens gengivelser af renæssancen, så vil navnet ”Borgia” med garanti være velkendt.

De fleste tænker måske på incestuøse forhold mellem bror og søster, eller på historier om en korrupt, perverteret pave, der manipulerede sig vejen til paveembedet, hvor han, Rodrigo, nu kendt under sit pave-alter ego Alexander VI, sad på tronen i Vatikanet i 11 skandaløse år. En tid hvor giftmord, bestikkelse og generel renæssanceagtig løssluppenhed var på dagsordenen. Der er sikkert også de, der har stiftet bekendtskab med navnet under læsningen af en af periodens mest kanoniske værker, nemlig Niccoló Machiavellis politiske hovedværk Prinsen.

I disse tider, hvor tv-serien regerer, har man også kunnet set en lang række dramaserier, der netop har taget udgangspunkt i historiske begivenheder. Det primære eksempel er nok The Tudors, men HBO lavede også i perioden 2011-13 en serie om netop Borgiafamilien med selveste Jeremy Irons i hovedrollen som den magtsyge pave. Serien blev desværre ikke forlænget efter sin 3. sæson, så selv om det nye bokssæt slutter af med en DVD-kassette, hvorpå der er påtrykt ”the final season”, slutter serien desværre en rum tid før Alexander VI dør, og af samme grund føles serien ikke så forløst, som havde hvis den havde fået lov til at fortsætte.

Selv om denne bratte slutning måske kan afholde nogle fra at give sig i kast med serien, så er der al mulig grund til at spendere næsten et helt døgn sammen med familien Borgia, for her er tale om en tv-serie, der ikke alene tager sig bragende flot ud, men som også rent dramaturgisk holder stort set hele vejen igennem. Dertil kommer, at der i tredje sæson pludselig dukker en række danske skuespillere op i en masse biroller (f.eks. kan man nævne Thure Lindhardt, Pilou Asbek og Cyron Melville), og det er fascinerende at se disse velkendte ansigter i sådan en international sammenhæng.

Når talen går på skuespillere, så er det også værd at nævne, at Joanne Whalley, der spiller Rodrigos første hustru, Venozza. Det er rent personligt herligt at se hende igen, da undertegnede stadig har hendes rolle som den søde, smukke, sygeplejerske Mills i Dennis Potters Den syngende detektiv i frisk erindring. En anden nævneværdig figur er Sean Harris’ skildring af morderen Michelletto, som Cesare Borgia tidligt i serien hyrer som sin personlige livvagt. Harris brillerer virkelig i hans fåmælte, underspillede men ekstremt vigtige rolle. Der er noget både smukt og samtidigt noget ekstremt makabert over denne figur.

Det er dog ikke alene på grund af skuespillet, de vidunderlige billeder, de imponerende kostumer, de drabelige slagscener eller de smukke kvinder, at man bør kaste sig over The Borgias, for lidt lige som Game of Thrones handler serien ikke alene om mennesker, men måske især om magt, intriger og indflydelse. I The Borgias tilfælde om hvem der i virkeligheden regerer Italien, de forskellige hertuger og lokale konger, eller Paven i Rom? Rodrigo Borgia gjorde sig ekstremt upopulær hos en lang række af de store familiedynastier, for slet ikke at tale om andre dele af kirken, der naturligvis også forsøgte at få ham vippet af pinden.

Begynder man at tjekke serien for historisk akkuratesse, vil man opdage, at seriens skabere flere gange undervejs har taget sig ganske mange friheder. Eksempelvis vil man i den første sæson være vidne til, at hertugen af Napoli (Ferdinand den Første) har ladet en række af sine fjender dræbe og balsamere, hvorefter han har udstillet dem i en slags grotesk gengivelse af den sidste nadver i en sal i hans palads. Helt så syg var han ikke i roen, selv om virkelighedens hertug lod flere af sine fjender balsamere og lod gæster ved hans hof få disse at se.

Selv om det måske ikke er helt historisk korrekt, kan en serie som denne muligvis også være med til at gøre verdenshistorien meget mere spiselig og sexet for en yngre målgruppe, der måske ellers forbinder verdenshistorien med noget tørt og støvet. Et godt eksempel på dette er eksempelvis seriens skildring af domikanerprædikanten Savonarolas opgør med jordisk gods, noget der bestemt ikke fald i tråd med den katolske kirke og den måde, paven tacklede præstens oprør på.

Serien flyder over med ganske ekstreme scener, hvad enten det handler om sex eller vold, men i epicentret er stadig fortællingen om en families sammenhold på godt og ondt. Ikke mindst forholdet mellem de to brødre. På den ene side Cesare, der af farmand pave blev valgt til at være kardinal, og den iltre, impulsive og noget svagere begavede Juan, som farmand gjorde til hærfører. Brødrene ligger i evig strid med hverandre, og vi ved allerede fra starten, at det må ende helt galt mellem dem.

Dertil kommer faderens kyniske behandling af datteren Lucrezia, spillet med stor indlevelse af Holliday Garinger. Lucrezia giftes konstant væk til mænd, der enten misbruger hende, eller som viser sig at være vattede undskyldninger for dem selv, så Lucrezia må derfor selv tage affære og forsøge at få vendt hendes liv til noget positivt. I den forbindelse er den eneste, som hun virkelig elsker, og som aldrig har svigtet hende, storebror Cesare.

Det lykkes faktisk serien (tro det eller lad være) at overbevise sin seer om, at søskendeparrets incestuøse forhold ikke udelukkende er ulækkert, klamt og depraveret, men i stedet noget som begge har brug for. De ved udmærket, at deres forhold er forbudt, men kærligheden mellem dem er så stor, at den overtrumfer dette grundlæggende tabu, især fordi de ikke har andre i deres liv, som formår at elske dem, som de er. Set udefra forekommer det stadig meget forkert, men man forstår så udmærket figurernes bevæggrunde.

Selv om The Borgias godt kan anklages for netop at dvæle for meget ved lumre, erotiske scener med smukke mennesker, der på kryds og tværs - og imod al god katolsk praksis - dyrker sex med hverandre, så knyttes disse seksuelle forhold også tæt sammen med handlingen, forstået på den måde at sex, lige som penge, våben og status kommer til at blive synonymt med den indflydelse, som de forskellige figurer forsøger at få over hinanden.

The Borgias har derfor alt, man kan ønske af et historisk drama, der til trods for sit sæbeoperalignede setup leverer et payoff, der er langt mere interessant, nuanceret og historisk interessant, end mange andre serier på markedet. Det eneste minus er, som nævnt, at serien blev lukket ned, før den kunne nå at nå sin egentlige afrunding, men det bør på ingen måde afholde fans af historiske dramaer fra at se den. Den er, nemlig rigtig seværdig!


Forrige anmeldelse
« The Irrational Man «
Næste anmeldelse
» The Man with the Iron Fists 2 »


Filmanmeldelser