Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Ida (80 min.) Biografversion / Camera Film
Anmeldt 3/12 2014, 08:30 af Uffe Stormgaard

Ida når helt ind i sjælen


Ida når helt ind i sjælen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et 4:3 gammeldags format. Gråtonede, disede landskaber. Faste kamera- indstillinger. Tætte nærbilleder. Læg dertil nonneklosterets ubønhørlige krav om ydmyghed og tro. En enkelthed og strenghed med mindelser fra Carl Th. Dreyers Jeanne d`Arc/ Vredens Dag og Robert Bressons En landsbypræsts dagbog.

Dette er rammen om den polske film Ida.

Året er 1962. Den unge nonne Ida (følsomt og indforstået spillet af Agata Trzebuchowska), står for at skulle aflægge sit endegyldige nonneløfte – vie sit liv til Kristus – i det kloster, hvor hun, som forældreløs, har tilbragt barndom og ungdomsår.

Fire dage inden ”troskabsløftet” foreslår abbedissen, at Ida opsøger sin eneste slægtning, moster Wanda i Warszawa, der dog aldrig har vist nogen interesse for Idas velbefindende.

På vej
Alene bag de duggede busruder kører hun gennem frosttågede landskaber og triste landsbygader, væk fra klostrets isolerede minimalistiske kvindesamfund – ud i den polske, kommunistiske hverdag.

Første konfrontation: Ida afventende foran hoveddøren til borgerskabets, velkonsoliderede tryghed. Døren går op. En let på(af)klædt kvinde i kimono, med smøg og drink i hånden smiler: ”jeg ved godt, hvem du er”.

Moster Wanda (varmt og desillusioneret spillet af Agata Kulesza), byder indenfor i sin herskabslejlighed, hvor vi gennem halvåbne døre (helt Hammershøjsk) skimter en herre på sengekanten i færd med at tage tøj på. Nonnen og ludderen!

Wanda ved sandelig godt hvem Ida er. Ida er jøde. Begge hendes forældre blev myrdet under Anden Verdenskrigs jødeforfølgelse. Moster Wanda, har måttet ”ofre” sin lille dreng og overlever kun som trofast, illusionsløs partifunktionær, med job som systemets dommer, polsk vodka og tilfældige mandebekendtskaber, som sine rusmidler.

Sammen drager de nu, Nonnen og Luderen, til byen Lublin for at søge efter forældrenes grav – for kun at opdage, at sandheden bag familiens udslettelse er endnu grusommere.

Verden udenfor
Idas møde med verden udenfor er stille, observerende, tilsat nysgerrighed og megen forsigtig forundring. Et kort møde med ”det andet Polen” i form af en ung jazz-musikker, vækker Idas jordiske kærlighed. For netop jazzen voksede, trods kommunismens jerngreb, frem i 60erne i Polen bl.a. taket være Krzysztof Komedas filmmusik til Polanskis film. I filmen er det John Coltrane, der ligger på pladespilleren, når Ida tager sine første dansetrin.

Alt imens tumler mosteren rundt i en desperat rus – for at ende med at blive snuppet for spritkørsel – men kun indtil de autoritetsangste betjente opdager, at hun er dommer. Så gøres der honnør og undskyldes. Et kort glimt af en samfundskritik, som filmen ellers er højt hævet over.

Filmen foregiver ikke at være bedrevidende, eller at lade bagklogskabens klare lys blænde os.

Derimod gives der et æstetisk nænsomt billede af en ung kvinde, der ikke er i tvivl om sin hengivenhed til Gud og som med et følsomt, tøvende sind er modtagelig for alt det nye udenfor klosterets mure.

Ida er en enkel historie, tegnet i grå nuancer, men med så mange toner, der, som noget sjældent, rører ved livets kærne. Uden action eller dramatisk underlægningsmusik, holdt i sort-hvidt, lader filmen os opleve en stille nærhed – lader os komme tæt på to mennesker med vidt forskellige udgangspunkter og med hver deres ultimative endestation.

Et polsk mesterværk
Ida har rødder i den polske 60’er filmtradition med Andre Wajda (Kanal, 63 dage…), Polanski (Kniven i vandet), Kawalorowicz (Moder Johanna), men er helt sin egen, i en sublim fotografering, hvor det grå landskab, de mørnede mure, de trøstesløse hotelværelser, underbygger, hos os, en identifikation og forståelse for de to.

Filmen er, sagt lidt firkantet, et eksistentielt dilemma mellem hengivenhed til Gud på den ene side og den beskidte verden på den anden, men den viser også meget mere. En fin sanselighed. Et møde med et stille, uskyldigt sind sat overfor en knægtet livsnyder i et umenneskeligt samfund.

Lyder det tungt, filosofisk og svært tilgængeligt ?

Ida er alt andet. Den er trods sin gråhed, både livsbekræftende og sanselig. Selv en stille humor er der plads til, som når nonnerne eksempelvis i dyb stilhed spiser suppe i disciplineret takt.

Kort sagt har den polske instruktør Pawet Pawlikowski med Ida skabt noget så sjældent som et lille mesterværk, et helt basalt vedkommende værk, som når helt ind i sjælen (eller hvor der nu er plads) – og bliver siddende der.


Forrige anmeldelse
« Frank «
Næste anmeldelse
» Drengen med det tikkende hjerte... »


Filmanmeldelser