Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Black Swan (108 min.) Biografversion / Fox Searchlight
Anmeldt 28/1 2011, 18:48 af Torben Rølmer Bille

Foruroligende smuk svanesang


Foruroligende smuk svanesang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ballet. Alene ordet får sikkert mange til at gyse og et fåtal til at begejstres inderligt. Indrømmet – ballet er måske ikke den mest populære kunstart for tiden, men det kan være dette snart ændres. Så hvad enten man er passioneret i sit forhold til dansen eller hvis man ikke kan udstå trippende, trikotklædte tosser, så bør man i høj hast piruettere ned mod sin nærmeste biograf for at opleve Darren Aronofskys nyeste film Black Swan - for selv om filmåret først lige er skudt i gang er her tale om en film, der nemt kan gå hen og ende blandt årets allerbedste.

Læser man synopsen til filmen kan man måske godt foranlediges til at tro, at dette bestemt ikke er en film man skal løbe ind og se, for den beskriver en ung ballerinas tiltagende sindssyge mens hun er involveret i en stor opsætning af Svanesøen. Ikke desto mindre er filmen eminent fortalt. Som filmfan er det svært ikke at se filmen som en opdateret version af Roman Polanskis Repulsion eller en af de mange film, der tager tråden op fra Hitchcocks bedste psykologiske thrillers. Det fine ved Black Swan er dog at det aldrig føles som plagiat eller hyldest, det er en film der får sit eget særegne liv. Det kan godt være at anmeldere andetsteds, og ikke mindst de folk, der skal promovere film, normalt smider om sig med den slags sammenligninger, men her skal de læses som udtryk for at Aronofsky virkelig har formået at skabe en film i sin egen klasse. Black Swan er et meget intenst og utroligt dystert indblik i et ungt pigesind, som har svært ved at klare presset fra omverdenen.

Nina Sayers bor (naturligvis) sammen med sin mor i New York. Moderen er selv, skal det vise sig, balletbarn og presser derfor sin datter til det yderste for at opnå drømmen om den solodans hun ikke selv kunne indfri. Sæsonen er ved at starte på ny og den strenge, men talentfulde balletmester Thomas Leroy (der spilles fremragende af Vincent ”Dobermann” Cassell) vil opsætte Svanesøen. Han kræver selvfølgelig at hans dansere presser sig selv til det yderste. Nina bliver derfor nødt til at tilsidesætte sine personlige ønsker og presse sin krop og sind til det yderste, da hendes allerstørste drøm er at få hovedrollen i denne mest feterede af balletforestillinger.

Inden man kan nå at sige ”plié” er Nina viklet ind i en situation hvor hun har svært ved at skelne dramaet i Svanesøen fra sit eget privatliv. Balletmester Thomas har godt nok udset hende som en af de potentielle dansere til at udfylde den krævende hovedrolle, men han har sine tvivl. Hovedrollen kræver ud over fysisk råstyrke nemlig at pigen, som sanser den både er i stand til at danse rollen som den uskyldsrene hvide svane, men også rollen som den svigefulde, sorte svane. Det er den sorte svane, der i balletten forfører den hvide svanes elsker og driver den hvide svane til tage sit eget liv. Da virkeligheden ofte imiterer kunsten, dukker der pludselig en ung, sexet danserinde op i Ninas kompagni og Lily, som pigen hedder, virker som skabt til rollen som den sorte svane. Nina frygter naturligvis straks at Lily skal blive Thomas’ yngling.

Som filmen skrider frem bliver Nina presset fra alle sider og den, der stiller de største krav til hende, er i sidste ende Nina selv. Hun vil gøre alt for at lande hovedrollen og samtidig forsøger hun at bevare sin personlige integritet, selv om både Thomas og Lily ikke er langsomme til at komme med seksuelle tilnærmelser. Nina mister langsomt men sikkert, jordforbindelsen godt hjulpet på vej af en række af de helt klassiske faresymptomer som rammer unge pige under pres; bullemi, kropsangst, lavt selvværd og social angst er en farlig cocktail. Især når den blandes med den konstante usikkerhed som Nina går gennem dagen med.

Black Swan er en subjektiv, utroligt rørende og ikke mindst virkelig intens skildring af en følsom, velmenende og smuk ung kvindes rejse ind i sin sindssygdom. Det kan muligvis godt lyde som noget man ikke har lyst til at udsætte sig selv for, endsige spendere næsten 100 kr. på, men det ville være en fejl at lade være, for Black Swan er gribende filmkunst af allerfineste kaliber.

Dette skyldes især filmens lån fra thrilleren, der tilføjer handlingen den nødvendige fremdrift, der gør at den ikke forfalder til gængse klicheer eller bliver socialrealistisk leverpostejsfarvet. Tværtimod, der er drøn på filmsproget og så formår filmen faktisk også at gøre dansesekvenserne nærværende og interessante, selv for de tilskuere, der aldrig har overværet ballet. Man kan derfor ikke andet end at beundre både Aronofskys og hans fremragende, faste kameramand Matthew Libatiques evne til at fortælle så fantastisk i billeder og bevægelse.

For filmgeeks benytter Black Swan sig af ganske effektive, men meget nedtonede CGI effekter. Blandt andet er kamerafolkene gjort usynlige i de mange scener hvor kameraet bevæger sig legende elegant rundt om Nina omgivet af spejlene i træningssalen. Dertil kommer de steder hvor Nina rystes af gåsehud, eller snarere svanehud, når hun atter presses til sit yderste, eller stærkt tvivlende på sine egne evner farer mod afgrunden.

Filmen benytter sig af et helt klassisk dobbeltgængertema, som løber gennem hele fortællingen og det gør også at Black Swan med stor sikkerhed bliver en af de film som dansk- og psykologilærere fremover vil benytte som en fast del af undervisningsmaterialet når der skal tales moderbindinger, seksualitet og ikke mindst Das Unheimliche - med udgangspunktet i dobbeltgængerens funktion som et ildevarslende tegn på snarlig undergang. Det er dog på ingen måde påkrævet, endsige nødvendigt, at kende til sådanne referencer for at kunne nyde Black Swan for det er en enestående film, der på mest overbevisende måde lader magisk realisme, paranoiathrilleren og en graciøst sårbar hovedperson gå op i en højere enhed.

Barbara Hershey spiller Ninas mor med dæmonisk nærvær og i en rolle som den vragede, aldrende stjerneballerina ses Winona Ryder, der også fungerer upåklageligt, men man bør man lade sine fordommene om at Natalie Portman ikke kan spille skuespil hænge side om side med de udtrådte balletsko hjemme, for Portman udspiller begge disse veteraner. Portman er filmen og fik også velfortjent en Golden Globe for sin præstation – mon ikke også hun kan hive en Oscarstatuette hjem til kaminhylden? Portmans spil under Aronofskys instruktion viser bare at hun ikke før har fået muligheden for at vise hvad det egentlig er hun er i stand til. Uanset om man har lyst til at få afprøvet disse fordomme, blot holder af Aronofsky, frydes over dobbeltgængertematikker eller hvad end grunden måtte være, så gør dig selv den tjeneste og se Black Swan så snart som muligt, for det er en af de film, man ikke skal snyde sig selv for.


Forrige anmeldelse
« The disappearance of Alice Cree... «
Næste anmeldelse
» MacGruber »


Filmanmeldelser