Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Walesa, håbets mand (127 min.) Biografversion / Camera Film
Anmeldt 16/6 2014, 22:40 af Uffe Stormgaard

Fra elektriker til præsident


Fra elektriker til præsident

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En banal opskrift på den amerikanske drøm. Og så er den polsk. Og sand.

Vi skruer tiden tilbage til 1970 – den kolde krig er på sit højeste. Kommunisternes jerngreb om Polen har resulteret i ensretning, topstyring, korruption - og markante prisstigninger på dagligvarer. Folket har fået nok, utilfredshed, uro breder sig – et oprør er på vej, parallelt til det man husker i Tjekkoslovakiet (1968) – og hvis nedkæmpelse med hjælp fra Sovjet, Polen med rette kan frygte. Strejker og demonstrationer i værfts- og havnebyen Gdansk, engagerer den 27 årige elektriker Lech Walesa, i protest mod tiltagende fattigdom, lønnedgang og det totalitære styres magt over fagforeningerne. De lokale strejker og demonstrationer nedkæmpes og Leck Walesa fængsles.

En begyndelse til den frihedskamp og dominoeffekt, der 20 år senere fører til Berlinmurens og kommunismens fald.

Polens grand old man
Filminstruktør Andrzej Wajda (86 år!) har valgt, i en blanding af dokumentar og fiktion, at fortælle om Polens kamp mod kommunismens totalitære styre med Lech Walesa som frontfigur. Wajda er manden, der selv har gennemlevet Polens lidelser under Naziregimet og den efterfølgende Sovjet terror. I gennembrudsfilmen Aske og diamanter (1958) skildrer han Polens frihedskamp under de sidste dage af tyskernes herredømme. En anti-heroisk film, hvor menneskets lidelser er i centrum og hvis konklusion er krigens menings- og nådesløshed.

Senere kommer Wajdas opgør med kommunismens håndlangere: Marmormanden (1977) og Jernmanden (1981). Ind i mellem en række socialt engagerede kvalitetsfilm. For Wajda er en flittig polsk instruktør - en spydspidst for ”den polske bølge”, der udgik fra filmskolen i Lodz i slutningen af 50erne. Alle film, i og på trods af det kommunistiske styres mistro og censur, men styrket af den vestlige verdens annerkendelse, med både Cannespriser og Oscar statuetter.

Loyal Biopic
Walesa, håbets mand føjer sig til en nutidens stribe af biopic - film der mere eller mindre loyalt, rekonstruerer ”den kendtes” liv og gerninger, under overskriften ”baseret på en virkelig historie”, senest Margaret Thatcher, Walt Disney, Alfred Hitchcock, Nelson Mandela…

Wajdas film skiller sig ud fra det traditionelle biopic mønster med sin nænsomme blanding af dokumentarfilm og fiktion. Udgangspunktete er klassisk. Et tv-interview fra marts 1981, hvor den italienske tv-journalist Oriana Fallaci (Maria Rosaria Ommagio) interviewer Lech Walesa i den beskedne lejlighed omgivet af små børn (det blev til 8 i alt) og sin loyale hustru Danuta (Agnieszka Grochowska). Tiden er kort efter dannelsen af fagforbundet ”Solidarnosc”, hvor Lech Walesa som naturlig valgt formand(1981), har vist sine evne som værftsarbejdernes hårdslående talsmand overfor den kommunistiske ledelse. Lech Walesa, fremstillet nuanceret og troværdigt af Robert Wieckiewicz, der ikke kun ligner ham til forveksling – hvilket de mange dokumentarfilm klip understreger – men også giver en nuanceret billede af en karismatisk, frygtesløs ”anti-helt”, der både har humor, er arrogant, fuld af modsigelser og overraskelser.

Solidaritet styrkes
”Solidarnosc”, bliver symbolet på den fri fagforening. Protestaktioner, demonstrationer breder sig over hele landet og dermed optakten til Lech Walesas mange fængslinger – og trodsen regeringen, hele tiden med basis på skibsværftet Gdansk. I slutningen af 1982 løsladens han og vender tilbage til værftet i Gdansk og hyldes som en helt. Walesa, er nu frihedsikonet, der stærkt støttet af den katolske kirke, få mere og mere indflydelse. Kulminationen nås i 1983, hvor han får tildelt Nobel Komiteens fredspris - en torn i øjet på det polske styre. Derfor vælger han at sende Danuta til Oslo, som sin repræsentant. ”Jeg tør ikke rejse – jeg er ikke sikker på at få lov til at komme tilbage”, siger han i filmen. Walesas hustrue vender stolt tilbage, med penge og pris – men allerede i tolden ydmyges hun på det groveste af regimets håndlangere – en diminutiv kropsvisitering, nedværdigende og ond – en af filmens allerstærkeste scener.

Og troværdig er filmen.

Håbets mand er samtidshistorie genfortalt uden falsk patos , med den ægthed, der altid har karakteriseret Andrzej Wajdas film. Han har selv sagt: at han egentlig ikke havde lyst til at lave filmen, men at han følte at han skulle.

Redeligt, rimer ofte på kedeligt – men Wajdas sanddruelighed understreger kun vigtigheden af, at eftertiden får en nuanceret fortælling om Østlandenes kamp for frihed. Hvem havde, for blot en generation siden, forestillet sig Polen som Nato- og EU-medlem?

Sent glemmes filmens slutscene, hvor virkelighedens Lech Walesa taler til Kongressen i Washington (marts 1989) og åbner sin tale med ordene: we the people.

Jo, det er en vigtig film. Måske ikke noget mesterværk – men vigtig for eftertiden.


Forrige anmeldelse
« The Wolf of Wall Street «
Næste anmeldelse
» Jeg hedder Ernesto »


Filmanmeldelser