Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bad Grandpa (102 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 21/3 2014, 20:09 af Torben Rølmer Bille

Under bæltestedet


Under bæltestedet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vist ingen nyhed for kapellets faste læsere, at undertegnede har en drengerøvsagtig svaghed for Jackass konceptet. Derimod har en af de svageste punkter ved deres spillefilm, altid været de sekvenser hvor Johnny Knoxville og hans kumpaner bliver sminket til at ligne gamle mænd, som derefter vader ud i verden og foretager sig ting, som bestemt ikke er noget game gubber bør lave. Spørgsmålet er så, om det har været muligt at udvikle dette koncept til spillefilmslængde, for det er netop det der er tilfældet i Bad Grandpa som nu er kommet på BluRay og DVD.

Det ville i sagens natur nærmest være uudholdeligt at se over halvanden times skjulte kameraoptagelser af en forklædt Johnny Knoxville, der tager fusen på tilfældige forbipasserende, så af samme grund har filmmagerne kombineret disse groteske scener med et egentligt plot. Vi starter derfor i et venteværelse på et hospital, hvor filmens bedstefar får at vide at hans kone er afgået ved døden. Han bliver naturligvis lykkelig, for han kunne ikke holde den gamle pulverheks ud og sørger for at gøre dette klart for de noget chokerede mennesker i venteværelset.

Da bedstemor skal begraves, holder han en tale for hende og beklager over for de folk fra gospelkoret og cateringfirmaet, som er så gode at fylde sæderne i kapellet, at han gerne havde set hans datter og barnebarn til begravelsen. De dukker dog op og datteren beder bestemt bedstefar om at træde udenfor kapellet et øjeblik. Han glemmer dog at slukke mikrofonen, så alle hører på, at datteren skal i fængsel på grund af en narkodom og at hun vil have bedstefar til at tage sig af sin møgunge. Det er naturligvis reaktionerne fra de, der ikke er med på spøgen, som der fokuseres på. Scenen ender i totalt kaos med den åbne kiste der bliver væltet og bedstefaderen, der forsøger at redde situationen ved at få det chokerede gospelkor til at istemme en spiritual.

Så er stilen lige som lagt. Imellem disse skjult-kamera gags ser vi egentlige handlingssekvenser hvordan forholdet mellem ganske uopdragne unge Billy og bedstefaren udvikler sig, idet de tager på tværs af Amerika, i et forsøg på at aflevere ungen til sin biologiske far. Seeren får ikke før rulleteksterne mulighed for at se folks reaktion på informationen om at de er blevet snydt af Johnny Knoxville og sit hold, og af samme grund virker spøgen også grovere idet filmen skrider frem. Konceptet består nemlig i, at vi som seere fra starten er indviede i hvad det er der foregår, selv om filmen først åbenbarer dette til allersidst.

Bad Grandpa er bestemt ikke en film der vil falde i alles smag. Det er groft, plat, dumt, ubehøvlet og grænseoverskridende humor hvor stort set alle jokes og mange af de fysiske gags handler om ting, der foregår langt under bæltestedet (som eksempelvis de lange dinglenosser som hænger ud af bedstes underbukser, idet han selv begynder at tage tøjet af på den stripklub han besøger). Det er lige så raffineret som en hundelort med et flag i, men lige over dette lag af pikhumor, synes der også at ligge nogle slet skjulte pointer i filmen omkring livet i Amerika.

Filmens klimaks er – uden at afsløre for meget - det sjoveste skjulte kamera undertegnende nogensinde har set. I scenen har bedstefar, i et forsøg på at tjene nemme penge, klædt Billy ud som en yndig, lille pige og meldt ham til en skønhedskonkurrence for børn. Personligt har den slags konkurrencer altid virket utroligt frastødende, der har ligefrem været reality-shows hvor man har kunnet følge disse børn og deres overambitiøse mødre drage rundt i USA, i håbet om at vinde konkurrence efter konkurrence. Lad det bare blive sagt, Bad Grandpa smadrer med al tydelighed dette glansbillede i kraft af Billys danserutine.

Så selv om filmen roder rundt mellem fiktion og fakta, så synes den samtidig at ville vise seeren et karikeret billede af et dysfunktionelt Amerika, hvor sociale relationer mellem white trash-stereotyper er brudt helt sammen og hvor dekorum ofte synes at forhindre helt almindelige amerikanere at blande sig eller reagere naturligt på deres medmenneskers bizarre og uterlige opførsel. På den ene side bliver Billys slackerforældre nemlig billedet på de mange misbrugsramte, dysfunktionelle familier, som ikke gider at tage sig af deres børn og på den anden side er bedstefars helt uterlige opførsel et billede på den ældre genrations forkælede efterkrigsgeneration og overdrevne egoisme. Det kan lyde lidt akademisk langhåret, men det er udelukkende fordi det faktisk er et aspekt der er iboende i en film, der ellers blot vil underholde og provokere.

Filmen ender naturligvis med en slags forsoning mellem den helt unge generation og bedstefaderens – idet det faktisk ender med at han tager det ansvar, som hans egne børns generation har fralagt sig. Det kan måske synes som en plat romantisering af to generationer som på trods af deres forskelle, alligevel kan finde en fællesgrund, men det virker faktisk meget fint, selv om det hele er pakket ind i pruttevitser og groft sprog.


Forrige anmeldelse
« Shogun «
Næste anmeldelse
» Sorg og glæde »


Filmanmeldelser