Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Your Name (org. Kimi no na wa) (106 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 3/5 2017, 08:06 af Uffe Stormgaard

En visuel rutchetur ind i en parallelverden


En visuel rutchetur ind i en parallelverden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Er man til elementær drømme-eskapisme, hvor tid og sted ophæves, identitet og drøm rask skifter og ”hvem er jeg?” er en konstant ubesvaret undertekst – alt sammen iscenesat indenfor rammen af forfinet æstetik og stilsikker grafik - ja, så er den japanske tegnespillefilm Your name, den helt, helt rigtige film.

Fjernt og nært

Fjernt, når kometer, som pragtfyrværkeri i universet, fylder lærredet og en komethale skiller sig ud, måske med retning mod jorden, som det netop skete i den japanske by Tohuko (2011), hvor et kæmpe krater i dag vidner om en naturkatastrofe fra himmelrummet.

Nært, når Mitsuha vågner op en morgenstund i den lille landsby Itomory, dovent strækker sig, for langsomt at opdage, at hun er ved at få bryster – og samtidig har en vag fornemmelse fra nattens drømme, om at være en anden. Teenager i en lille japansk landsby, hvor den 17-årige pige sammen med sin lillesøster opdrages af den overtroiske/synske bedstemor. Faren er borgmester i byen, fjern og diktatorisk. Mitsuha keder sig i den lille udkantsby. Hun er fjern, drømmeagtig og opfører sig underligt. I skolen hører hun om tusmørkets hemmeligheder, hvor nat og dag brydes. I hendes dagbog står der på hver anden side: ”hvem er du?”.

I Tokyo bor Taki. Han er en jævnaldrende teenager-drømmer, med skolegang, tjenerjob og en småflirt med en laber kollega. Også han gebærder sig underligt, har hukommelsessvigt, er fremmed overfor vennerne – igen er motivet: hvem er jeg?

Og så, en halv time inde i filmen, sker springet - spænd sikkerhedsbæltet - for de to, der lever hundreder af kilometer fra hinanden og aldrig har mødt hinanden, bytter krop! Læg dertil, at Taki (nok) er død tre år før den naturkatastrofe, som to store søer nær landsbyen vidner om.

Nu er alt for alvor hvirvlet op i et kaotisk mix af truende katastrofe, kærligheds søgen, identitetsforvirring, skæbne og teenagerproblemer. Alt imens den gamle overtroiske bedstemor væver og fortæller om livets og tidens tråde, der filtres ind i uransagelige mønstre.

Lyder det rodet og uforståeligt?

Det er det.

Heldigvis kan digitaliserede animationsfilm, mere end noget andet medie, føre os ind i en 5.dimension, hvor vi gerne lader os hvirvle rundt i en farveskønhed og en digitaliseret æstetik, som vi genkender fra science-fictionfilm og andre japanske animationsfilm.

Makoto Shinkai, der regnes som arvtageren efter Hayao Miyazakis, den store animationsmester, har både skrevet, instrueret, klippet og animeret Your name, der er blevet en af Japans største publikumssucceser.

Selv om filmens ide med ”kropsbytning ” ikke er ny. Senest så vi den i Freaky Friday (2003), her er det mor og datter, der bytter krop. Your Name med sine smukke, rurale nostalgiske naturbilleder, stillet overfor den knivskarpe Tokyo-hyperrealisme, en helt usædvanlig oplevelse. Vi får ikke kun en skæv tidsrejse, hvor logik og realisme for længst er forladt – men også en sentimental rejse, hvor de to unge søger efter kærlighed og overlevelse på trods af den forskudte virkelighed, hvor hverken tid eller sted passer sammen.

En lommefilosofisk manipulering, tæt på det kitschede. Men afsikrer man sikkerhedsbæltet, får man en skøn, usædvanlig visuel og følelsesmæssig ruchetur ind i en transcendent verden - hvor der heldigvis også er plads til smil - og ikke mindst tårer i de store runde japanske tegnefilm øjne.


Forrige anmeldelse
« Big Time «
Næste anmeldelse
» Christine »


Filmanmeldelser